Annonce
Indland

Professor ærgrer sig over spildevand i marin nationalpark

Radu Sigheti/Reuters
Hvis spildevand skal udledes i Øresund, vil det ifølge professor være klogere at vente til vintermånederne.
Annonce

Søpindsvin, søstjerner, muslinger, orme og snegle kan komme til at betale prisen, hvis 290.000 kubikmeter spildevand ender i Øresund.

Det siger Mathias Middelboe, professor ved Biologisk Institut på Københavns Universitet.

Havets bunddyr risikerer ifølge professoren at blive ramt, fordi det organiske stof og næringsstoffer i spildevandet spiser ilten i vandet.

- Det vil være ærgerligt, fordi Øresund er en ret speciel lokalitet. Der har ikke været trawlfisket i over 70 år, siger han.

Selv om udledningen af det urensede spildevand kan gå ud over livet på havbunden, vil det ifølge professoren formentlig vende tilbage.

- Der vil sandsynligvis ikke ske permanente skader, og dyresamfundet vil etablere sig igen. Men det kan sagtens tage tid.

- Og det hænger ikke sammen med planen om at prøve at bevare den her lokalitet og lave en slags marin nationalpark, siger Mathias Middelboe.

Udledningen af spildevand skal ske over fem dage som led i en lukning af en hovedspildevandsledning.

Men spildevandsselskabet Hofor har efter aftale med Københavns Kommune udskudt arbejdets igangsættelse til mandag morgen.

Står det til professoren fra marinbiologisk sektion ved Biologisk Institut, bør man udskyde det endnu længere.

- Den mindst ringe løsning ville være at gøre det om vinteren og fordele udledningen over en længere periode end det, der er lagt op til nu, siger Mathias Middelboe.

Hvis man udleder spildevandet i vintermånederne, vil indvirkningen på dyrelivet på havbunden ifølge professoren alt andet lige være mindre.

Det skyldes, at det er en årstid, hvor der er mindre lys, lavere vandtemperatur og typisk mere omrøring i vandet.

Alt sammen forhold, der kan mindske algeopblomstring og forbrug af vandets iltindhold.

Hvis man tilmed vælger at udstrække perioden, der udledes i, fra fem dage til eksempelvis 14 dage, vil det ifølge professoren være yderligere et plus.

- Udledningen af organisk stof er umiddelbart ret voldsomt. Det er store mængder, der potentielt omsættes på meget lidt plads og på meget kort tid, siger Mathias Middelboe.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Haderslev

Friture satte ild i køkken

Danmark

Messerschmidt bliver forfremmet: Afløser Espersen som næstformand i DF

Annonce