Sønderborg: Dybbøl Plejecenter kan se frem til trippende børnesko i gangene, når Børnehuset Alssund fremover vil komme på besøg hver anden uge med deres Magiske Kuffert fyldt med sange, lege og godt humør.
Det er foreningen Samværd, der med deres projekt “Leg på Plejehjem med Børnehaver” står bag mødet mellem de ældre og børnene. Leg på Plejehjem med Børnehaver har indtil nu hovedsageligt eksisteret i Midtjylland, men nu er også Sønderjylland kommet med på holdet.
- Vi er så glade for, at Leg på Plejehjem nu også eksisterer i Dybbøl. Vi håber på, at denne legestue kan sætte skub i udviklingen, så flere børn og ældre kan få glæde af hinanden i Sønderborg - og måske hele Sønderjylland, skriver Rasmus Holst Nielsen, der er projektleder i foreningen Samværd, i en pressemeddelelse.
Den første rigtige legestue bliver afholdt den 17. maj og fra da af skal de mødes hver anden uge.