Annonce
Erhverv

Rådgiveren rykker ud, når der skal forandringer til

Evt. henvisning
Per Frederiksen er specialist i at hjælpe virksomheder, når der skal ske noget nyt.

KOLDING: Han sidder ved sin pc i et diskret kontorfællesskab på Egtvedvej få minutters gang fra Kolding Storcenter.

Ene mand udgør han kommandocentralen i sin landsdækkende virksomhed WeMatch, hvor han sammen med mere 15 freelance konsulenter rådgiver og hjælper virksomheder med organisationsændringer, kommunikation til ledere, medarbejdere og eksterne parter i forbindelse med opsigelsesprocesser.

Per Frederiksen træder også til, når opsagte ledere og medarbejdere skal genplaceres efter en fyringsrunde, og han er sammen med sine konsulenter mand for individuel karriere rådgivning, når det er påkrævet.

– Jeg har altid haft en drøm om at være selvstændig og med udgangspunkt i det, startede jeg mit WeMatch i 2017. WeMatch er baseret på den erfaring, jeg havde fra jobbet som executive ledelsesrådgiver og markedschef i 12 og et halvt år i konsulentvirksomheden AS3 A/S, som blandt andet hjælper virksomheder med outplacement-ydelser.

- Jeg har været med i projekter for blandt andre Lego, Danfoss, Jyske Bank, TV 2, Ecco, Vestas og andre både store og små virksomheder, hvor vi i kriseårene har skullet genplacere tusindvis af mennesker, så jeg havde meget travlt i årerne under finanskrisen.

Selve forretningsmodellen i Wematch er baseret på freelance tilknyttede rådgivere, og det er der en god grund til. Freelanceøkonomien buldrer frem.

- I USA udgør freelanceøkonomien allerede 35 procent, og vi er begyndt at se samme tendenser i Danmark. Vores børn vil have et friere arbejdsliv, de får ikke et guldur for et 25-års jubilæum, og den ældre generation fra 50 til 65 år er også begyndt på det, de kan også godt lide at være tilknyttet flere forskellige slags opgaver, fortæller Per Frederiksen.

Annonce

Per Frederiksen

Direktøren og ejeren af WeMatch er 58 år og bor i Kolding. Den handelsuddannede Per Frederiksen har en fjern fortid som professionel fodboldspiller i Kolding IF og Vejle Boldklub.

Fra 2004 til 2017 var han executive ledelsesrådgiver og markedsansvarlig i AS3 A/S, et nordisk konsulenthus, som hjælper virksomheder og ansatte med at håndtere transitioner og jobmæssige forandringer, inden han grundlagde WeMatch. Før den tid har han haft ledende stillinger som direktør og salgsansvarlig inden for retail, plastindustri, FMCG, B2B industri/ byggeri hos henholdsvis Jysk, Vink, Coca-Cola, Arvid Nilsson og Randers Reb Gruppen.

Per Frederiksen har trænet og undervist flere end 100 ledergrupper og har personligt gennemført flere end 200 karriererådgivningsforløb på executive-niveau. Hans kernekompetencer: Rekruttering af ledere, specialister og freelancekonsulenter. Ledelses og HR-rådgivning på direktionsniveau. Træning og undervisning af ledergrupper i forandringsledelse. Executive karriererådgivning af direktører og ledere. Forretning- og salgsudvikling. Organisation-og strategiudvikling.

Læs mere om WeMatch på www.wematch.dk

Stort netværk

- Jeg har et stort netværk qua mine mange år i branchen, og freelancekonsulenterne i Wematch er tidligere HR-direktører og chefer, der ved, hvordan man arbejder med mennesker. Jeg får henvendelser flere gange om ugen fra folk, der gerne vil arbejde hos mig. Denne forretningsmodel gør, at vi kan levere meget høj kvalitet til særdeles konkurrencedygtige priser, forklarer Per Frederiksen og fortsætter:

- Grundlæggende hjælper vi virksomhederne med at opretholde deres effektivitet, produktivitet og motivation, når der sker jobmæssige forandringer, og virksomheden er i en i omstillingsproces. Det kan være en fusion, en fysisk flytning, en ny strategi, en omorganisering, en sparerunde, eller hvis man flytter en produktion til udlandet. Vores kunder er typisk virksomheder, som også har en god CSR-politik, og som tager et socialt ansvar samt vil holde deres værdier intakte – også når tingene er svære.

- Vi har specialister, som så kan gå ind og hjælpe med at genplacere folk i nye jobs. Vi har indsigt i de forskellige reaktioner, folk har i forbindelse med jobmæssige forandringer, og ser nogle nye muligheder, så folk måske skal noget helt andet end det, de før har arbejdet med, siger Per Frederiksen og giver et konkret eksempel med masser af ubesvarede spørgsmål.

Masser af spørgsmål

– Bestyrelsen i en virksomhed beslutter, at produktionen skal flyttes til udlandet. Direktøren får at vide, at han skal sætte det i gang. Han går til HR-afdelingen og spørger: Hvordan gør vi det? Vi har seks måneder til det.

- Og hvad er målsætningen? Hvordan sikrer man sig, at de seks måneder skal blive en succes? Alle skal have fundet nyt job efter seks måneder, vil vi som virksomhed hjælpe med det? Nogle skal flytte til en anden by, andre til udlandet, og hvordan bevarer man så motivationen? Hvordan med sygefravær?

- Hvad med lageret? Kan leveringsevnen opretholdes, og hvad er risikoen i det her? Rejser det halve af dem? Får vi et fastholdelsesproblem, effektiviteten halveres måske, hvis folk holder op med at lave noget, hvis vi ikke har lavet en god plan for det her? De bedste medarbejdere rejser måske? Hvordan kan vi undgå det?

- Alle disse spørgsmål hjælper vi med at få besvaret og taget stilling til. Med udgangspunkt i det går vi så ind og laver en drejebog, siger Per Frederiksen.

Per Frederiksen styrer WeMatch foran sin pc i et et lille hjørne af et kontorfællesskab tæt på Kolding Storcenter. Foto: Carsten B. Grubach

Fire formål

- Drejebogen indeholder målsætninger. Hvad skal der være sket om seks måneder? Vil I hjælpe de opsagte med nyt job? Skal der være en fastholdelsesbonus? Vi får lavet en kommunikationsplan. Hvem stiller sig op på ølkassen og fortæller, hvad der skal ske? Og hvad vil vedkommende sige?

Der er især fire formål med at tilbyde outplacement.

Det første er ansvarlighed. Det handler om at udvise ansvarlighed som virksomhed og hjælpe medarbejdere, som har ydet en god og loyal indsats i mange år, godt og sikkert videre i arbejdslivet.

Det andet er tryghed. Det viser sig, at når virksomheden behandler opsagte ordentligt, skaber det tryghed hos de blivende medarbejdere, og de er nemmere at fastholde – kort sagt, der kommer ikke så mange opsigelser, som ofte kan være meget dyrt, når der skal ansættes nye.

Det tredje er omdømme. Det giver et positivt omdømme, at man behandler folk godt, også når det bliver svært. Det er vigtig både at sige pænt goddag og ordentligt farvel.

Det fjerde er økonomi. Det koster faktisk ikke mere end cirka en månedsløn per medarbejder at tilbyde outplacement, og hvis en opsagt hurtigt kommer i job igen, kan virksomheden ofte spare løn i nogle måneder af opsigelsesperioden.

Tre spørgsmål

- I WeMatch går vi ind med vores erhvervsmæssige baggrund som job- og karriererådgivere og hjælper folk med at få et nyt job. Vores erfaringer er, at cirka 90-95 procent har et nyt job efter fire-seks måneder alt afhængig af, hvad man gerne vil. Vores mission er, at alle vores kandidater skal have et godt job, som de kan lide at stå op til hver dag – hvad enten man er direktør eller medarbejder, siger Per Frederiksen.

Forenklet er der tre ting, der er omdrejningspunkt: Hvad er det, du kan? Hvad er det, du vil? Og hvordan er det du gør?

- De tre ting skal kunne besvares. Det nytter ikke noget at sende tre til fire A4-ark med sit cv, når vi ved via undersøgelser, at rekrutteringsansvarlige bruger i gennemsnit 19 sekunder på at læse ansøgning og cv. Her bliver det afgjort, om man vil tale nærmere med ansøgeren eller ej, pointerer Per Frederiksen.

- Vi arbejder med afklaring af faglige og personlige kompetencer, fastlæggelse af jobmål og muligheder, for den enkelte. Vi hjælper med udarbejdelse præsentationsmateriale, cv og LinkedIn-profil, så det fremstår klart, hvad den enkelte kan tilbyde en ny arbejdsgiver. Vi ved, at 80 procent af alle job besættes via netværk i dag, så man skal virkelig have lagt en plan og være skarp i den måde, man fremstår på.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Ordnet Brexit er langtfra sikret

Torsdag var der grund til at drage et lettelsens suk, da den britiske premierminister Boris Johnson på Twitter meddelte, at der var forhandlet en aftale på plads om Brexit. Det er godt nyt ikke blot for Storbritannien, men også for alle os andre. EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, bekræfter, at parterne er blevet enige om en aftale, han betegner som retfærdig og balanceret aftale for EU og for Storbritannien. Naturligvis er det grundlæggende trist, at briterne nu er på vej ud af det europæiske fællesskab. Om det på sigt vil være en fordel for nationen kan der også sættes et stort spørgsmålstegn ved. Det sagt er der dog grund til at glæde sig, fordi skilsmissen nu forhåbentlig kan gennemføres i mindelighed. Det modsatte kunne have medført omfattende kaos med nye handelsbarrierer i Europa. Markedet reagerede da også prompte på meldingen, der fik kursen på det britiske pund til at stige. Dog er det forhastet allerede nu at glæde sig over udsigten til et ordnet Brexit. Om britisk politik kan man kun forudsige, at den er uforudsigelig. Johnsons forgænger som premierminister, Theresa May, fik jo ligeledes forhandlet sig til rette med EU for blot efterfølgende at blive ydmyget i det hjemlige parlament. Man kan frygte, at det scenarie gentager sig. Den britiske regerings nordirske støtteparti har allerede vendt tommelen ned for aftalen. Hos de øvrige partier er velviljen over for Boris Johnson samtidig uhyre begrænset. Måske kan lysten til at smække premierministeren en politisk lussing vise sig større end den sunde fornuft, som en aftale ville være udtryk for. Den danske regering har nærlæst aftalen. Efter det forklarede statsminister Mette Frederiksen, at hun er villig til at strække sig meget langt for at få tingene på plads. Man kan kun håbe, at samme besindighed vil indfinde sig i parlamentet i Westminster Palace. Sikkert er det imidlertid ikke. Så nok er EU og Storbritannien nået et nødvendigt skridt videre. Men i mål er vi ikke.

Annonce