Annonce
Aabenraa

Provst ærgrer sig: Tradition må droppes

Der har i mange år været tradition for, at præsterne i Aabenraa Sogn 2. pinsedag arrangerede en fælles gudstjeneste på Sønderstand, men muligheden for friluftsgudstjenester lå ikke i retningslinjerne i genåbningens fase 2. Arkivfoto: Hans Chr. Gabelgaard
Aabenraa Provsti har lagt ud til de enkelte kirker, hvordan de håndterer genåbningen efter de nye retningslinjer. Provst Kirsten Sønderby ærgrer sig over, at de ikke giver mulighed for at holde friluftsgudstjenester.

Aabenraa: Provst Kirsten Sønderby havde håbet. Men et hurtigt blik ned over retningslinjerne for genåbningen af folkekirken og andre trossamfund slukkede det hurtigt. Udendørs er det fortsat kun begravelser og bisættelser, der ikke er omfattet af forsamlingsforbuddet. For alle andre udeaktiviteter gælder stadig, at der højst må være ti personer forsamlet.

- Det betyder, at vi ikke kan holde friluftsgudstjenester. Det var en skuffelse, siger Kirsten Sønderby og fortæller, at nogle af provstiets præster havde krydset fingre for, at det havde været en mulighed allerede her Kristi himmelfartsdag. Men ikke nok med, at det ikke kan blive til noget - det betyder også, at de mange traditionsrige udendørsgudstjenester 2. pinsedag - med den på Sønderstrand i Aabenraa som den største - ikke bliver til noget i år.

Nu må alle i stedet indendøre, og det kommer til at give visse udfordringer, forudser provsten. For det kan godt være, folkeviddet går og joker med, at det da ikke bliver noget problem at få plads til alle - underforstået, at der jo alligevel ikke kommer nogen i kirkerne - men sådan forholder det sig ikke i Aabenraa Provsti.

Annonce

Fra næsetip til næsetip

  • Udpluk af retningslinjerne, der kan findes på Kirkeministeriets hjemmeside:
  • Afstanden vurderes ’fra næsetip til næsetip’, således at der f.eks. ved siddende indretning skal måles fra midten af stolesæder, ikke fra armlæn til armlæn. Personer, der til dagligt er i tæt kontakt, som f.eks. medlemmer af den samme husstand, kan sidde med normal afstand til hinanden.
  • I den udstrækning indtagelse af spise og drikke som led i gudstjenesten må der ikke anvendes fælles drikkebæger, ligesom der skal bruges handsker, hvis der udleveres ikke-emballerede fødevarer, der berøres med hænderne.
  • Brug for eksempel kopiark i stedet for samlebøger eller bed menigheden tage deres egne salmebøger med.

Tjek hjemmesiden

- Jeg ved godt, der er en myte om tomme kirker, men det er altså ikke hos os. Derfor skal vi have overvejet, hvad vi gør. Om vi måske skal "sælge" gratis billetter, som vores system giver mulighed for, siger Kirsten Sønderby, der dog har tænkt sig at overlade den opgave til de enkelte sognepræster og menighedsråd.

- Det er generelt vores praksis i Aabenraa - at vi lægger beslutningerne ud lokalt, fordi man her ved, hvad der er bedst det enkelte sted. Der er jo stor forskel på kirkerummene rundt omkring, som hun forklarer.

Eksempelvis kan der være 30 kirkegængere i Tinglev Kirke, mens der kan være flere end tre gange så mange - 106 - i Sct. Nicolai Kirke i Aabenraa, når kravet om mindst fire kvadratmeter per kirkegænger skal opfyldes. Dertil kommer, at der skal være én meters afstand - to, hvis der synges.

- Men det er ikke så ligetil. For kommer man fire fra en familie, så må man jo gerne sidde tæt. Jeg er dog sikker på, at alle nok skal finde ud af det på en god måde, lyder det fra Kirsten Sønderby, der opfordrer til, at kirkegængerne lige tjekker den aktuelle kirkes hjemmeside ud for nyt:

- Og ellers er der jo mulighed for at ringe til præsten.

Efter eget valg

Også årets konfirmationer er blevet ramt af coronakrisen. Nogle kirker valgte med det samme at flytte dem til efter sommerferien, men flere blev datosat til juni.

- Nogle af dem er nu også flyttet til efter sommerferien, mens der andre steder bliver holdt konfirmation i juni for dem, der gerne vil det, samtidig med der bliver et alternativ senere. Det tilbyder for eksempel Høje Kolstrup og Sct. Nicolai Kirke, forklarer Kirsten Sønderby, der ved, at konfirmanderne nogle steder også har mulighed for at blive konfirmeret helt efter eget valg i forbindelse med en almindelig gudstjeneste.

- Alle har forsøgt at gøre det så fleksibelt som muligt. Det har selvfølgelig været nogle forældre, der ikke har været helt tilfredse, men jeg synes, alle vores præster har gjort sig umage for at få gjort det godt, understreger provsten.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding For abonnenter

Svømmehalsdirektør er dybt frustreret over lange udsigter til genåbning: Op mod 200 kunder har skrevet til Slotssøbadet

Vejen

Købmand fik sur smiley og en bøde

Annonce