Annonce
Indland

Psykiater efter dødsfald: Sen effekt gør morfinstof lumsk

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
To mænd døde lørdag formentlig grundet en overdosis af morfinpræparat. Psykiater kalder stoffet lumsk.

De to unge mænd, som lørdag formentlig døde som følge af en overdosis, kan have ventet længe på rusen.

Morfinpræparatet, som den 19-årige og 20-årige fra Silkeborg menes at have taget, er et langtidsvirkende stof. Det er udviklet til at behandle stærke smerter, men effekten indtræder først efter op mod et halvt døgn.

Det forklarer psykiater Henrik Rindom. Han udtaler sig om stoffet Doltard generelt - ikke om den specifikke sag fra Silkeborg.

- Præparatet er langtidsvirkende, og det gør præparatet lidt lumsk. Unge, der ikke ved, hvad det er, de ligger og leger med, bliver utålmodige. De tænker ofte, at det nok ikke virker, eller at de har taget for lidt, og så er der risiko for overdosering, siger han.

I modsætning til eksempelvis de opkvikkende stoffer ecstasy og kokain er morfinpræparater sløvende. Personer, som tager medicinen, vil derfor kunne opleve at få ro i kroppen og blive mere trætte.

- Man bliver sløv, og hvis man tager en overdosis, falder man til sidst i søvn. Det, man dør af, er, at stoffet lammer ens vejrtrækningscenter i hjernen, så man til sidst holder op med at trække vejret.

- Morfinpræparater misbruges hyppigt, men risikoen opstår især i hænderne på unge mennesker, som ikke ved, hvad det er for et stof, de har fået fat i, eller hvordan det virker. Så er det typisk - for ikke at sige altid - at det går galt, siger Henrik Rindom.

Ifølge ham kan man ikke se på andre, om de har taget et morfinpræparat.

Hos Giftlinjen oplyser overlæge Søren Bøgevig, at de flere gange om ugen får opkald om receptpligtig medicin, der bruges som rusmiddel.

- Selvfølgelig har vi masser af henvendelser om de her stofgrupper og også misbrug af dem. Der er ikke tale om en stigning i henvendelser. Vi har en ret konstant forespørgselsrate for de her grupper.

Ifølge ham er det på tværs af samfundslag og aldre, at receptpligtig medicin misbruges.

- Vi ved dog, at yngre mennesker og særligt yngre mænd er risikovillige, og her ses alle former for rusmiddelmisbrug, inklusive misbrug af opioider, herunder morfinpræparater, siger han.

Midt- og Vestjyllands Politi er endnu ved at efterforske sagen i Silkeborg, og den endelige dødsårsag er ikke fastlagt. Dog har politiet advaret mod det pågældende morfinpræparat, som ifølge politiet er populært blandt unge i Silkeborg.

Har man mistanke om, at man selv eller andre har taget en overdosis, kan man kontakte Giftlinjen for hjælp på telefon 8212 1212.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Teatertorden i byrådssalen

Det er ikke altid til at vide, hvad der sætter gang i debatten, når de 27 medlemmer af Vejen Byråd træder sammen. Sådan var det heller ikke på årets første møde i byrådet i tirsdags. Men det skulle vise sig at blive dagsordenens allerførste punkt; Klaus Kildemands anmodning om udtrædelse af byrådet. Det var som sådan ikke Kildemands exit på den lokalpolitiske scene, som satte gang i den verbale bulder og brag, tilhørerne blev vidner til. Allerede forud for byrådsmødet havde løsgængeren Anni Grimm i et læserbrev kritiseret, at formandsposten midt i perioden går fra en socialdemokrat til en anden. Hendes grænse for en ”forhånds-postfordeling” var overskredet, lød det i læserbrevet. Anni Grimm tog også ordet på byrådsmødet, hvor hun kaldte sagsforløbet fra socialdemokraterne for arrogant. Anni Grimm blev i den grad bakket op af Liberal Alliances Martin Boye. Han udtrykte sin bekymring over, at den socialdemokratiske gruppeformand Jørgen Thøgersen med et pennestrøg tilsidesatte Retssikkerhedslovens bestemmelser om, at Børn- og Ungeudvalget selv vælger deres formand. Det står naturligvis Anni Grimm og Martin Boye frit for, hvad de mener. Derom ingen tvivl. Det må være dog berettiget at kaste erindringen tilbage til valgaftenen den 21. november 2017. Lige omkring midnatstide kommer repræsentanter for Venstre, Socialdemokratiet, Det konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti ud for at fortælle, at en bred konstitueringsaftale er på plads. Den fremmødte presse får at vide, hvordan eksempelvis formandsposterne i fagudvalgene fordeles. Socialdemokratiet får i denne forbindelse tildelt formandsposterne i tre udvalg – heriblandt Børn- og Ungeudvalget. Konstitueringsaftalen var Anni Grimm på den sene valgaften selv med til at præsentere som medunderskriver. Aftalen tiltræder Martin Boye også umiddelbart inden Vejen Byråds konstituering i december 2017. Mod slutningen af 2018 bekendtgør Martin Boye dog, at han ikke længere er en del af aftalen. Det er en anden historie. Børn- og Ungeudvalget adskiller sig fra de andre stående udvalg ved, at her sidder også to børnesagkyndige samt en dommer. Anni Grimm mente på byrådsmødet i tirsdags, at Børn- og Ungeudvalget derfor ikke kan sammenlignes med de øvrige stående udvalg, hvor der udelukkende er politisk repræsentation. Det kan godt være, at Retssikkerhedsloven foreskriver, at Børn- og Ungeudvalget selv vælger sin formand. Men det gør de øvrige stående udvalg også. Også borgmesteren vælges formelt af byrådet. Realpolitisk er formandsposterne dog fordelt, når konstitueringsaftalen er underskrevet. Anni Grimm har engang her i avisen leveret et ganske enestående citat, hvor hun slog fast: - Det har simpelthen været nødvendigt at få trådt i klaveret. Citat slut. Her i denne sag virker det som om, at der blev trådt lige hårdt nok. Det tangerer teatertorden. GOD SØNDAG

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];