Annonce
Indland

Pukkelhval dissekeres: Biolog leder efter svar på mystisk død

Presse-Fotos.dk/Ritzau Scanpix
Der er umiddelbart en række spørgsmål, der melder sig, efter pukkelhval blev fundet død i bundgarn mandag.

Biologer og forskere skal onsdag dissekere den pukkelhval, der mandag blev fundet død i et bundgarn ud for Skagen. Og allerede på forhånd står en række spørgsmål i kø, forklarer biolog Kristina Ydesen.

Det er Nordsøen Oceanarium, der har oplyst Nordjyske, at hvalen onsdag klokken 11 bliver dissekeret på en parkeringsplads ved Nordsøen Oceanarium i Hirtshals.

Kristina Ydesen, der er biolog ved Nordsøen Oceanarium, bliver en af mindst 16 biologer og andre forskere, som skal forsøge at blive så kloge som mulige på pukkelhvalen.

Indtil videre er der flere forhold ved hvalens død, der er mystisk, forklarer hun.

- Der er noget, der tyder på, at det her er en meget ung hval, siger hun til Ritzau.

- Baseret på længden er det muligt, at den faktisk er meget ung. Der er et par forskere, der har spekuleret i, om den overhovedet er vænnet fra sin mor.

Derfor bliver en af de første opgaver onsdag at få aldersbestemt hvalen. Indtil videre er det kun slået fast, at hvalen er otte meter lang.

Derudover forklarer Kristina Ydesen, at findestedet rejser et andet spørgsmål:

- Den lå druknet inde i bundgarnet. Den sad ikke fast i noget, siger hun og forklarer, at der ikke som sådan var noget med bundgarnet, der burde koste hvalen livet.

- Det er et cirkulært net. I princippet kunne den bare være svømmet rundt derinde - det har vi set før med marsvin. De tager bare en tur rundt i cirkusarenaen, og finder de udgangen, kan de komme ud igen.

Tidligere har man ifølge Kristina Ydesen fundet en vågehval "smækfyldt med parasitter både udvendigt og indvendigt", der havde lagt sig til at dø i et garn.

Der er dog intet på ydersiden af hvalen, der tyder på en eller flere parasitter, siger hun. Hvalen havde dog nogle skader, som hun også er interesseret i, hvor stammer fra.

Hvalens indre organer skal også undersøges. Eventuelt indre blødninger vil ifølge Kristina Ydesen også kunne gøre forskerne klogere på hvalens dødsårsager.

Der kommer også et særligt hold forskere, der skal undersøge hvalens stemmebånd.

Også forskere fra Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg, Syddansk Universitet og Aarhus Universitet deltager.

Ligeledes deltager en konservator fra Naturhistorisk Museum, der tidligere har deltaget ved to dissekeringer af vågehvaler i henholdsvis Blokhus i oktober og Hobro i december sidste år.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

IS-medlem er inderligt uvelkommen

Et tidligere medlem af Islamisk Stat ankom mandag til Danmark, og blev straks anholdt. Manden har siddet fængslet i Tyrkiet, men blev sendt til Danmark på begæring af de danske myndigheder. Formentlig skal man være jurist for at forstå, hvorfor Danmark har bedt om at få den pågældende udleveret. Han er inderligt uvelkommen. Manden er den 28-årige Ahmad el-Haj. Han er af palæstinensisk oprindelse, men ærgerligt nok udelukkende dansk statsborger. Passet kan han derfor ikke miste. Trods det danske pas er det naturligvis grotesk at påstå, manden er vendt hjem. Danmark er ikke et hjem for mennesker, der har vendt os ryggen og direkte kæmpet mod landets interesser. Justitsminister Nick Hækkerup er blevet kritiseret for at lægge pres på domstolene i sagen om den den udleverede. Ministeren har nemlig sagt, at manden forhåbentlig bliver dømt for de forbrydelser, han har begået. Kritikken kommer fra De Radikale og Enhedslisten. Strengt taget har de ret i, at det ikke er en ministers, men domstolenes opgave at vurdere, om en sigtet er forbryder eller ej. Men ikke desto mindre er Nick Hækkerups spontane reaktion absolut forståeligt. Så skulle en domstol kende den pågældende skyldig, sker det forhåbentlig efter straffelovens paragraf 114. Den såkaldte terrorparagraf åbner nemlig mulighed for fængsel på livstid. Sanktionen er aldeles passende, hvis den 28-årige skulle vise sig at have deltaget i Islamisk Stats uhyrlige forbrydelser. Måtte han i givet fald aldrig komme på fri fod eller i hvert fald sidde i fængsel, til han er en meget gammel mand ligesom den firedobbelte politimorder Palle Sørensen. Han tilbragte 33 år bag tremmer. Ahmad el-Haj blev ifølge flere medier hårdt såret under et bombeangreb og sidder i kørestol. Han har fortalt Weekendavisen, at han inderligt fortryder sine handlinger. I betragtning af de konsekvenser hans indsats for Islamisk Stat har haft for ham selv, er det såmænd ganske muligt. Nogen formildende omstændighed er det imidlertid ikke.

Annonce