SKÆRBÆK: En 16-årig dreng fra Skærbæk-egnen kan ånde lettet op. De to mænd, der torsdag aften kort før klokken 23 overfaldt ham med peberspray på banegården i Skærbæk, og siden frarøvede ham både et hævekort og en højtaler, sidder nu - efter alt at dømme - bag lås og slå.
I hvert fald blev en 23-årig mand fra Skærbæk og en 21- årig mand fra Tønder lørdag fremstillet i grundlovsforhør og sigtet for røveriet. Dommeren valgte at varetægtsfængsle begge mænd i foreløbig to uger.
Politiet var kommet på sporet af de to mænd, efter at de fredag eftermiddag tilsyneladende forsøgte at begå et nyt røveri. Denne gang ved højlys dag og ikke i Skærbæk, men i området omkring Føtex i Esbjerg. Her truede de en forbipasserende med peberspray, og vedkommende blev ifølge politikommissær Thomas Berg fra Syd- og Sønderjyllands politi også spyttet i ansigtet.
De to mænd løb herefter fra stedet, men blev anholdt fem minutter senere. I forbindelse med røveriforsøget i Esbjerg er de også sigtet for vold.
- At spytte andre anses nemlig af være en overtrædelse af straffelovens voldsparagraf, forklarer Thomas Berg.