Annonce
Tønder

Rådhus skal have skiftet omkring 200 defekte vinduer

Borgmester Henrik Frandsen er her fotograferet ved tilbygningen, hvor omkring 200 vinduer skal udskiftes. Arkivfoto: André Thorup

Politikerne i Tønder Kommune bliver præsenteret for to modeller til løsning af problemer med vinduer og persienner på rådhuset i Tønder. Arbejdstilsynet har givet to påbud.

Tønder: Omkring 200 vinduer med indbyggede persienner skal skiftes på rådhuset i Tønder, oplyser kommunen i en pressemeddelelse. Problemet med vinduerne er, at de indbyggede persienner går i stykker og sætter sig fast ved brug. Desuden er glasset i vinduerne begyndt at misfarves, og meget tyder på, at misfarvningen vil tage til, oplyser kommunen.

De defekte persienner påvirker arbejdsmiljøet og giver gener for medarbejderne blandt andet med varme og generende sollys, og arbejdstilsynet har givet kommunen to påbud vedrørende vinduesproblemerne.

- Leverandøren er klar over, at der er problemer med de leverede vinduer. Det tager leverandøren medansvar for og er indstillet på at medvirke til en løsning, hvor vi ikke bare får nye vinduer, der fungerer, men også meget bedre vinduer med en højere kvalitet, oplyser borgmester Henrik Frandsen (V) i pressemeddelelsen.

- Det er selvfølgelig en lidt træls situation, som ingen kunne have forudset. Men det vigtigste er, at vi får løst problemerne bedst muligt. Heldigvis har vi en god dialog med leverandøren, så jeg tror, vi finder en fornuftig løsning, fortæller Henrik Frandsen.

De problemfyldte vinduer befinder sig i rådhustilbygningen.

Annonce

Rådhuset er arbejdsplads for mange mennesker, og de har krav på et godt arbejdsmiljø for at kunne løse deres opgaver. Den nuværende tilstand kan vi ikke byde personalet i længden.

Henrik Frandsen, borgmester

Tilbudt forligsløsning

Leverandøren af de defekte vinduer har tilbudt en forligsløsning, hvor parterne deles om udgiften til de nye vinduer, mens leverandøren udover sin andel også påtager sig hele udgiften til selve udskiftningen. Med denne løsning vil Tønder Kommune få en udgift på cirka 1,6 millioner kroner, mens leverandørens samlede andel kommer til at ligge omkring 600.000 kroner højere, oplyses det i pressemeddelelsen.

Kommunens leverandør arbejder samtidig på en voldgiftssag mod sin underleverandør af glas og persienner og er blevet en del af en større sag i Norge, oplyses det i pressemeddelelsen.

- Rådhuset er arbejdsplads for mange mennesker, og de har krav på et godt arbejdsmiljø for at kunne løse deres opgaver. Den nuværende tilstand kan vi ikke byde personalet i længden. Med den foreslåede løsning vil vi få nye vinduer, som er væsentlig bedre i forhold til at regulere både lys og varme. Det vil sikre et markant løft af arbejdsmiljøet, fortæller borgmester Henrik Frandsen.

Politisk behandling

Forligsløsningen er den ene af to modeller, som Tønder Kommunes økonomiudvalg skal forholde sig til på et møde torsdag den 21. februar.

- En anden løsning kunne være at sætte hårdt mod hårdt og kræve, at vores leverandør selv skal dække alle udgifter. Det vil betyde, at vi kommer ud i en voldgiftssag, som kan trække ud i nogle år, og vi har naturligvis ingen garanti for, at vi vinder en voldgiftssag. Og selv hvis vi vinder, vil der under alle omstændigheder være betydelige omkostninger til selve sagen, oplyser Henrik Frandsen.

I sin indstilling til politikerne anbefaler administrationen forligsløsningen, som indebærer, at de defekte vinduer skiftes inden sommer.

- Men nu må vi se, hvad økonomiudvalget siger, og derefter skal sagen til endelig beslutning i kommunalbestyrelsen, oplyser Henrik Frandsen.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Skampletten i Vejen

I Vejen ligger der en vej, som ingen har kunnet bruge i nu et år. 22. oktober er det nøjagtig ét år siden, at landmanden Martin Lund Madsen kørte bigballer og andet ind på Skovgårdsvej, der blev anlagt på hans jord, og spærrede den. Han har Højesterets ord for, at Vejen Kommune brugte den forkerte lovgivning til at ekspropriere den nødvendige jord til vejen, og med kommunens kritisable forvaltning in mente spærrede han altså det sorte asfalttæppe. Lige nu betaler borgerne i den nærliggende by Askov en meget høj pris for dette morads, for konsekvensen af lukningen er blandt andet, at tonstunge entreprenørmaskiner tvinges ind gennem byen til stor fare for bløde trafikanter. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal være vidner til denne helt urimelige gidseltagning? Vejen Kommune er helt rigtigt blevet kritiseret for en amatøragtig sagsbehandling. Den private ejendomsret er ikke ukrænkelig, her er Grundloven meget klar. Når hensynet til almenvellet taler for det, kan man ekspropriere borgernes private ejendom, men man må synes, at det offentlige skal forberede sig bedre, end Vejen Kommune har gjort i den aktuelle sag. Ikke alene har man spildt skatteydernes penge, man har på et fejlagtigt grundlag foretaget en ekspropriation, der ikke var lovmedholdelig. Det er en skandale. Men man må også samtidig sætte kritisk lys på landmand Martin Lund Madsens rolle, for han er en del af gidseltagningen. Det vil være mærkeligt, hvis ikke Vejen Kommune får lov at ekspropriere til den allerede anlagte vej, hvis ellers man kan få gjort sit forarbejde ordentligt, for selvfølgelig skal det offentlige kunne anlægge veje, når behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kommer til at tage år, hvis også denne proces - nu efter den rigtige lovgivning - skal hele retssystemet igennem, som man må forvente, at Martin Lund Madsen vil trække den, og imens holdes et helt samfund som gidsel. Skal det virkelig kræve ofre, før man som voksne mennesker sætter sig og forhandler en løsning på plads?

Annonce