Annonce
Indland

Radikale: Telesag udvikler sig til historisk retsskandale

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Rigspolitiet får en hård medfart efter teleafsløringer af flere politikere, skriver Berlingske.

Flere partier hen over midten kritiserer Rigspolitiet for ikke at have oplyst Justitsministeriet øjeblikkeligt om den såkaldte telesag, hvor 10.700 straffesager skal gennemgås for systemfejl i teleoplysningerne.

Det skriver Berlingske.

I februar blev Rigspolitiet for alvor klar over systemfejlene i teledata, men det var først dagen efter Folketingsvalget, 6. juni, at Justitsministeriet blev orienteret.

De Radikale mener, at fejlen overhovedet kunne finde sted, var nok til, at ministeren skulle have fået det at vide.

- Efterhånden synes jeg på baggrund af de nye oplysninger, der er kommet, at det her har udviklet sig til at det er en historisk retsskandale, siger retsordfører for De Radikale Kristian Hegaard til Ritzau.

Han kalder det "meget påfaldende", at ministeriet ikke fik øjeblikkeligt besked.

- Det tyder på, at der er gået politik over borgernes retssikkerhed. Man skal hellere betænke borgernes retssikkerhed, fremfor hvornår der er Folketingsvalg, siger Kristian Hegaard.

Han får ifølge Berlingske opbakning hos Venstre, SF og Enhedslisten, som alle mener, at justitsministeren burde have været underrettet, i det øjeblik Rigspolitiets IT-fejl blev konstateret.

Formanden for Folketingets Retsudvalg, Preben Bang Henriksen (V), kritiserer også forløbet.

- Det er jo en skandale af dimensioner, og der virker det dybt betænkeligt, hvis man ikke har informeret ministeriet og ministeren – og dermed også Folketinget og Retsudvalget, siger han til Berlingske.

Rigspolitiets fejlagtige oplysninger betyder, at uskyldige kan være dømt. Fejlen blev ifølge Rigspolitiet rettet 8. marts.

Det er tidligere kommet frem, at politiet på baggrund af it-fejlen skal i gang med at gennemgå 10.700 straffesager i perioden fra 2012 til 2019.

Det er sager, hvor teleoplysninger indgår, og hvor de forkerte registreringer kan have ført til fejl i sagsbehandlingen.

Ny justitsminister Nick Hækkerup (S) har bestilt en uvildig undersøgelse af hele forløbet. Den lander i september.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Det ligegyldige alternativ

De entrede dansk politik med kærlighed, dans og et dybfølt ønske om en anderledes måde at drive landet på. Alternativet stormede ind i Folketinget ved valget i 2015 og fik fem procent af stemmerne uden nogen anden dominerende slagplan end at gøre tingene på en alternativ måde. Leder Uffe Elbæk fandt det hele ganske "crazy", og på Nørrebro, hvor partiet fik næsten 18 procent af stemmerne og blev større end Socialdemokratiet, løftede man taget i ekstase og drømte om en ny verdensorden. I dag er festen slut. Et elendigt resultat til folketingsvalget i 2019 sendte partiet ned på tre procent af stemmerne, og man må konstatere, at partiet ingen varige aftryk har sat på dansk politik. Til trods for, at folketingsvalget i juni netop handlede om klima, der jo ellers er et af Alternativets mærkesager. Men dagsordenen er global og har ikke en snus med Alternativets indsats at gøre. Skulle man være i tvivl, kan man konsultere det såkaldte forståelsespapir, der er skrevet af regeringen Mette Frederiksen (S) og dens støttepartier Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Her er sat de mest ambitiøse - og måske også uopnåelige - klimamål i historien, men altså uden, at Alternativet har været involveret. Partiet, der om nogen snakkede klima og en ny samfundsindretning, har ikke sat det mindste fingeraftryk på den mest ambitiøse klimadagsorden nogensinde - stærkere bevis for parlamentarisk ligegyldighed findes næppe, og det er sigende, at man ikke har hørt et kvæk fra Alternativet, siden vælgerlussingen i juni. Partiet har i dets korte historie budt på utallige farverige indslag så som en ganske alternativ festkultur, alternativ medarbejderpleje, alternativ ansættelsespolitik i partiet, men alt sammen artigheder fra gemakkerne og ikke fra den politiske scene. Jovist, Alternativet har fået fjernet transseksuelle fra listen over psykisk syge og andre fornuftige ting, men det varige aftryk på dansk politik er det ikke blevet til, og bliver det heller næppe.

Tønder

Over 100 får måtte reddes fra vandmasser på mark

Annonce