Annonce
Billund

Psykisk sårbare kan slippe for lang køretur til Brørup: Billund kæmper for at få del i syv milioner kroner

Psykiatridirektør Charlotte Rosenkrantz Josefsen (i baggrunden) kommer snart til Grindsted for at se på de lokaler, Billund Kommune kan tilbyde til en ny staellit indenfor lokalpsykiatri. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen
Syv millioner kroner er i Region Syddanmarks nye psykiatriplan sat af til at etablere lokale, psykiatriske behandlingstilbud. Det har længe været et ønske i Billund Kommune.

Grindsted: Et ønske om at få lokalpsykiatrien tilbage til Grindsted har længe været på ønskelisten hos både borgere, læger og politikere i Billund Kommune. Nu er der en chance for, at ønsket kan gå i opfyldelse, hvis Billund Kommune får del i ny pulje.

I Region Syddanmarks nye psykiatriplan er der sat syv millioner kroner af til arbejdet med at etablere lokale satellitter af psykiatrien. I dag skal psykisk syge tage til lokalpsykiatrien i Brørup, hvilket for en del er meget vanskeligt.

- Det er et skridt i den rigtige retning, selv om det godt kan være, det kommer til at tage lang tid, siger Stephanie Storbank (V), formand for unge og kulturudvalget.

Det varer dog ikke længe, før de første skridt tages.

I Billund Kommune er det Lene Bruun, leder af sundhedsstaben, der står for kontakten med psykiatrien, og hun mødes allerede den 24. januar med psykiatridirektør Charlotte Rosenkrantz Josefsen.

- Vi har forskellige lokale steder, vi skal vise frem, og så er resten op til psykiatriledelsen, siger Lene Bruun.

Står det til politikerne, kan det kun gå for langsomt. I Billund Kommunes høringssvar til den nye psykiatriplan peger byrådet på, at det er uhensigtsmæssig for borgere i Billund Kommune at benytte lokalpsykiatrien i Brørup - både på grund af afstand og på grund af dårlige transportmuligheder med offentlig transport.

Annonce

Sagen kort: Fra distriktspsykiatri til lokalpsykiatri

Distriktspsykiatrien var en del af Region Syddanmarks samlede psykiatri og havde indtil 2011 til huse på Solvej i Grindsted. Blev i 2011 flyttet til det nye sundhedscenter i Brørup og skiftede navn til lokalpsykiatri.

Tilbuddet er fortsat et ambulant behandlingstilbud, som er åbent i dagtimerne. Medarbejdere fra Brørup tager indimellem også til Grindsted for at møde borgerne der.

I den jyske del af Region Syddanmark er Billund og Fanø kommuner de eneste, der ikke har egen lokalpsykiatri.

Lang vej

Samme opfattelse har Niels Christensen, leder af den sociale café, Café Jydepotten, hvor det i dag er en stor opgave at køre psykisk syge brugere frem og tilbage til Brørup.

- Det vil være et rigtig godt tilbud til borgerne i Billund Kommune og specielt i vores yderdistrikter, for det er jo håbløst først at skulle tage en bus til Grindsted eller Billund og derfra til Brørup. Det er for nogle psykisk sårbare et uoverstigeligt bjerg, og de ville aldrig komme afsted, hvis vi ikke kørte med dem, siger leder Niels Christensen.

Også PLO, De Praktiserende Lægers Organistation, skriver i kommentarerne til psykiatriplanen, at der kan være god brug for en satellitfunktion i blandt andet Grindsted.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce