Annonce
Debat

Radikalimatias i EU

Annonce

Læserbrev: Hvis De Radikale får magt som de har agt med hensyn til at lade danske skatteydere kautionere for de dybt uansvarlige sydeuropæeres gældsætning, vil det få uoverstigelige konsekvenser for ikke mindst danske boligejere. Det er ikke uden grund, at danskerne har et af de laveste renteniveauer i verden. Det skyldes først og fremmest, at danskerne har opført sig økonomisk fornuftigt med rettidig omhu. Nødvendige reformer er gennemført, og dansk økonomi har nærmest været belagt med teflon, hvor der skulle en corona til at ridse belægningen.

Lykkes det for EU at stikke snablen i den danske statskasse for at kautionere for euro-obligationer, vil det rokke ved tilliden til dansk økonomi. Og det vil med kirurgisk sikkerhed føre til højere renter, som ikke mindst de danske boligejere skal betale. Hvorfor i alverden skulle vi i Danmark dog kautionere for blandt andre Grækenland, Italien, Frankrig og Spanien? Det er lande, der i årtier har opført sig dybt økonomisk uansvarligt og nægtet at gennemføre de nødvendige reformer af eksempelvis pensionssystemet. Det er lande, hvor arbejdsindsatsen er meget lavere, end det er tilfældet i Danmark. Det er lande, hvor borgere pensioneres længe inden de fylder 60 år. Det er lande, hvor mange kvinder sjældent er ude på arbejdsmarkedet. I Italien hersker bl.a. mafiaen og holder befolkningen i et økonomisk jerngreb. Og der arbejdes sort i en sådan grad, at skatteinddrivelsen nærmer sig en farce. Men det er ingen farce, for der er eksempelvis ikke penge nok til at drive et ordentligt sygehusvæsen, og de betaler ikke nær det, de burde, til EU-budgettet.

I Grækenland blev det under krisen for nogle år siden afsløret, at titusinder af grækere er ansat i den offentlige sektor, men de har, selv om de får løn, aldrig sat deres ben på en offentlig arbejdsplads. Samtidig gælder det samme i Grækenland som i Italien, når det gælder sort arbejde, ligesom i øvrigt i Spanien. Og Frankrig har et arbejdsmarked, hvor folk pensioneres i en alder, hvor danske lønmodtagere fortsat har mindst 15 år tilbage på arbejdsmarkedet.

Danskerne yder i forvejen de største bidrag til EU's budgetter pr. borger, og vi har et årligt underskud på EU i størrelsesordenen 10 milliarder kroner i forhold til, hvad vi får tilbage. Danmark skal ikke betale mere - hverken til EU's budget eller endnu værre til økonomisk forsumpede Eurolande, hvis borgere er dovne og ikke er parate til de reformer, der måske kunne få dem ud af sumpen. For spørgsmålet er, om ikke det er på tide at indse, at hele euro-konstruktionen var en enorm fejltagelse, hvor nogle lande i Sydeuropa – og senere også Østeuropa - i deres naivitet troede, at de kunne få nordeuropæerne med Tyskland i spidsen til at finansiere deres overforbrug og dovenskab.

Heldigvis har de danske vælgere flere gange vist sig klogere end både de politiske flertal på Christiansborg og erhvervslivets topledere. Vælgerne sagde nej til euroen, men det respekterer De Radikale tydeligvis ikke. De vil luske Danmark ind i euroen ad bagvejen ved at lade danske skatteydere hæfte for euroobligationer til at dække sydeuropæiske huller i diverse statskasser. Man må håbe, at andre partier på Christiansborg har større respekt for folkestyret, og siger klart og tydeligt nej til at lade blandt andre Italien, Spanien, Grækenland og Frankrig stikke et sugerør dybt ned i den danske statskasse.

For ingen er vel i tvivl om, at spurgte man vælgerne, så ville det blive et rungende nej til dansk kaution for euroobligationer.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce