Annonce
Indland

Professor: Vestager mangler kant på bred EU-dagsorden

Hvis Margrethe Vestager ønsker en toppost i EU, bør hun også udtale sig om EU's værdier, mener Marlene Wind.

Margrethe Vestager mangler kant på den brede EU-dagsorden. I hvert fald hvis hun nærer et ønske om at få en EU-toppost.

Det vurderer professor Marlene Wind, der er leder af Center for Europæisk Politik ved Københavns Universitet.

Vestager bekræfter over for Politiken, at hun er at finde på kandidatliste, hendes europæiske parti, Alde, præsenterer torsdag.

Dermed melder hun sig formelt i kampen om de EU-topposter, der skal besættes det næste halvår. Deriblandt jobbet som formand for EU-Kommissionen.

- Man har brug for, at rigtig mange stats- og regeringschefer peger på en, og derfor skal man holde sig gode venner med dem. Men man kan også blive for vattet.

- Så hun skal passe på at blive fuldstændig usynlig på alle andre spørgsmål end lige det, hun har kompetence til, siger Wind.

Den danske EU-kommissær arbejder med konkurrenceområdet, og her scorer hun til gengæld mange point.

Uden de bredere debatter om, hvad EU bør være, kan det betyde, at vælgerne samt stats- og regeringscheferne ikke får et klart billede af, hvem Vestager er, og hvad hun står for, vurderer Wind.

- Jeg tror, at hun som kandidat nærmere skal prøve at blive lidt bredere og tone lidt bredere flag på blandt andet EU’s værdier, retsstaten og hvilket værdifællesskab Europa er, siger professoren.

Det kan give knubs, men samtidig giver det kant, mener hun.

Den danske kommissær tilhører det europæiske parti Alde (Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa), og hun bliver en af syv kandidater på det, partiet kalder "Team Europa".

Det er før blevet diskuteret, om Vestager kan løbe med posten som EU-Kommissionsformand efter Jean-Claude Juncker.

Ifølge Marlene Wind står Vestager med flere trumfkort på hånden i kampen om posterne.

- Hun er nok en af de mest kendte og respekterede kommissærer overhovedet, og det er det absolutte trumfkort, hun har.

- Hun er kvinde, og det er også vigtigt. Jeg kan ikke forestille mig en fordeling af topposter, hvor der ikke er en stærk kvinde, og der har aldrig været en kvinde før på den post, så det kan også være udslagsgivende.

Desuden vurderer Marlene Wind, at Vestager både er folkelig, god til at gøre kompliceret stof forståeligt for mange mennesker og ekstremt god til medier, herunder sociale medier.

- Så der har hun en moderne kant, som mange af de andre kommissærer slet ikke har, siger hun.

Den største udfordring for Vestager er ifølge Marlene Winds analyse, hvis den hollandske premierminister, Mark Rutte, også melder sig ind i kampen om posterne.

Han kan udmanøvrere hende, og når både Vestager og Rutte kommer fra samme parti, er det usandsynligt, at de begge får en post, mener Wind.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce