Annonce
Esbjerg

Projekt til 100 millioner kroner: Værft skal sikre elektrisk færgefart til Fanø

Ruten mellem Esbjerg og Fanø besejles i dag af færgerne Fenja og Menja, der i sensommeren 2021 får selskab af et nyt, elektrisk fartøj, der skal bygges på Hvide Sande Shipyard. Pressefoto: Molslinjen
Hvide Sande Shipyard skal for første gang bygge en elektrisk færge, der i sensommeren 2021 skal indsættes på den korte rute mellem Esbjerg og Fanø. Direktøren på det vestjyske værft glæder sig over den nye ordre, der samlet set beløber sig til omkring 100 millioner kroner.

Hvide Sande: Som noget nyt skal en del af medarbejderne på Hvide Sande Shipyard nu prøve kræfter med et projekt, der går på at bygge en elektrisk færge.

- Det er vi stolte af at få på vores referenceliste, siger den administrerende direktør på det vestjyske værft, Carl Erik Kristensen.

Han siger videre, at den nye ordre følger fint i kølvandet på den hybridfærge, som Hvide Sande Shipyard i slutningen af 2019 leverede til rederiet ÆrøXpressen:

- Det er egentlig bare en bekræftelse af den strategi, vi har haft de seneste år - om at være med på den nyeste teknologi. Den nye færge bliver lidt større end den, vi lige har leveret til Ærø; med plads til flere passagerer og biler, tilføjer Carl Erik Kristensen om byggeriet, der udmønter sig i passagerskib nummer 17 fra værftet på Beddingsvej.

Den fuldt elektriske færge skal i sensommeren 2021 indsættes på ruten mellem Esbjerg og Fanø, hvor der årligt bliver solgt omkring 1,8 millioner billetter.

Annonce

Vi betragter skroget som en stor komponent, der udgør en beskeden del af kontraktsummen. Det er i udvikling og det, man putter i sådan en færge, der er de store penge.

Carl Erik Kristensen, administrerende direktør, Hvide Sande Shipyard

Projekt til 100 millioner

Færgefarten til den lille ferieø betjenes af selskabet Molslinjen, hvor administrerende direktør Carsten Jensen ser frem til at give gæsterne en ny oplevelse:

- El-færger er bedst til kortere ruter, hvor der ikke skal sejles hurtigt. Derfor har det været oplagt for os at se på, hvordan vi på én gang kunne løse problemerne med kapaciteten og samtidig få gjort færgedriften mere grøn, siger Carsten Jensen.

Med den nye færge bliver det muligt at operere med tre skibe ad gangen, og det giver håb om kortere bilkøer på havnene i Esbjerg og på Fanø i højsæsoner.

For Molslinjen løber den samlede investering op i omkring 100 millioner kroner, hvoraf cirka 80 procent er til selve byggeriet af færgen, mens resten går til nødvendige investeringer på land - eksempelvis ladestationer.

Selve skroget til den nye færge skal bygges i Polen, hvor Hvide Sande Shipyard siden midten af 90'erne har haft en god samarbejdspartner:

- Vi betragter skroget som en stor komponent, der udgør en beskeden del af kontraktsummen. Det er i udvikling og det, man putter i sådan en færge, der er de store penge, siger Carl Erik Kristensen.

Lidt højere billetpris

Ordren på den elektriske færge blev hevet i land lige op til jul, og allerede nu er de i gang med at tegne og producere på værftet i Hvide Sande, hvor direktøren gerne rider med på den grønne bølge:

- Det er den vej, det går - med elektrificering af transportmidler - og det er noget af det, vi arbejder med fremadrettet. Det kan eksempelvis være hybrid-løsninger med en kombination af batteri og diesel, men i de kommende fem-ti år vil det også komme til at handle om hydrogen, siger Carl Erik Kristensen.

Hvide Sande Shipyard har allerede et godt team af ansatte, der kan håndtere såvel teknologi som produktion. Men det er tanken, at der også i år skal findes nye medarbejdere som led i værftets vækststrategi.

Den nye færge, som - ifølge Molslinjen - finansieres ved en mindre stigning i billetprisen, skal sejle helt elektrisk. Men den bliver også udstyret med et backup-system, så Fanøs livline kan sejle under alle forhold.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Fortsæt nu endelig bare det gode arbejde

Det har siden september kostet et velfortjent klip i kørekortet, hvis politiet opdager, at du roder med din mobiltelefon, mens du kører bil. 6814 bilister har følt konsekvensen af den strammede lovgivning. Det er mange, men det er ikke en eneste for mange. Tvært imod. Det var på høje tid, at konsekvensen for åbenlyst uopmærksom adfærd i trafikken blev takseret hårdere. Politiet anslår, at op mod 30-35 procent af uheld og ulykker i trafikken skyldes uopmærksomhed. Mennesker kommer alvorligt til skade. Nogen kære dør. Fordi andre mener, at det er nødvendigt at læse en sms, kigge på Facebook, skrive en besked i Messenger, lede efter musik på Spotify. Mens bilen tordner afsted gennem landskabet. Det tager ikke meget mere end fire sekunder at læse en sms og besvare med et thumbs up, en smiley eller et hjerte. Mange af os har gjort det. Men fire sekunder er knap 60 meter hen ad vejen ved skolen. Det er knap 90 meter på landevejen. Og næsten 125 meter på motorvejen, hvor fartbegrænsningen er 110 kilometer i timen. I blinde. Det er livsfarligt, og selvfølgelig skal den slags ligegyldighed med andres liv og helbred koste noget mærkbart. Leder af færdselspolitiet ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Knud Reinholdt, havde forventet, at flere ville lade mobilen ligge, da klippereglen trådte i kraft i september. Det forventede han med afsæt i erfaringer, fra dengang hastighedsforseelser begyndte at koste klip. Sådan er det desværre ikke gået. Der er ikke noget i antallet af klip, der tyder på bedring. Der er ikke noget i færdselspolitiets oplevelser, der tyder på det. I virkeligheden er det nok ikke så overraskende. Vi - og det vi gælder altså næsten os alle - har fået et helt utroligt tæt forhold til vores mobiltelefoner, og vi sætter den over venner, familie, koner og børn i masser af sociale sammenhænge. Der er det dog ikke strafbart, blot tankevækkende. I trafikken derimod skal vi ikke acceptere det. Det tog tid med alkohol og det at føre bil, men det blev dog med tiden totalt uacceptabelt. Vi må samme vej med mobilen, og vejen går over en række klippede kørekort. Klø på, kære politi. Vi trænger tydeligvis til kollektiv opdragelse, og den må være lidt hårdhændet. Hver og en af dem I klipper har fortjent det.

Annonce