Annonce
Sport

Profil bomber Italien til U21-EM-sejr over Spanien

Federico Chiesa leverede to mål, da Italien slog Spanien 3-1 i søndagens brag ved U21-EM.

Værtsnationen Italien kom godt i gang med U21-EM, da italienerne søndag aften besejrede Spanien 3-1.

Dermed kom Italien på tre point i gruppe A ligesom Polen, der tidligere søndag slog Belgien 3-2.

Gruppevinderne og den bedste toer i de tre grupper går videre i turneringen, så der er allerede et vist pres på både Spanien og Belgien i gruppen.

Spanien havde ellers overtaget i kampens indledning, men to mål af Fiorentinas Federico Chiesa samt en italiensk scoring på et straffespark ændrede 0-1 til 3-1 for Italien.

Specielt Chiesa, der er søn af den tidligere italienske angriber Enrico Chiesa, sprudlede med sin hurtighed, fysik og kreativitet.

Det har han også gjort i sæsonen for Fiorentina, hvor han markerede sig med 12 mål og ni oplæg i alle turneringer.

Opgøret var blot ni minutter gammel, da Real Madrids Daniel Ceballos lynede og bragte Spanien foran 1-0 på en drømmescoring.

Ceballos modtog bolden og tog et træk ind i banen, og uden for det italienske felt fyrede han bolden op i det ene målhjørne.

Der blev gået til stålet i opgøret med tre gule kort uddelt, inden der var spillet en halv time, og Spanien dominerede og var i markant boldbesiddelse.

Efter 36 minutter fik det italienske publikum dog noget at juble over, da Chiesa slog til for første gang.

Han tæmmede bolden flot i venstre side og overløb fuldstændig spanske Martin Aguirregabiria, og fra en spids vinkel i feltet drejede Chiesa overbevisende bolden i nettet til 1-1.

Så stod der Italien på det meste i resten af halvlegen med et hårdt tryk også fra tilskuerpladserne.

Spanien kunne ikke længere holde fast i bolden på samme måde, og det spanske hold var nok tilfreds, da dommeren fløjtede til pause.

1-1 ved indgangen til anden halvleg gjorde dog opgøret helt åbent, men Chiesa var ikke færdig med at lyne.

Efter lidt over en time var den 21-angriber på rette sted, da bolden efter et italienske pres endte hos Chiesa, der hamrede bolden i mål i det lille felt.

Otte minutter før tid fik Italien så et straffespark, som Lorenzo Pellegrini udnyttede, og så var Italien foran 3-1, og det formåede Spanien ikke at ændre på.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce