Annonce
Esbjerg

Råd anbefaler autocamperpladser ved Kammerslusen og på Mandø

Parkeringspladsen P-Syd i Ribe er en meget brugt plads for autocampere. Autocamperrådet i Danmark ser også gerne, at der bliver plads til autocampere ved Kammerslusen og på Mandø. Arkivfoto
Hos Autocamperrådet giver man ikke meget for udokumenterede påstande om ulovlige parkeringer og afføring fra campister ved Mandø Ebbevej og på Mandø. Man opfordrer derimod til dialog, og rådet ser gerne, at der både kommer en plads til autocampere på Mandø og ved Kammerslusen, fordi autocampere er et markant voksende segment i Danmark.

Ribe: Under overskriften "Autocamperturister igen under angreb" kritiserer Autocamperrådet i Danmark de påstande, der er bragt frem fra blandt andre Mandø Fællesråd og lokale borgere omkring Mandø Ebbevej, hvor alt for mange autocampere holder uden for campingpladser.

I indlægget skriver rådets næstformand, Jan Mattson, at autocampere naturligvis skal overholde loven, og kun parkere, hvor man er til mindst mulig gene for medmennesker og den øvrige trafik. Dette mener Jan Mattson da også, at langt størstedelen netop gør i respekt for naturen og befolkningen, og han noterer sig, at det diskuteres omkring både Mandø Ebbevej og Mandø, at en bedre skiltning kan være vejen frem for at forhindre autocampere i at parkere.

Men frembringelse af løse og udokumenterede påstande i medierne om ulovlige parkeringer og funden afføring er ikke vejen frem, for i stedet skal sager løses ved dialog.

- Det kunne være ved, at man tager en dialog med Autocamperrådet, hvor man ser på mulighederne for at byde autocamperne velkommen ved at indrette deciderede autocamperpladser eller P-pladser. Vores opfordring er, at flere campingpladser bør følge med tiden, for autocampere er bare et voksende segment, og vores anbefaling er, at Mandø Camping laver en plads til autocampere. Det ville være helt unikt, siger Jan Mattson og henviser til, hvordan en campingplads i Emmerlev Klev har investeret stort i en modernisering for netop at satse på autocampere.

Annonce

Camper-parkering

Mange autocampere bruger hjemmesiden camper-parkering.dk, når de skal finde et sted at overnatte.

Hjemmesiden har 600 autocamperpladser, p-pladser og tømmestationer fordelt over hele Danmark, og de to eneste steder, der ved Ribe er markeret som autocamperplads, er Storkesøen på Haulundvej og P-Syd på Stampemøllevej 1.

Derudover er Maglegaard på Toftlundvej og Tangegaard på Tangevej nævnt som landsteder, hvor autocampere kan overnatte tæt ved Ribe.

Ingen tvivl

Jan Mattson forklarer, at det stadig er vigtigt at holde sig for øje, at der er forskel mellem at campere og parkere, men han mener, at langt de fleste autocampister ville holde på en autocamperplads, hvis de havde muligheden, for der er en ganske betragtelig prisforskel i forhold til en campingplads.

- Det er selvfølgelig individuelt, hvad man ønsker, men selvfølgelig skal det koste noget, og det betaler de fleste gerne. Vi kan dog ikke fjerne de brodne kar, hvor nogen mener, at nu hvor de har købt en dyr autocamper, kan de holde hvor det passer dem, siger Jan Mattson, der synes rigtigt godt om, at der nu er ansøgt Esbjerg Kommune om en autocamperplads ved Kammerslusen.

- Det vil blive et hit, hvis autocampere kan holde der. Det er jeg slet ikke i tvivl om, for det vil give en meget bedre fleksibilitet i forhold til at være i nærheden af Kammerslusen, diget og solnedgangen, og hvis der var en restauration ved grunden også, så tror jeg, campisterne ville benytte sig af det, hvis kvaliteten var i orden, siger Jan Mattson.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Esbjerg

Kommune vil anmelde 48 ulovlige vintercampister til politiet: Enlig mor med børn smides på gaden

Annonce