Vejle: Først røg vingerne. Så røg julebelysningen. Og nu giver Vejle Vindmølle igen vejlenserne noget at tale om.
For onsdag eftermiddag lå byens vartegn på toppen af Kiddesvej badet i et rød projektørlys med en forventning om, at det ville sprede juleglæde over byen resten af julemåneden.
Men den nye og midlertidige julebelysning på møllen har nærmere fået vejlenserne til at se rødt i den knap så muntre skala.
På Vafo.dk har avisen sat læserne til at stemme om årets julebelysning, og her er dommen klar efter to dages afstemning.
Lørdag middag har 589 afgivet deres stemme, og 436 - 74 procent - af dem mener, at det er en ommer.
12 procent synes, møllen er flot og kommer i julestemning, mens 14 procent er ligeglad med, om møllen er hvid, rød eller grøn til jul.
Gyserfilm eller bordelvindue
På avisens Facebook-side og på Facebook Vejle har mere end 100 vejlensere beskrevet deres syn på julebelysningen, og det er langt fra positiv læsning for Vejle Kommune, der står bag lyssætningen.
- Det røde minder mig om noget fra en gyserfilm eller vinduet ind til et bordel. Hvis det var målet, så fair nok, men hvis man går efter hygge, er de hvide lys nok et bedre bud, skriver Malene Petersen.
Nogle mener, at det ligner en rød ludo-brik, andre synes det ligner Fængslet i Horsens eller en måneformørkelse, mens flere kan blive enige om, at møllen ikke ligner sig selv.
Mikkel Aarestrup på FacebookHvis ikke det er 'Dødsmøllen', så er det Moulin Rouge. Jul var det sidste, jeg tænkte på.
- Jeg nyder normalt synet af vores mølle med lys på. I går aftes fik jeg en slem skuffelse, da jeg kun så en rød rædsel gennem vinduet, skriver Grethe Erritsø Olsen.
- Så den i går og tænkte straks... Hvad har de dog gjort?? Skal det nu være smart? Ikke i min optik, skriver Tenna Koppel.
De er bedre på Lundhusvej
Enkelte af kommentarerne er dog overbærende med kommunens valg af julebelysning, som for eksempel Ilse Schell Lauritzen:
- Rød er jo julens farve - så for et enkelt år kan vi vel leve med lidt anderledes ‘spas’. Tror også, jeg læste, at grøn, en anden julefarve, bliver muligt. Vi er jo lovet, at det bliver godt igen, skriver hun.
Og godt igen bliver det.
Det lover manden, der har været med til at vælge den midlertidige julebelysning i år, nemlig kulturudvalgsformand Dan Arnløv Jørgensen (K).
Normalt smiler han, når han kigger op mod den julebelyste vindmølle i december.
- I år smiler jeg ikke, når jeg ser op på møllen. Men det var hvad, vi kunne nå, og jeg kan glæde folk med, at så snart vingerne er tilbage på møllen (til foråret, red.), får vi den gamle julebelysning på igen. Det, tror jeg, vi alle glæder os til, siger kulturudvalgsformanden og erkender:
- I år tror jeg, at vi skulle have taget fat i beboerne på Lundhusvej. Jeg tror, de er bedre til det med julelys end kommunen.
Andet bud kun for nærsynede
Forvaltningen har taget kontakt til Solar Danmark, der har skiftet møllens gamle projektører ud med nye og mere miljørigtige, og her vil man forsøge at ændre den røde nuance i det computerstyrede LED-lys.
- Jeg synes heller ikke, at det er superpænt. Men vi fik to bud på en julebelysning, og det andet bud var meget dyrt. Det var med projekterede julefigurer, der kunne køre rundt på møllens facade. Men vi var bange for, at det kun kunne ses, hvis man står tæt på møllen. Det er byens vartegn, og møllen skal kunne ses på lang afstand, siger Dan Arnløv.
LED-projektørerne, der kan skifte farve, blev også valgt, fordi de kan benyttes til andre anledninger som halloween og ikke mindst Tour de France-starten om halvandet år.
- Det er muligt, at møllen skal være gul den ene aften, hvor vi har haft Tour de France-starten, fortæller udvalgsformanden.