Erhverv: Coronakrisen har fået de danske virksomheder op på mærkerne. Verden ser fuldstændig anderledes ud, end den gjorde for et år siden, og covid-pandemien har tvunget erhvervslivet til at tænke i nye baner.
Blandt andet mener Jan Stentoft, professor i forsyningslogistik ved Syddansk Universitet i Kolding, at corona har vist, at mange virksomheder herhjemme - især små og mellemstore virksomheder - er sårbare.
- Covid-19 har givet en brat opvågning for mange virksomheder, og det har fået dem til at sætte fokus på, om de har det rigtige hold og de rigtige kompetencer til fremtiden, siger han.
Afgørende
Han mener, at pandemien har understreget vigtigheden af efter- og videreuddannelse, og han appellerer virksomhederne til at have fokus på dette.
- De skal tænke kontinuerligt i efter- og videreuddannelse af deres medarbejdere. Det er helt afgørende, og det bliver mere og mere vigtigt, for globaliseringen og digitaliseringen skaber nogle ret kraftige ændringer i måden at arbejde på. Det er afgørende at følge med uddannelsesmæssigt for at forstå udviklingen, siger Jan Stentoft.
I nogle brancher har der ikke rigtig været så meget at gøre under corona, mener han og peger på rejsebranchen som et eksempel. Men mange andre virksomheder har til gengæld formået at tænke i nye baner og løsninger af de udfordringer, pandemien har skabt.
Jan Stentoft, professor i forsyningslogistik ved Syddansk Universitet i KoldingCovid-19 har givet en brat opvågning for mange virksomheder, og det har fået dem til at sætte fokus på, om de har det rigtige hold og de rigtige kompetencer til fremtiden.
Her fremhæver han for eksempel byggemarkeder, som er begyndt at bruge konceptet click and collect, hvor kunder kan bestille varer på nettet og inden for meget kort tid afhente varerne i butikkerne. Derudover har mange virksomheder investeret mere i markedsføring på sociale medier.
Andet verdensbillede
Jan Stentoft er overbevist om, at der ude i bestyrelseslokalerne for tiden foregår et strategisk arbejde med at forberede virksomhederne til fremtidens udvikling - blandt andet gennem efteruddannelse af medarbejdere.
Kort før coronakrisen lavede han en undersøgelse med 500 virksomheder, som viste, at virksomhederne anså efteruddannelse som meget vigtigt, men at de faktisk ikke fik gjort ret meget ved det.
- Det har ændret sig på baggrund af pandemien, tror jeg. Det var et andet verdensbillede dengang. De sagde, at efteruddannelse var vigtigt, men at de havde for travlt. Det var kendetegnet ved arbejdsmarkedet før, siger Jan Stentoft.