Annonce
Udland

Protestleder i Hongkong er løsladt fra fængslet

Isaac Lawrence/Ritzau Scanpix
Leder af den såkaldte Paraplybevægelse Joshua Wong er mandag blevet løsladt. Han vil tilslutte sig protester.

Protestlederen og aktivisten Joshua Wong er mandag blevet løsladt fra fængslet i Hongkong. Her lovede han at tilslutte sig de enorme protester mod regeringen, som har præget storbyen på det seneste.

Søndag var op mod to millioner af byens godt syv millioner indbyggere på gaden for at vise deres utilfredshed med et omstridt lovforslag om at udlevere mistænkte til retsforfølgelse i Kina.

Joshua Wong var blot 17 år gammel, da han i efteråret 2014 stod i spidsen for massedemonstrationerne for demokrati i Hongkong med tilnavnet Paraplybevægelsen.

Bevægelsen demonstrerede mod ændringer i valgsystemet, som ville give Kommunistpartiet i Kina øget indflydelse på, hvem der skulle styre Hongkong.

Joshua Wong er blandt de mange indbyggere i Hongkong, der kræver at regeringschef Carrie Lam går af.

- Hun er ikke længere kvalificeret til at være Hongkongs leder, siger den 22-årige Wong til de fremmødte journalister efter sin løsladelse mandag morgen.

- Hun må påtage sig ansvaret og træde tilbage, tilføjer han.

- Efter at jeg i dag har forladt fængslet, vil jeg sammen med alle i Hongkong kæmpe mod den ondskabsfulde udleveringslov.

Joshua Wong har siddet fængslet siden maj og blev løsladt en måned tidligere end planlagt som følge af god opførsel.

Der er ingen tegn på, at den tidlige løsladelse har noget med de nuværende protester at gøre.

Sidste år blev Wong idømt tre måneders fængsel. Dommen blev senere reduceret til to måneders fængsel, fordi han var under den kriminelle lavalder, da han blev anholdt.

Hongkong er en del af Kina. Men byen har udstrakt selvstyre, hvilket blandt andet betyder, at den har sit eget retssystem.

Kritikere frygter, at udleveringsaftalen kan bruges til at straffe politiske dissidenter og dermed blive et markant skridt i retning mod øget kinesisk kontrol over Hongkong.

/ritzau/AFP

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Digte fra voldsmanden: Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl?

JEG SAGDE SMUT/MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/SELV OM DET ER FORBUDT/AT PRUTTE MED KRUDT. Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl fra Yahya Hassan, der fra sin tidsubestemte psykiatriske anbringelse sender "Yahya Hassan 2" på gaden? Anmelderne på dagbladsredaktionerne i København er ikke i tvivl. Stjernerne vælter ned over lyrikeren. "En overrumplende karakterfuld og kanongod bog", mener eksempelvis anmelderen i Weekendavisen, der brugte hele sin forside på et interview med digteren, som chefredaktør Martin Krasnik i sagens anledning personligt udførte. Andre uden for den kulturelle indercirkel er uenige i, at den dømte voldsforbryder er en befriende stemme fra den kulturelt så berigende ghetto. Den tidligere krimireporter på Ekstra-Bladet, Dan Bjerregaard, siger til journalisten.dk, at Hassan har "chikaneret folk, han har truet folk, og han har skudt en mand i foden. Han har et voldsomt forbrug af narkotika, han flasher våben, og jeg mener, at man skal overveje det meget nøje, hvis man gerne vil bidrage til det liv." Og det mener Bjerregaard, medierne gør ved at lade Hassan fylde så meget, og at danskerne gør, hvis de køber hans "banale børnerim". At medier beskæftiger sig med værk nummer to fra en skribent, hvis første bog for seks år siden solgte over 100.000, er kun naturligt. Så lader man sig nok let rive med, men det er altså ikke i sig selv en adgangsbillet til omtale og hyldest, at man er af anden etnisk afstamning, opvokset i en ghetto, notorisk voldsforbryder og indsat på retspsykiatrisk afdeling. Produktet må være det afgørende. Der er kun én konklusion: Danskerne må vurdere, om det er stor kunst eller ubehjælpsomt ævl, så vi slutter med endnu et citat fra den nye "karakterfulde og kanongode bog": "JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/SIDEN ÅR 2013/TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED". Versalerne er forfatterens valg.

Annonce