Annonce
Haderslev

Nyder pensionistlivet: Ramboline er faldet til i sit nye hjem - men må undvære Ali

Ramboline førte an, da de fire elefanter indtog Elefantsletten i lørdags. Ramboline kan kendes på, at hun kun her en stødtand; den højre. Foto: Asger Thielsen
De pensionerede danske cirkuselefanter kan nu opleves på Elefantsletten.
Annonce

MØLBY/KNUTHENBORG: Det var næsten som at se en flok forårskåde køer komme på græs for første gang, da fire elefanter lørdag blev sluppet fri i deres nye anlæg i Knuthenborg Safaripark på Lolland.

I stedet for græs var det dog blade fra træerne, som de med snablerne guffede i sig.

– Det var helt fantastisk at se Ramboline. Vi var meget nervøse for det. De fire elefanter holdt sig hele tiden til hinanden. Men Bernhard er meget ked af, at Ramboline skal væk fra os, fortæller cirkusdirektør Isabella Enoch Sosman fra Cirkus Trapez.

Hun var sammen med Bernhard Kaselowsky på Lolland og se deres cirkuselefant Ramboline blive sluppet fri sammen med de tre elefanter fra Cirkus Arena; Jenny, Lara og Djungla.

Bernhard Kaselowsky fik Ramboline, da hun var tre år gammel. Nu er cirkuselefanten altså sendt på pension som 40-årig, efter staten har købt elefanterne, fordi vilde dyr ikke længere må optræde i cirkus.

Hun var ikke vant til at være sammen med andre elefanter. Vi var bange for, at de ikke kunne lide hinanden. Men der var heldigvis ingen problemer

Isabella Enoch Sosman

Annonce

Gensynsglæde

Ramboline blev kørt til Cirkus Arenas hovedkvarter ved Slagelse allerede i december sidste år, så hun og de tre andre elefanter kunne vænne sig til hinanden.

Her stak de tre andre elefanter snablerne ud gennem tremmerne for at hilse Ramboline velkommen. Men hun var meget tilbageholdende.

– Hun var ikke vant til at være sammen med andre elefanter. Vi var bange for, at de ikke kunne lide hinanden. Men der var heldigvis ingen problemer.

Og da de blev transporteret til Knuthenborg hver for sig, og Ramboline ankom nogle dage senere end de andre, var gensynsglæden stor. De andre tre stak igen snablerne ud, larmede og viftede med ørerne.

– De havde savnet hende.

En andet savn er nu blevet permanent. Ramboline måtte i december også sige farvel til sin kamel ven Ali. De to var ellers uadskillelige, da de boede i Mølby. Men han kunne ikke komme med i elefantanlægget.

– De var bedste venner, så Ramboline har helt sikkert været ked af det.

Men flytningen til dyreparken og det nye elefantanlæg gik godt.

– Hun har det rigtig godt. Vi savner hende; her er meget tomt. Men det er rart, at hun ikke er så langt væk, selvom der er langt fra Sønderjylland.

Annonce

Elefantsletten

Også i Dyrenes beskyttelse er man glade for ordningen.

– Jeg kan slet ikke beskrive, hvor glad jeg er nu, hvor jeg efter mange års kamp kan se Ramboline, Jenny, Lara og Djungla dér, hvor de hører hjemme i de bedste omgivelser hos Knuthenborg Safaripark. Det var noget helt særligt at opleve, hvordan de fire elefanter reagerede, da de endelig blev lukket på græs. Nu skal de bare være elefanter til deres dages ende, siger Britta Riis, direktør for Dyrenes Beskyttelse.

På den nyindrettede elefantslette kan man opleve elefanterne plaske i vand, sandbade, vandbade og vandre omkring på de store vidder. Gæster kan køre eller gå rundt om hele anlægget med frit udsyn.

- Vi er så glade for, at vi endelig har åbnet dørene for danskerne. Vi har glæder os helt vildt til at byde Danmark indenfor for at opleve resultatet af to års arbejde. I dag er derfor en helt særlig dag. Gæsterne har også været meget glade, siger Christoffer Knuth, direktør i Knuthenborg Safaripark.

Cirkus Trapez har også valgt ikke at have kameler mere. Ali er kommet til kamelfarmen i Dronningmølle, mens de andre kameler er hos Bernhards bror i Tyskland.

Bladene på træerne var meget interessante for elefanterne. Foto: Christine Grænge
Så er de ude og klar til at inspicere deres nye savanne. Foto: Asger Thielsen
Fire pensionerede hunelefanter bor nu i Knuthenborg Safaripark. Foto: Christine Grænge
På Elefantsletten er der masser af plads til at boltre sig på. Foto: Asger Thielsen
Fire elefanter kom marcherende ...Foto: Asger Thielsen
Christoffer Knuth, direktør i Knuthenborg Safaripark, og Britta Riis, direktør for Dyrenes Beskyttelse var med, da elefanterne bevl sluppet fri. Foto: Christine Grænge
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce