Annonce
Udland

Ny lov i Hongkong kriminaliserer forhånelse af Kinas nationalsang

Tyrone Siu/Reuters
Hongkongs lovgivende forsamling vedtager under protester en kontroversiel lov om den kinesiske nationalsang.
Annonce

Under protester har Hongkongs parlament torsdag vedtaget en lov, der gør det ulovligt ikke at vise respekt over for folkerepublikken Kinas nationalsang.

Det ses af oppositionen som et nyt skridt fra Kina på at fratage bystatens selvstyre.

Loven er vedtaget med 41 stemmer for og en imod. Den prodemokratiske fløj nægtede at deltage i afstemningen.

Vedtagelsen kommer, mens mange af byens borgere gør sig klar til at tænde lys torsdag aften for at mindes årsdagen for massakren på Tianmen-pladsen i Beijing i 1989. Her blev formentlig mange tusinde reformtilhængere dræbt af den kinesiske hær.

Loven om den kinesiske nationalsang vil især blive mødt med vrede blandt fodboldtilhængere i Hongkong. De har for vane at buhe, når nationalsangen lyder, for at udtrykke deres utilfredshed med Kina.

Protesterne i parlamentet begyndte torsdag morgen dansk tid under debatten om loven. Ifølge den nye lov skal alle individer og organisationer respektere folkerepublikken Kinas nationalhymne og synge den ved passende lejligheder.

Loven vil medføre fængselsstraf på op mod tre år og bøder på op mod 6450 dollar, svarende til knap 43.000 kroner, for at forhåne Kinas nationalsang.

Politiet i Hongkong trængte ind i parlamentet, da en kritisk lovgiver kastede en beholder med ildelugtende gødning. Han ønskede at protestere over, at Kina ikke vil anerkende sit ansvar for massakren på Tianmen-pladsen.

Afstemningen om nationalsangen måtte derfor flyttes til et andet lokale, hvor afstemningen fandt sted i en fart.

I slutningen af maj var der en række protester på gaderne mod loven om den kinesiske nationalsang. Veje blev blokeret, og affald og søm blev hældt ud på togspor, meldte politiet. Der blev også tændt ild flere steder.

Loven kommer oven i den sikkerhedslov, som Kinas folkekongres vedtog i sidste uge. Den giver Kina ret til at blande sig dybt i Hongkong interne anliggender.

Hongkong blev under en aftale fra 1997 med den daværende kolonimagt Storbritannien overdraget til Kina.

Det skete under den betingelse, at Hongkong blev oprettet som en særlig region, der har delvist selvstyre efter devisen "ét land - to systemer". Aftalen løber frem til 2047.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

100 år siden Genforeningen: En stor dag for Sønderjylland, Danmark og Verden

Annonce