Annonce
KIF Kolding

Publikumsloft truer redningen af KIF Kolding: - Flere end 500 tilskuere er afgørende

Tilskuerne kommer ikke til at stå tæt, når herrernes håndboldsæson begynder i begyndelsen af september. Men KIF Kolding håber på tilladelse til at lukke mere end 500 mennesker ind i hallen. Arkivfoto: Yilmaz Polat
En truende tilskuergrænse på 500 personer er en ekstra forhindring for KIF Koldings bestyrelse, som i øjeblikket skraber penge sammen i et forsøg på at redde klubben. Bestyrelsesformand Gunnar Fogt mener, at hallen har kapacitet til mere end 500 tilskuere, uden at man går på kompromis med sikkerheden.
Annonce

KIF Kolding: Børn i shorts og t-shirt myldrer ind i lobbyen i Koldinghallen denne fredag formiddag. De har sportstasker med og fordeler sig i de tre haller.

Håndboldskolen er i gang i den sidste uge af børnenes sommerferie, og det skaber liv i hallen.

Netop liv og aktivitet håber KIF Kolding også, at der bliver, når håndboldsæsonen efter planen begynder i september.

Liv på tilskuerpladserne nærmere bestemt. Masser af liv. Forhåbentlig skabt af flere end 400-500 personer.

Er det ikke muligt at lukke flere end 500 mennesker ind i hallen til hjemmekampene, vil det være et alvorligt tilbageslag i kampen for overlevelse i KIF Kolding, fortæller bestyrelsesformand Gunnar Fogt.

Annonce

En katastrofe

- Det er afgørende, at vi kan have flere end 500 i hallen. Det kan potentielt være livstruende for klubben, hvis det er længerevarende, siger han.

Fastholdes begrænsningen på 500 til en kamp eller to, skal det nok gå, mener bestyrelsesformanden. Det kan de tale sig ud af med sæsonkortholdere og sponsorer. Men varer det meget længere, bliver det et problem.

Er grænsen på 500, vil der være plads til 400 Kolding-fans og sponsorer. De sidste 100 er spillere, udefans og folk, der er påkrævet, for at kampen kan afvikles.

- Må der kun komme 400 i første halvdel af sæsonen, må vi i dialog med sponsorer og sæsonkortholdere, siger Gunnar Fogt.

- Bliver hele sæsonen med en grænse på 500, er der ikke grundlag for at drive håndbold i Kolding. Det ville være en katastrofe for os og andre, der har større haller.

Annonce

Sponsorerne skal ind i hallen

Jyllands-Posten skrev tidligere på ugen, at tilskuerbegrænsningen ifølge Divisionsforeningen kunne koste håndbolden i Danmark 300-400 millioner kroner.

Torsdag aften beskrev DR, hvordan loftet på 500 tilskuere skabte bekymring i blandt andet GOG, fordi man ikke vil kunne leve op til sine forpligtelser over for sponsorerne.

Gunnar Fogt har samme bekymring.

- Set på den lange bane vil sponsorerne jo ikke være med, hvis de ikke kan komme ind i hallen. Sæsonkortholderne vil heller ikke købe sæsonkort, siger han.

- Vi vil ikke være bekendt at opkræve fuld pris og ikke kunne levere varen.

- Vi har med i vores budgetter, at vi forventer at have cirka 2500 tilskuere i gennemsnit per kamp. Det ville være katastrofalt, hvis vi ikke har det.

I måneder har det været forventningen, at landet ville åbne yderligere op om knap en måned, 1. september. Men tidligere på ugen udtalte Kåre Mølbak, faglig direktør i Statens Serum Institut, at han ikke kan anbefale næste fase af genåbningen.

Den udmelding bekymrer Gunnar Fogt yderligere, men formanden understreger, at man ikke ønsker at gå på kompromis med sikkerheden.

Annonce

Der er fundet penge

KIF Kolding har problemer nok uden coronakrisen. En ny bestyrelse er i fuld gang med at skrabe penge sammen for at holde klubben i live. Opgaven lød på at finde cirka seks millioner kroner.

- Vi er på vej med at etablere en partnergruppe, der skal lægge et stabilt grundlag under klubben. Vi gør det langsigtet, så det tager tid. Det går planmæssigt.

Hvor stor en del af de seks millioner har I skaffet?

- Det kan jeg ikke helt sige nu. Men der er fundet penge.

Er det en halv million, eller er det fem millioner?

- Det vil jeg helst ikke sige. Men det er sådan, at vi kører videre.

I kan spille nogle kampe?

- Det kan vi i hvert fald.

Har I oplevet, at de virksomheder, I har talt med, har været urolige for, at I ikke ville kunne overholde jeres forpligtelser på grund af et tilskuerloft?

- Nej, der er faktisk ikke nogen af dem, vi har været ude hos, der har den bekymring. Det har ikke været en udfordring, men det kan det blive nu. Hele samfundet havde vel også indtil for en uge siden den forventning, at der ville blive åbnet til september, siger Gunnar Fogt.

Annonce

Flere end 500 i hallen

KIF's hjemmebane kan rumme 5000 personer, og Gunnar Fogt mener, at den rummelige hal kan klare mere end en tiendedel af kapaciteten, uden at man går på kompromis med sikkerheden.

- Vi forestiller os, at vi kan gøre brug af, at hallen er bygget op i otte sektioner plus en endesektion. Vi har tre forskellige indgangsmuligheder. Der er toiletter alle steder. Vi har 15 separate skybokse med separate indgange. Vi synes, at vi kan håndtere væsentligt flere end 500, siger han.

- For os ville det være fint, hvis vi først på sæsonen kunne få halv kapacitet ind.

Har I rådført med sundhedseksperter om en vurdering af hallen?

- Ikke på nuværende tidspunkt, nej. Det vil vi gøre, hvis det er det, der skal til.


Bliver hele sæsonen med en grænse på 500, er der ikke grundlag for at drive håndbold i Kolding. Det ville være en katastrofe for os og andre, der har større haller.

Gunnar Fogt


Divisionsforeningens direktør, Thomas Christensen, efterlyser en løsning, der er tilpasset hallernes størrelse.

- Min opfordring er i hvert fald, at man kigger differentieret på de forskellige haller og faciliteter, og ikke bare tager et statisk tal som for eksempel 500, siger han til DR.

Ifølge Jyllands-Posten er Divisionsforeningen og regeringen i dialog om at lukke flere ind i hallerne end 500.

I superligaen i fodbold indførte man i første omgang en forsøgsordning, inden der blev lukket flere end 500 mennesker ind på stadion, og det efterlyser Gunnar Fogt også i håndbolden.

- Vi håber, at vi eksempelvis kan være med i en forsøgsordning og vise, at vi godt kan håndtere flere end 500, siger han.

I næste uge skal regeringen og Folketingets øvrige partier forhandle om den næste fase i genåbningen. Den forhandling bliver afgørende for, hvor meget liv der er på tribunerne i Kolding, når sæsonen begynder.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
CORONAVIRUS

Live: Det er for tidligt at glæde sig over smittetal, mener Mølbak

Trekantområdet

Kommunen strammer corona-skruen: Krav om mundbind eller visir på plejehjem og bosteder

Annonce