Annonce
Udland

Raketter fra Gaza afbrød Netanyahus valgmøde

Amir Cohen/Reuters
Israels premierminister måtte kortvarigt evakueres, da luftsirenerne gik i gang. To raketter er skudt ned.

Israel har skudt to raketter ned, der blev affyret fra Gazastriben tirsdag, oplyser israelsk militær.

Sirenerne, der advarede om, at der var et angreb på vej, fik premierminister Benjamin Netanyahu til kortvarigt at afbryde et valgmøde i byen Ashdod i det sydlige Israel.

Få minutter senere kunne han dog vende tilbage til podiet og fortsætte sin tale.

De to raketter blev skudt i retning mod Ashdod, men blev stoppet af det israelske raketforsvar. Der er ingen meldinger om tilskadekomne.

Raketterne blev affyret få timer efter, at Netanyahu havde afsløret planer om at annektere dele af den besatte Vestbred, hvis han bliver genvalgt ved nyvalget 17. september.

Sirenerne gik også i gang i byen Ashkelon tirsdag aften.

Der er ikke umiddelbart nogen gruppe, der har påtaget sig skylden for raketangrebet.

Med kun en uge til valget har Netanyahus politiske modstandere omgående benyttet raketangrebet til at beskylde premierministeren for ikke at gøre nok for at stoppe raketterne fra Gaza.

- Store ord bliver erstattet af nul handling, lyder det i en udtalelse fra Benny Gantz, der er tidligere hærchef og leder af partiet Blå og Hvid.

Gantz tilføjer, at hvis han bliver premierminister, vil han "ikke tolerere én eneste raket".

Der er nyvalg i Israel om en uge, efter at det ikke lykkedes for Netanyahu at danne en ny regering efter valget i april.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener: Først nu er Britta Nielsen dømt

Det har vakt berettiget opsigt, at det over en lang årrække lykkedes Britta Nielsen at stjæle over 100 millioner kroner, som ellers skulle være brugt til gavn for de svageste borgere i samfundet. Hvordan kunne en betroet offentligt ansat optræde så kynisk? Og hvordan kunne kontrolmekanismerne i en ellers gennemreguleret offentlig sektor svigte i så uhørt grad? Det er spørgsmål, mange danskere savner gode svar på. Og med god grund. For Britta Nielsen-sagen er sammen med andre statslige skandaler i de senere år med til at skabe tvivl om, hvorvidt vores samfund virkelig er så ukorrupt og velfungerende, som vi ellers godt kan lide at bryste os af. Desværre har Britta Nielsen også kunnet have oplevelsen af at være dømt på forhånd. Her er, hvad daværende socialminister Mai Marcado (K) sagde om Britta Nielsen i efteråret 2018 til Berlingske: - Man er virkelig gennemgående et dårligt menneske, når man vælger at stjæle fra den her gruppe. Så har man jo ingen moral og ingen nedre grænse for anstændighed. Mai Mercado havde fuldstændig ret i sin bedømmelse af Britta Nielsen. Men det var meget upassende, at hun stemplede Britta Nielsen som skyldig, inden retten havde talt. Det var en udtalelse, der formentlig er i strid med god forvaltningsskik, da Mai Mercado på det tidspunkt var minister og dermed havde et særligt ansvar. Såvel borgere, medier som politikere kan undervejs i en så omtalt sag som denne nemt komme til at bruge formuleringer, der reelt slår fast, at den mistænkte er skyldig. Men det er meget vigtigt, at vi holder fast i, at det kun er de uafhængige domstole, som kan frikende eller dømme en anklaget. Det skal også gælde for en gennemført kynisk svindler som Britta Nielsen. Selv om hun siden efteråret 2018 af de fleste har været opfattet som skyldig, var det først tirsdag klokken 16.30, at hun fik sin dom ved Københavns Byret. Mange vil nok mene, at hun havde fortjent en længere straf end de seks år og seks måneders fængsel, det blev til. Men det er ligegyldigt for Britta Nielsens sag, hvad den enkelte borger mener. Retten har talt, og sådan skal det være i et retssamfund.

Kolding

Mere regn på vej: Beredskab holder ekstra øje med vandstand i Kolding efter oversvømmelser

Annonce