Annonce
Sport

Rafael van der Vaart: Ubeskriveligt at være tilbage

Rafael van der Vaart fik mandag aften sine første minutter i EfB-trøjen. Og Esbjerg vandt for tredje gang i træk med 1-0. Foto: Henning Bagger / Scanpix Ritzau

Den tidligere verdensstjerne fik den sidste lille halve time på banen, da Esbjerg mandag aften nedlagde AaB.

REAKTIONER: Et stort og meget bredt smil.

35-årige Rafael van der Vaart, der har prøvet så ufattelig meget i en imponerende karriere, var en meget glad mand, da han og holdkammeraterne havde slidt sig til den tredje 1-0-sejr på stribe.

Det var første gang i et halvt år, at Rafael van der Vaart spillede superligabold.

- Vi er jo nok lidt heldige til sidst, men jeg synes, at vi kan være stolte af os selv. Alle knoklede virkelig, mente hollænderen.

Rafael van der Vaart var også træt.

- Jeg følte, at jeg konstant spillede back i de sidste 10 minutter af kampen, men det gør ikke spor. Selvfølgelig kan jeg godt mærke, at kampformen ikke er der endnu, men vi bygger på dag for dag, forklarede han.

Og Esbjerg-cheftræner John Lammers var naturligvis også en meget glad mand efter sejren.

- Det holdt hårdt, og de sidste minutter føltes meget lange. De spillede mange høje bolde ind i vores felt i slutfasen, og det er jo bare lige en enkelt bold, som skal lande et forkert sted.

- Men vi holdt den hele vejen hjem. Og jeg har lige sagt til spillerne, at jeg er stolt af dem. De gav alt, hvad de havde. Når man spiller med den indstilling, kan man nå langt - og det synes jeg, at vi viser nu med tre sejre i træk.

Esbjerg rykker op i top seks med udesejren i det nordjyske.

- Er det rigtigt? Det havde jeg ikke lige regnet på, men det er vi da glade for. Jeg glæder mig også meget over, at vi nu tre gange i træk har holdt vores mål rent.

Det lignede ellers en AaB-scoring undervejs i første halvleg, men Jeppe Højbjerg viste høj klasse i den situation.

- Jeg har rost ham. Han var meget sikker i dag. Han kom godt ud i feltet, og Jeppe viste i det hele taget, at han er en fantastisk målmand.

Annonce

Den bedste reklame

John Lammers var også meget tilfreds med Rafael van der Vaart.

- Vi havde ikke aftalt, at han skulle ind. Den slags ved man aldrig på forhånd. Det kommer jo an på, hvordan kampen udvikler. "Rafa" kom ind og gled fint ind i spillet. Han er vigtig for truppen, og jeg er sikker på, at vi nok skal få meget glæde af hans kompetencer. Manden elsker bare at spille fodbold.

Sejren over AaB er den bedste reklame for Esbjergs hjemmekamp på Blue Water Arena på søndag mod FC København - og træner Lammers håber, at opbakningen til superligaens nye top seks-hold bliver massiv.

- Ja, nu vil vi gerne have en masse dejlige tilskuere på stadion. Det synes jeg, at holdet har fortjent efter de sidste fine kampe, sagde han.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark For abonnenter

Skandaleramt omskæringslæge måtte trække sig fra Sygehus Sønderjylland: Nu huserer han andre steder i landet

Fodbold

Finnerne får deres EM-fest

Leder For abonnenter

JV mener om flystøj: Det kan staten ikke være bekendt

Det er en urimelig behandling, mange af naboerne til de kommende F-35 kampfly i Skrydstrup har udsigt til at få. Fredag præsenterede et bredt politisk flertal en aftale, som vil koste skatteyderne 250 millioner kroner i forskellige former for kompensationer til de støjramte naboer. Det er i sig selv mange penge, men det er dog kun godt en procent af det beløb, som staten bruger på selve købet af de 27 nye fly. Når man køber fly for 20 milliarder kroner, skal man også være parat til at betale en anstændig pris for at undgå, at naboer kommer i økonomisk klemme, fordi deres boliger vil falde i værdi. Man kan af gode grunde ikke på forhånd vide, hvad det værditab bliver, og derfor kan der ikke på nuværende tidspunkt afsættes et fast beløb. Men det gør det politiske flertal i en aftale, der ud over at være for nærig også er alt for firkantet. Staten vil tilbyde 117 boligejere tættest på flyvestationen, der bor i en såkaldt rød zone, at de kan få opkøbt deres ejendom. Til gengæld er der cirka 1500 beboere i en såkaldt gul zone lidt længere væk, som kun vil blive tilbudt en støjsikring til 70.000 kroner. Forsvarsminister Trine Bramsen (S) forsvarer sig med, at der ikke er juridisk grundlag for at udbetale erstatning for det værditab, der måske vil blive på grund af den forøgede flystøj. Men så må det politiske flertal træde i karakter som lovgivere og sørge for, at dette juridiske grundlag bliver skabt. Det må selvfølgelig ikke blive et tag selv-bord for husejere, der bare vil kunne påstå, at de har fået et kæmpe værditab og derfor skal have en erstatning. Det skal være en uvildig instans, som konkret skal vurdere, om ejendommene i området kommer til at tabe mere i værdi, end de måske ellers ville have gjort, hvis der ikke var købt nye kampfly. Det vil betyde, at staten ikke på forhånd kan vide, hvad udgiften til at dække naboernes tab bliver. Men det er en regning, alle skatteydere må være parat til at betale.

Danmark

Agnes er dybt skuffet over flyerstatning: Det er fuldstændig uanstændigt

Danmark

Endelig plan for millionerstatning er landet: Støjramte F-35-naboer kan få 70.000 kroner i hånden

Annonce