Annonce
Udland

Professor: Ærlig tone i diplomatisk indberetning er naturlig

Niall Carson/Ritzau Scanpix
Indberetninger er kun noget værd, hvis de er ærlige, siger professor efter britisk ambassadør forlader embede.

Det er ikke usædvanligt, at en ambassadør er ærlig og hård i sine indberetninger.

Det mener Martin Marcussen, der er professor på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

- De er kun noget værd, så længe de er fuldstændig ærlige. De skal netop tale lige ud af posen. Det er også derfor, de aldrig nogensinde må komme ud.

- Indberetningerne er meget personskildrende. Det er præcis det, som den britiske ambassadør har gjort, så det er almindelig praksis simpelthen.

Vurderingen kommer, efter at den britiske ambassadør i USA, Kim Darroch, onsdag trådte tilbage fra sit embede.

Det gjorde han, efter at han i en række lækkede indberetninger har kaldt Donald Trump for "inkompetent" og "usikker".

- Det, som han rapporterer om, er ikke usædvanligt. Men det er usædvanligt, at det er blevet afsløret, at han rapporterer hjem om forhold, der kommer tæt på Trumps sindstilstand, måde at tænke og træffe beslutninger på.

En ambassadør har overordnet fem roller. At repræsentere og fremme sin egen nations interesser i udlandet, at rapportere hjem, at forhandle, at hjælpe egne borgere i udlandet og at skabe gode relationer i alt almindelighed.

- Det er især rollen om at indberette, som er på spil i denne her sag, siger Marcussen og fortæller, at indberetninger både sker mundtligt og skriftligt og oftest omfatter det, som "man ikke kan læse i aviserne".

Han vurderer, at sagens timing gør, at den ikke kommer til at betyde det store for det fremtidige forhold mellem USA og Storbritannien.

- Min vurdering er, at nu hvor ambassadøren er blevet trukket hjem og Theresa May snart skal skiftes ud som premierminister, så kan man starte på en frisk.

- Så lige i denne her situation tror jeg ikke, at der vil ske det store.

Marcussen mener, at Storbritanniens udenrigsministeriums store udfordring nu bliver at finde ud af, hvordan det undgår sådanne læk i fremtiden.

- Og så må diplomaterne trække i arbejdstøjet og gøre det, som de er gode til, nemlig at skabe gode relationer mellem to lande.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Skampletten i Vejen

I Vejen ligger der en vej, som ingen har kunnet bruge i nu et år. 22. oktober er det nøjagtig ét år siden, at landmanden Martin Lund Madsen kørte bigballer og andet ind på Skovgårdsvej, der blev anlagt på hans jord, og spærrede den. Han har Højesterets ord for, at Vejen Kommune brugte den forkerte lovgivning til at ekspropriere den nødvendige jord til vejen, og med kommunens kritisable forvaltning in mente spærrede han altså det sorte asfalttæppe. Lige nu betaler borgerne i den nærliggende by Askov en meget høj pris for dette morads, for konsekvensen af lukningen er blandt andet, at tonstunge entreprenørmaskiner tvinges ind gennem byen til stor fare for bløde trafikanter. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal være vidner til denne helt urimelige gidseltagning? Vejen Kommune er helt rigtigt blevet kritiseret for en amatøragtig sagsbehandling. Den private ejendomsret er ikke ukrænkelig, her er Grundloven meget klar. Når hensynet til almenvellet taler for det, kan man ekspropriere borgernes private ejendom, men man må synes, at det offentlige skal forberede sig bedre, end Vejen Kommune har gjort i den aktuelle sag. Ikke alene har man spildt skatteydernes penge, man har på et fejlagtigt grundlag foretaget en ekspropriation, der ikke var lovmedholdelig. Det er en skandale. Men man må også samtidig sætte kritisk lys på landmand Martin Lund Madsens rolle, for han er en del af gidseltagningen. Det vil være mærkeligt, hvis ikke Vejen Kommune får lov at ekspropriere til den allerede anlagte vej, hvis ellers man kan få gjort sit forarbejde ordentligt, for selvfølgelig skal det offentlige kunne anlægge veje, når behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kommer til at tage år, hvis også denne proces - nu efter den rigtige lovgivning - skal hele retssystemet igennem, som man må forvente, at Martin Lund Madsen vil trække den, og imens holdes et helt samfund som gidsel. Skal det virkelig kræve ofre, før man som voksne mennesker sætter sig og forhandler en løsning på plads?

Annonce