Annonce
Udland

Professor: Johnson betyder uforudsigelighed for Nordirland

Tolga Akmen/Ritzau Scanpix
Storbritanniens nye premierminister øger risikoen for en hård grænse i Nordirland, der vil være katastrofal.

Den konservative Boris Johnson er valgt som formand for sit parti. Dermed er han også Storbritanniens næste premierminister.

Det vækker stor bekymring i Irland og Nordirland, der siden 1998 har levet nogenlunde fredeligt side om side, siger Irlands-kender og professor på CBS Edward Ashbee.

- Han er i Irland set som uforudsigelig, og med ham er risikoen for en hård grænse mellem Irland og Nordirland øget betydeligt.

- Så der er stærk bekymring i Irland, og der er stærk bekymring blandt store dele af befolkningen i Nordirland, siger professoren.

Irere og englændere har i store dele af historien ligget i krig. Det begyndte allerede i den mørke middelalder, hvor engelske konger af flere gange invaderede og besatte øen.

Efter reformationen blev det også til en religiøs konflikt, hvor Irland fastholdt katolicismen. Oven på den irske uafhængighedskrig i 1920'erne blev øen opdelt mellem Nordirland og republikken Irland. Nordirland fortsatte som del af Storbritannien.

En fredsaftale blev indgået i 1998 efter to årtier med udbredt vold og kampe mellem nordirske katolikker, der vil forenes med Irland og protestantiske briter, der ikke ville. Freden hviler i høj grad på, at der ingen grænse er mellem de to lande, der under EU kan handle frit. Men med Boris Johnson kan det ophøre.

- Boris Johnson siger, at han ikke ønsker en hård grænse, og at det kan løses teknologisk, hvis Storbritannien forlader EU uden en frihandelsaftale. Men det er uklart, hvad den teknologiske løsning skulle være.

- Han har samtidigt under valgkampen låst sig fast på, at Storbritannien skal forlade EU senest den 31. oktober - med eller uden en aftale. Det er svært at se ham overleve politisk, hvis han ikke leverer på det.

- Så en af delene skal give sig, og det er ikke til at sige, hvilken det bliver, siger Edward Ashbee.

Forlader Storbritannien EU uden en aftale, vil der komme en hård grænse, da der vil skulle kontrolleres varer og rejsende mellem Nordirland og Irland. Det risikerer at genstarte den voldelige konflikt.

- En hård grænse vil være ubeskriveligt splittende i området. Økonomisk er det mere og mere blevet én enhed.

- Og det har stor politisk betydning, fordi den republikanske del af Nordirland ikke accepterer legitimiteten af at splitte Nordirland fra Irland. Så enhver hård grænse vil være en katastrofe, siger Edward Ashbee.

Mens den etablerede politiske del af den republikanske befolkning i Nordirland er dedikeret til politiske løsninger, så er der stadig elementer i Nordirland, der er klar til at gribe til vold.

- Vi kan med sikkerhed sige, at enhver grænseinfrastruktur med det samme vil blive mål for militante, nordirske republikanere. De er ikke mange, men der skal ikke mange til.

- Så grænseposter vil kræve en form for militær beskyttelse og støtte. Og så kan der let komme end ond cirkel med eskalering af konflikten, siger Edward Ashbee.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Brexit it is: Vælgerne har talt

Endelig. Endelig kan både Storbritannien og EU komme videre. De britiske vælgere har talt, tydeligt, og de har klart valgt Brexit. Det giver en tiltrængt klarhed på begge sider af vandet oven på flere års tumultariske scener i det britiske parlament og manglende fremdrift i de uendelige forhandlinger med et mere og mere målløst EU. Nu må vi være færdige med Brexit eller ej. De britiske vælgere har talt, og de har givet den konservative premierminister Boris Johnson et klart mandat. Johnson er som politiker let at mene en masse om. Man kommer let til at ryste på hovedet. Han er en populist, en politisk charlatan, der ikke skyr nogen midler for magten, men han er også en klar vinder af det britiske valg efter en valgkamp, der har centreret sig om en sag: Brexit. Nu. Om han vandt på grund af sagen eller på grund af en meget svag, forvirret opposition, eller fordi englænderne ikke orker mere snak eller en kombination af det hele er ligegyldigt. Johnson vandt stort. Han tegner Storbritannien. Det kan man begræde, fra vores side af Nordsøen. Både politisk og økonomisk. Vi gik ind i det europæiske fællesskab sammen med englænderne, og der har så at sige altid været en tæt og givtig relation mellem Esbjerg og Harwich, og det havde været bedst for Danmark, om Storbritannien på vej ud af EU var vendt om i døren. Det gør Storbritannien ikke med Boris Johnson som dørmand. Lad os tørre øjnene. Briterne har valgt brexit, nu skal vi have det bedst mulige ud af det scenarie. Vi har en interesse i en stærk og tæt relation også fremover. Vi skal have en fornuftigt balanceret handelsaftale på plads hurtigst muligt. Vi beriger hinanden økonomisk og kulturelt. Danmark bør være den stemme i EU, som mere end nogen anden søger kompromisset og appellerer til fornuften i de forestående forhandlinger mellem Storbritannien og EU. Det bliver der brug for.

Annonce