Annonce
Danmark

Røde partier er klar til at droppe togbane til Billund

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Togbane mellem Billund og Vejle vil føre bilister på omveje og giver samfundsøkonomisk underskud.

Hvis det økonomisk set er en dårlig idé at bygge en ny togbane mellem Billund og Vejle, og skinnerne samtidig vil betyde længere køreture for bilisterne i området, bør man overveje at sløjfe projektet.

Sådan lyder det fra De Radikale og SF, der er med i forliget om Togfonden, hvor en jernbane til Billund er et af elementerne.

- Vi synes, at banen er en dårlig idé. Den er blevet dyrere end forventet, og de trafikale effekter er ringere, siger De Radikales transportordfører, Andreas Steenberg.

- Vi mangler desuden nogle penge i Togfonden, fordi den er finansieret med olieindtægter, og oliepriserne er lavere end forventet, siger han.

Ifølge Berlingske viser et notat fra Banedanmark, at banen vil føre bilister på omveje, fordi flere veje vil blive lukket på grund af byggeriet.

Desuden vil projektets værdi for samfundet være et underskud på mellem 1,3 og 1,8 milliarder kroner.

SF respekterer forliget om Togfonden, men er klar til at forhandle om togbanen til Billund.

- Hvis det er en dårlig investering, og pengene ikke er godt brugt på at nå vores mål om at få flere over i den kollektive trafik, så er vi åbne for at se på det, siger fungerende politisk ordfører Lisbeth Bech Poulsen.

Enhedslisten mener derimod, at man skal holde ved planen, også selv om der skulle være en negativ effekt rent samfundsøkonomisk.

- Danmarks næststørste lufthavn ligger i Billund, og vi synes, at det er rigtig fornuftigt at have en togbane, så alle uden bil kan komme til og fra den, siger transportordfører Henning Hyllested.

- Hvis vi altid lader os lede af samfundsmæssige beregninger, var der en masse investeringer i kollektiv trafik, som aldrig var blevet til noget. Vi synes, at det er fornuftigt med mere togtrafik i Danmark, siger han.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) har endnu ikke meldt ud, hvad der skal ske med togbanen til Billund.

Han skriver i en mail til Berlingske, at han vil have klima, natur og miljø på radaren, når han efter sommerferien indkalder til forhandlinger om infrastruktur med partierne i Folketinget.

- Det betyder dog ikke, at asfalt er lig med sort. Der skal også være noget asfalt, som elbilerne kan køre på. Og jeg foretrækker ikke tog frem for biler, cykler frem for tog eller biler frem for cykler, siger han i en kommentar til Berlingske.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Forløb om udligning er uskønt

Selvom Danmark er et lille land, er der betydelig forskel på de økonomiske vilkår i de enkelte lokalområder. Derfor er det sund fornuft med kommunal udligning, så borgerne kan få i hvert fald nogenlunde ens levevilkår, uanset om de bor i et velhaverområde nord for København eller i en kommune, der for eksempel er udfordret af mange ældre, plejekrævende borgere og lave husstandsindkomster. Ordninger af denne karakter vil nødvendigvis skabe splid. Nogle kommuner vil føle, de skal aflevere for meget, mens andre oplever at modtage for lidt. Men for at acceptere ordningen er det i det mindste nødvendigt, at man lokalt kan forstå den. Her er det tilsyneladende gået helt galt med regeringens udspil til en udligningsreform. Flere borgmestre erkender, at de ganske enkelt ikke begriber resultaterne, selv om regeringen lidt efter lidt er rykket ud med flere detaljer og regnestykker. De frustrerede borgmestre får opbakning fra professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh, der kalder forløbet rodet og kaotisk. Bedre bliver det ikke af, at der undervejs havde sneget sig en regnefejl på 200 millioner kroner ind i udspillet. Fejlen er erkendt, undskyldt og rettet. Men ellers mener Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, at alt er i bedste orden. Processen har været som ved foregående udligningsreformer, og ingen tal bliver holdt hemmelige. Per Nikolaj Bukh mener til gengæld, at informationerne er kommet for langsomt og kun afleveret under pres. Han foreslår derfor, at den store reform bliver sat på pause. Ligefrem at standse et så omfattende projekt midt under forhandlingerne er nok at gå en kende for vidt. Men det ville klæde regeringen at erkende, at håndteringen har været uskøn, hvilket da også har fået De Konservative og Liberal Alliance til at forlade forhandlingsbordet på grund af manglende informationer, mens Venstre kun tøvende mødte op – ligeledes fordi partiet, følte de på forhånd vidste for lidt.

Kolding For abonnenter

Allan pumpede vand hele natten: Haven forvandlet til en svømmepøl

Annonce