Annonce
Danmark

Rødovre-borgmester Erik Nielsen træder tilbage efter 25 år

Bjarke Maccarthy/Socialdemokrati/Ritzau Scanpix
Gennem 25 år har Erik Nielsen været borgmester i Rødovre, men 31. marts er det slut, oplyser Rødovre Kommune.

Rødovres borgmester, socialdemokraten Erik Nielsen, træder tilbage.

Den 31. marts er tiden som borgmester slut. I stedet vil viceborgmester Britt Jensen (S) blive indstillet som afløser, oplyser Rødovre Kommune.

Erik Nielsen fastslog allerede sidste år, at han var i gang med sin sidste periode som borgmester efter at have siddet på posten i 25 år.

Det er en af de længste borgmesterperioder i Danmark. Kun Gentoftes Hans Toft (K) har haft borgmesterkæden længere end Erik Nielsen.

Erik Nielsen forlader Rødovre som en socialdemokratisk højborg. Ved det seneste kommunalvalg i 2017 fik Socialdemokratiet et flertal på 11 ud af 19 mandater i kommunalbestyrelsen.

I alt 4996 borgere i Rødovre stemte personligt på Erik Nielsen, der dermed blev valgets største stemmesluger i kommunen.

I den seneste tid har der dog også være kritisk fokus på Erik Nielsen. Ekstra Bladet har skrevet, at selv om Erik Nielsen har under en kilometer til arbejde, har han alligevel anskaffet sig en borgmesterbil i form af en eldrevet Mercedes, som han benytter til og fra job.

Det strider mod reglerne, fastslog Social- og Indenrigsministeriet, fordi bilen er en tjenestebil.

Ifølge avisen har borgmesteren indrettet en privat parkeringsplads med ladestander på det kommunale plejehjem, som ligger lige over for hans hjem.

På den måde mener kommunen, at borgmesterens brug af tjenestebilen holder sig inden for reglerne. Han kører nemlig slet ikke "mellem hjem og arbejde", lød forklaringen.

Fremgangsmåden har fået kritik i Rødovre Kommune, der er en af landets økonomisk dårligst stillede.

Da Erik Nielsen sidste år meddelte, at han ikke vil genopstille ved kommunalvalget i 2021, henviste han til, at han til den tid vil være 68 år. Dermed er det tid til nye kræfter, sagde han til TV2 Lorry:

- Jeg synes, at jeg har aftjent min værnepligt både som borgmester, men også som formand og næstformand for KL. Det er det rigtige tidspunkt at gå, når der endnu ikke er nogen, der forlanger det. Der er masser af talent i Rødovre og i partiet, så det er det rigtige tidspunkt at få helt friske øjne på det hele. Det er sundt med et skifte, sagde han til TV2 Lorry.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

Mere regn på vej: Beredskab holder ekstra øje med vandstand i Kolding efter oversvømmelser

Leder For abonnenter

JV mener: Først nu er Britta Nielsen dømt

Det har vakt berettiget opsigt, at det over en lang årrække lykkedes Britta Nielsen at stjæle over 100 millioner kroner, som ellers skulle være brugt til gavn for de svageste borgere i samfundet. Hvordan kunne en betroet offentligt ansat optræde så kynisk? Og hvordan kunne kontrolmekanismerne i en ellers gennemreguleret offentlig sektor svigte i så uhørt grad? Det er spørgsmål, mange danskere savner gode svar på. Og med god grund. For Britta Nielsen-sagen er sammen med andre statslige skandaler i de senere år med til at skabe tvivl om, hvorvidt vores samfund virkelig er så ukorrupt og velfungerende, som vi ellers godt kan lide at bryste os af. Desværre har Britta Nielsen også kunnet have oplevelsen af at være dømt på forhånd. Her er, hvad daværende socialminister Mai Marcado (K) sagde om Britta Nielsen i efteråret 2018 til Berlingske: - Man er virkelig gennemgående et dårligt menneske, når man vælger at stjæle fra den her gruppe. Så har man jo ingen moral og ingen nedre grænse for anstændighed. Mai Mercado havde fuldstændig ret i sin bedømmelse af Britta Nielsen. Men det var meget upassende, at hun stemplede Britta Nielsen som skyldig, inden retten havde talt. Det var en udtalelse, der formentlig er i strid med god forvaltningsskik, da Mai Mercado på det tidspunkt var minister og dermed havde et særligt ansvar. Såvel borgere, medier som politikere kan undervejs i en så omtalt sag som denne nemt komme til at bruge formuleringer, der reelt slår fast, at den mistænkte er skyldig. Men det er meget vigtigt, at vi holder fast i, at det kun er de uafhængige domstole, som kan frikende eller dømme en anklaget. Det skal også gælde for en gennemført kynisk svindler som Britta Nielsen. Selv om hun siden efteråret 2018 af de fleste har været opfattet som skyldig, var det først tirsdag klokken 16.30, at hun fik sin dom ved Københavns Byret. Mange vil nok mene, at hun havde fortjent en længere straf end de seks år og seks måneders fængsel, det blev til. Men det er ligegyldigt for Britta Nielsens sag, hvad den enkelte borger mener. Retten har talt, og sådan skal det være i et retssamfund.

Annonce