Annonce
Erhverv

R-ordfører om dab-udbud: For vigtig sag til at slutte her

Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Ombudsmanden vil ikke undersøge omstridt udbud af en ny dab-kanal, men for Jens Rohde (R) fortsætter sagen.

Selv om Ombudsmanden har afvist at undersøge forløbet om udbuddet af en ny dab-kanal, mener medieordfører for De Radikale Jens Rohde ikke, at sagen om udbuddet - og Radio24syvs lukning - er slut.

- Det her handler ikke bare om en radiostation. Det handler om noget, der er meget, meget større. Herunder vores frie presse, gennemsigtighed og forudsigelighed ved udbud.

- Altså nogle helt grundlæggende principper i den måde, vi driver vores samfund på, hvor vi jo har rigtig mange udbud af offentlige opgaver, siger han.

I udbuddet om en dab-kanal var der tre ansøgere: Den eksisterende Radio24syv, den nye Radio Loud og DK4 Radio.

Det var ungdomsradioen Loud, der vandt udbuddet. Det besluttede Radio- og tv-nævnet. Efterfølgende er nævnet blevet mødt med skarp kritik - blandt andet fra Jens Rohde - for sine metoder til at nå frem til afgørelsen.

Jens Rohde henviser til, at der stadig er flere muligheder for at klage over Radio- og tv-nævnets afgørelse.

- Det er jo Ombudsmandens vurdering og Ombudsmandens valg, og så har Radio24syv nogle muligheder for at tage sagen til domstolen, og de kan også indklage den til Klagenævnet for Udbud, siger han.

Endelig kan Rigsrevisionen tage sagen op. Og så vil Jens Rohde opfodre journaliststanden til fortsat at granske udbuddet.

- Det her er i mine øjne den største politiske medieskandale, siden man lukkede Radio Mercur i sin tid, fordi det for mig er fuldstændig åbenlyst, at der har været nogle politisk motiverede beslutninger rettet mod en radiostation, som nogle ikke kunne lide, siger han.

Radio Mercur var en reklamefinansieret radio. Den sendte fra et skib i internationalt farvand i Øresund og Storebælt fra 1958 til 1962, indtil stationen - dengang den eneste, der brød Danmarks Radios monopol - blev lukket.

- Helt tilbage fra dengang, hvor Dansk Folkeparti pludselig mente, at en radiostation, som vi havde brugt 800 millioner kroner på gennem otte år, skulle flytte et andet sted hen, fortsætter Jens Rohde.

- Enhver kunne sige sig selv, at det ville have konsekvenser.

Radio24syvs sendetilladelse på FM-båndet udløb med udgangen af oktober.

Radioen undlod at søge om frekvensen igen, da det - på Dansk Folkepartis initiativ - blev et politisk krav, at hovedparten af stationen skulle baseres mindst 110 kilometer fra København.

Et krav, som Radio24syv ikke fandt muligt at efterleve for stationen, der siden 2011 havde haft hovedsæde i København.

Til gengæld søgte stationen om tilladelse til at sende fra en ny dab-kanal.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener: Udskriv en dosis sund fornuft i en fart

Udeblivelser er et regulært problem i sundsvæsenet. Fordi det er spild af de trængte velfærdsressourcer, når både højt specialiseret personale og dyrt udstyr må vente forgæves på en patient, der ikke dukker op på det afsatte tidspunkt. Derfor er det helt og aldeles håbløst, at et ufleksibelt system tidligere på året betød, at en succes på Kolding Sygehus måtte lægges i graven. Succesen var et forsøg, der gav patienter med en henvisning mulighed for selv at booke en tid til skanning fremfor blot at få stukket systemets tid ud. Forsøget fik antallet af udeblivelser til at falde fra i gennemsnit 14 om ugen til fire. Det viste sig nemlig, at fleksibiliteten betalte sig. At det for patienterne gjorde en forskel. Helt banalt i form af muligheden for at kunne booke en tid, som passede ind med øvrige gøremål. Og sikkert også i form af øget ansvarlighed. En tid, man selv har booket, er svær at udeblive fra. Et sådant forsøg skulle selvfølgelig ikke bare fortsætte, men bredes ud. Ikke bare til andre afdelinger på Kolding Sygehus, men på alle sygehuse. Skulle man tro. Men sundhedsloven er firkantet, og den foreskriver, at patienter skal have en konkret tid i hånden tre dage efter henvisningen. Altså levner loven ikke plads til patientens egen booking. Derfor døde forsøget. Trods et resultat, der uomtvisteligt var positivt for både patienter og sundhedsvæsen. Region Syddanmark skubber på for at få lov til at genoptage forsøget. Ros for det. Forsøget er i sin essens et eksempel på et sundhedsvæsen, der er til for borgerne og ikke det omvendte. Det bør derfor være en formsag for Sundheds- og Ældreministeriet at finde en gangbar vej gennem egne regler og bureaukrati, så patienterne igen kan tages med i planlægningen. Sundhedsloven sikrer vigtige patientrettigheder. Det er godt, og historien viser, at det er nødvendigt. Men det er et sygt sundhedsvæsen, der kvæler gode tiltag i et stift bureaukrati. Må sundhedsministeren reagere hurtigt: Der er brug for en dosis sund fornuft i en fart.

Esbjerg

Fødevarekontrol: For gammel frugt koster Brugsen i Bramming bøde på 30.000 kroner

Annonce