Annonce
forside

Røde Kors syvdobler arealet med ny butik og lagerrum

Frivillige i gang med at polere stole til Røde Kors' gigantiske møbelsalgsafdeling. Foto: Timo Battefeld

75 frivillige hjælpere pudser, polerer, hænger lamper og hylder op og henter møbler og tøj til den ny Røde Kors butik, der åbner i Damgade 27. februar.

SØNDERBORG: Hver morgen indfinder en snes ældre mennesker sig på Damgade 71A. De går ikke til bowling, kegling eller krolf. De pudser glas- og bordflader, vasker op, gør rent, hænger hylder op, sorterer tøj og møbler og gør i det hele taget klar til at åbne en ny kæmpe butik 27. februar. 2000 kvadratmeter tidligere Delfi Electronics erstatter filialerne i Løngang og på Hilmar Finsens Gade. Røde Kors syvdobler arealet.

- Her er folk i gang hele tiden. Vi har en plan for installering af lys og ophængning af hylder. Det hele skal være færdigt til tiden, siger formand Yvonne Lech, der kan tage det roligt, for rundt omkring er de frivillige i fuld gang.

Det er håndværkere og hjælpere, der flytter møbler, vasker porcelæn og rigger tøjstativer sammen af gamle vandrør. Der mangler ikke arbejde. Med flytningen til Damgade udvider Røde Kors sortimentet fra kun at handle med tøj til også at sælge møbler, legetøj og inventar til hjemmet i alle afskygninger.

Faktisk kunne man komme på den tanke, at der inden længe mangler plads igen, men Røde Kors er kommet for at blive i Damgade.

Annonce

Frivilligt

Røde Kors er kendt for hjælpeaktioner i krise- og katastrofeområder. Organisationen har også et fintmasket netværk i det ganske land, hvor frivillige udfører et utal af velgørenheds-opgaver. I Sønderborg er det blandt andet besøgstjeneste, vågetjeneste, patientstøtte, integrationsindsats, julehjælp, nørklere og ferielejr for 18 familier med fire fem frivillige hjælpere, der brugte deres ferie på at give andre en oplevelse. Røde Kors har 33.000 medlemmer på landsplan, 250 i Sønderborg by og 500 i Sønderborg kommune. Røde Kors butikken åbner 27. februar klokken 11 og er derefter åben hverdage 10-17 og lørdage 10-14. Ønsker nogen at få afhentet genbrugsting, kan de ringe på 72100110.

Der ligger et stort arbejde i at rigge en ny butik til med det hele fordelt på 2000 kvadratmeter. Foto: Timo Battefeld

Intet skrammel

- Vi har sagt, vi ikke er et loppemarked eller en marskandiser. Vores chauffør vurderer de ting, vi kommer ud og henter hos folk. Vi tager ikke noget med, som er for gammelt og udslidt og ikke kan bruges, siger Yvonne Lech i møbelafdelingen med sofaer, lænestole og borde i høj kvalitet.

Det er rengjort og sat i stand. På et bord står, benet skal limes fast. Det ordner Kurt og alle de andre praktiske grise i den tidligere fabriksbygning.

- Jeg er gammel bygningssnedker. Her mangler jeg ikke arbejde. Der er altid nogen, der skal have ordnet noget, siger Kurt Rossen, der tager tidsplanen med stoisk ro og alligevel overholder den.

- Det er sjovt at være med til at bygge noget nyt op. Det er dejligt at gå til hånde med noget nyttigt, og så tjener det et velgørende formål, siger Leif Thomsen og Birgit Jensen.

Han er ved at hænge 306 lamper op, som er fulgt med fra den tidligere virksomhed. De tages ned, sættes i stand og monteres igen. Kurt er i gang med butikshylder, som Røde Kors har fået af tøjkæden Pieces, da den lukkede i Borgen for halvandet år siden.

Danfoss har sponsoreret LED lamper, som vil spare den velgørende organisation små 60.000 kroner i strømudgifter om året. Hjem & Fix har sponsoreret spånplader til butiksopbygningen. Ude i forhallen står særdesignede giner i stål lavet af Helge Bruhn Maskinfabrik. Mange bidrager til Røde Kors butikkens genopståen.

Formand Yvonne Lech i møbelafdelingen, som er meget velforsynet og med faste priser på det hele, for Røde Kors prutter ikke om prisen. Foto: Timo Battefeld

Nørklerne

Nørklerne har deres eget rum, hvor de strikker sokker, huer, sweatre og undertøj til katastrofeområder. De trevler også gamle trøjer op for at genbruge garnet. Der er ikke noget, der går til spilde, når først Røde Kors har fingrene i det.

Belønningen er fællesskab, samvær og den gode følelse af at bruge sin tid på noget fornuftigt og nyttigt.

- Hjemme hos os selv, løber nullermændene hen ad gulvet, og katten må passe sig selv, fortæller Røde Kors folkene, der har blikket skarpt rettet mod sidste onsdag i februar.

Kurt Rossen og Leif Thomsen med de hyldeopsatser, der skal bruges i butikken, og som monteres af professionelle håndværkere på pension. Foto: Timo Battefeld
Stilrene giner lavet af Helge Bruhn Maskinfabrik vil blive iklædt Røde Kors tøj. Foto: Timo Battefeld
Røde Kors har udvidet sortimentet betragteligt i den nye butik. Foto: Timo Battefeld
En legetøjsafdeling er velforsynet med dukker og plysdyr. Foto: Timo Battefeld
Kontorafdelingen mangler ikke inventar i Røde Kors' nye butiks- og lagerlokaler i Damgade. Foto: Timo Battefeld
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Illegal indvandrig er alarmerende

Fra statistikkerne ved vi, at der er godt 800.000 indvandrere og efterkommere i Danmark. Opgørelserne siger naturligt nok ikke noget om den illegale indvandring, da de pågældende personer ikke er registreret. Men Rockwool Fonden har et skøn. Ved hjælp af en avanceret statistisk model vurderer Rockwool Fonden, at cirka 26.000 personer opholder sig ulovligt i landet. Det er en stigning på 18 procent, siden fonden kom med sin seneste rapport i 2016. Nyheden er alarmerende. Et er den lovlige immigration, der så sandelig også har skabt udfordringer. Men noget ganske andet er, at vores land åbenbart huser mennesker, vi intet aner om. Vi har således ikke mulighed for at tjekke, om de pågældende er farlige kriminelle eller måske endog terrorister. I sagens natur er der indbyggede usikkerheder i rapporten. Men ifølge fondens egen forskningsenhed holder det med 95 procents sandsynlighed stik, at mellem 23.000 og 29.000 personer lever under jorden her til lands. Hver og en af dem er en for mange. Tilsyneladende er der to former for illegal indvandring. Uvist hvordan lykkes det åbenbart nogle mennesker at snige sig hertil og gå i skjul. Andre indrejser lovligt, men opholder sig efterfølgende i Danmark i strid med lovgivningen. Blandt andet sker det åbenbart, at kinesere udnytter deres landsmænd som kummerligt betalt arbejdskraft i restaurationsbranchen. Kokkene kommer til Danmark i henhold til den såkaldte beløbsordning. Den sikrer på papiret kineserne en ganske udmærket løn. Men Fagbladet 3F skriver, at ingen eller kun få fridage samt groteske arbejdsuger kombineret med fradrag for kost og logi reducerer den reelle timeløn til omkring 25 kroner. Kinesiske kokke er næppe den store trussel mod rigets sikkerhed. Men de pågældendes ophold er ligeså ulovligt som alle andre illegale immigranters. Derfor er der også her behov for en energisk indsats med at opspore og udvise disse mennesker, ligesom deres arbejdsgivere naturligvis skal gøres ansvarlige.

Varde

Spædbarn brækkede seks ribben og fik livsfarlige blødninger i hjernen: Kvinde og mand fængslet for vold

Annonce