Annonce
Udland

Putin og Ukraines præsident har for første gang holdt møde

Ludovic Marin/Ritzau Scanpix
Præsident Emmanuel Macron og forbundskansler Angela Merkel er mæglere i forhandlinger om mulig fredsaftale.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, og hans ukrainske modpart, Volodymyr Zelenskyj, mødtes mandag ansigt til ansigt i Paris ved et topmøde sammen med Frankrigs og Tysklands ledere.

Forinden havde der været holdt en række bilaterale drøftelser i det franske præsidentpalæ som led i en forberedelse af topmødet, der sigter mod en løsning af konflikten i Ukraine.

Zelenskij og Putin ankom separat til Elysée Palæet, hvor de begge førte bilaterale drøftelser med præsident Emmanuel Macron og forbundskansler Angela Merkel forud for det egentlige topmøde om en fredsaftale.

Alle fire ledere deltager i topmødet, som sker inden for rammen af det såkaldte ”Normandiet Formatet”, hvor det forrige møde var helt tilbage i 2016.

Forhandlingerne tager udgangspunkt i en fredsplan fra et møde i Minsk i 2015.

Siden Rusland i 2014 annekterede Krim-halvøen, har forholdet mellem Rusland og Ukraine været særdeles anspændt.

Men Ukraines forholdsvis nyvalgte præsident, der er tidligere komiker, sagde ved sin indsættelse efter at være blevet valgt i maj, at han ville fokusere på striden i øst, hvor omkring 13.000 mennesker har mistet livet.

Konflikten eskalerede i 2013, da Ukraines daværende præsident, Viktor Janukovitj, udskød underskrivelsen af en længe ventet handels- og associeringsaftale med EU.

Aftalen ville i praksis betyde et mere vestligt Ukraine, som dermed også ville betyde større afstand til Rusland.

Udsættelsen vakte stor vrede i landets hovedstad, Kijev, hvor tusindvis af demonstranter gik på gaden i vinteren 2013 til 2014.

Det endte i adskillige drab på demonstranter, inden parlamentet i februar væltede Janukovitj. Situationen førte til separatistiske løsrivelser i det østlige Ukraine. Rusland anklages af Ukraine og Vesten for at støtte de prorussiske separatister i Østukraine med våben og andre forsyninger.

Senere på året i 2014 trængte russiske tropper ind på Krim-halvøen og annekterede området, der ligger i det sydlige Ukraine.

/ritzau/AFP

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Fårenes læskur udbrændte

Leder For abonnenter

JV mener: Uvenlig behandling af tyskere skal stoppe

Det er en gevinst for den danske del af grænselandet, når tyskere og andre EU-borgere beslutter sig for at købe et hus i Sønderjylland. Sidste år solgte EDC i Rødekro og Nybolig i Padborg i alt 55 huse til udenlandske EU-borgere, hvoraf langt de fleste var tyskere. Det er med til at skabe udvikling i en landsdel, der ellers i mange områder kæmper med faldende befolkningstal. Derfor er det meget bekymrende, at både advokater og ejendomsmæglere i Sønderjylland oplever, at servicen over for de udenlandske huskøbere er blevet forringet i en grad, så det kan risikere at få mulige tilflyttere til at opgive deres forehavende. Den oplevede forringelse er sket i forbindelse med, at den statslige Styrelse for International Rekruttering og Integration siden 1. april har overtaget opgaven med at udstede EU-opholdsbevis til de udlændinge, som vil flytte til Danmark, fordi de er ved at købe et hus i Danmark. Forinden var det Statsforvaltningen, der stod for opgaven. Dengang var oplevelsen hos advokater og mæglere, at udlændingene fra andre EU-lande, inden de flyttede hertil, kunne få det opholdsbevis, der er betingelsen for at kunne gennemføre huskøbet. Men det er ulovligt at gøre det på den måde, mener den statslige styrelse. Den kræver, at udlændingene har bopæl her i landet først, og dermed skal de leje en bolig, før de kan købe én. Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) bør i en fart finde ud af, om det virkelig kan passe, at det pludselig skal være så besværligt for en EU-borger at købe et dansk hus. Selv om hans styrelse benægter, at der er lavet om på praksis, er der en række kilder, som har fortalt JydskeVestkysten, at behandlingen af sagerne foregik meget smidigere, da det var Statsforvaltningens opgave. Det må kunne lade sig gøre at genskabe den situation, så Danmark igen kan blive opfattet som et venligt værtsland for EU-medborgere, som kan forsørge sig selv og som har lyst til at købe et hus i vores land.

Erhverv For abonnenter

Fællestillidsmand er chokeret over nedlukning: Det er noget rigtig skidt

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];