Annonce
Tønder

Rambuktyveri gik helt galt: Gerningsmand tilbageholdt af ejer

Onsdag morgen gik det helt galt for en rambuktyv, der blev anholdt civilt, da han havde brudt ind i Emmerske Biler ved Tønder. Ved anholdelsen havde gerningsmanden, der er fra Esbjerg, lommerne fulde af nøgler til de udstillede biler i forretningen. Foto: Martin Franciere
Der gik 45 minutter fra en 28-årig rambuktyv onsdag morgen blev tilbageholdt i en civil anholdelse til politiet dukkede op hos Emmerske Biler. Forinden havde tyven smadret et stort glasparti og fyldt lommerne med nøgler til en række udstillede biler.

TØNDER: Det virkede som ren desperation, da en 28-årig mand fra Esbjerg tidligt onsdag morgen, forsøgte at gennemføre et rambuktyveri hos Emmerske Biler ved Tønder.

Ifølge politiets oplysninger blev manden anholdt af ejeren klokken 6.35 onsdag - en såkaldt civil anholdelse.

Gerningsmanden havde efterladt sin egen bil på vejen, da indkørslen til Emmerske Biler er spærret af en bom i nattetimerne. Herefter havde manden ved hjælp af en udstillet Peugeot 206 smadret et stort glasparti ind til forretningens udstillingslokale, hvorefter manden angiveligt smadrede en rude i døren til kontoret. Her havde han proppet lommerne med bilnøglerne til de udstillede og brugte biler, der tæller velrenommerede mærker som BMW, Porsche og Audi.

Hvordan den 28-årige havde tænkt sig at slippe afsted med mange biler, melder historien ikke noget om.

Annonce
En 28-årig mand blev i morges ved 6.30-tiden anholdt, da han forsøgte at stjæle biler hos Emmerske Biler ved Tønder. En Peugeot 206 blev brugt som rambuk. Foto: Martin Franciere

Lang ventetid

Peter A. Petersen, der ejer bilforretningen sammen med sin søn, Ole Frisk Petersen, fortæller, at den 28-årige gerningsmand blev tilbageholdt uden dramatik.

- Han havde et aluminiumsbat, som han gav mig, i hånden, fortæller faren, der bor tæt på forretningen. Han fortæller videre, at det var en nabo, der havde hørt braget fra det smadrede indgangsparti, og som advarede ham om det kriminelle forhold.

Sønnen, Ole Frisk Petersen fortæller, at der gik op til 45 minutter, før politiet havde ressourcer til at komme til Emmerske. I den mellemliggende tid blev gerningsmanden tilbageholdt.

Den lange tid, der gik, før ordensmagten dukkede op, blev brugt til at fiske oplysninger ud af gerningsmanden. Men tiden føltes lang.

- Det var ikke sjovt. Det var det sgu' ikke, konstaterer Peter A. Petersen.

Nøgler i lommerne

Den 28-årige forklarede blandt andet de mange bilnøgler i lommerne med, at han var fulgte efter en række udlændinge, der havde stjålet nøglerne. Men udlændingene var angiveligt flygtet ud over markerne og havde smidt dem fra sig på gårdspladsen - og det skulle altså være her, at gerningsmanden havde samlet nøglerne op.

Ifølge politikommissær Thomas Berg fra Syd- og Sønderjyllands Politis Områdecenter Syd, var den bil, som den 28-årige var kørende i, en ældre Hyundai, stjålet.

- Den ville han bytte til en ældre Audi, vi har stående. Han forklarede, at han havde travlt, fortæller Peter A. Petersen.

En 28-årig mand blev i morges ved 6.30-tiden anholdt, da han forsøgte at stjæle biler hos Emmerske Biler ved Tønder. En udtjent Peugeot 206 blev brugt som rambuk. Foto: Martin Franciere
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Digte fra voldsmanden: Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl?

JEG SAGDE SMUT/MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/SELV OM DET ER FORBUDT/AT PRUTTE MED KRUDT. Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl fra Yahya Hassan, der fra sin tidsubestemte psykiatriske anbringelse sender "Yahya Hassan 2" på gaden? Anmelderne på dagbladsredaktionerne i København er ikke i tvivl. Stjernerne vælter ned over lyrikeren. "En overrumplende karakterfuld og kanongod bog", mener eksempelvis anmelderen i Weekendavisen, der brugte hele sin forside på et interview med digteren, som chefredaktør Martin Krasnik i sagens anledning personligt udførte. Andre uden for den kulturelle indercirkel er uenige i, at den dømte voldsforbryder er en befriende stemme fra den kulturelt så berigende ghetto. Den tidligere krimireporter på Ekstra-Bladet, Dan Bjerregaard, siger til journalisten.dk, at Hassan har "chikaneret folk, han har truet folk, og han har skudt en mand i foden. Han har et voldsomt forbrug af narkotika, han flasher våben, og jeg mener, at man skal overveje det meget nøje, hvis man gerne vil bidrage til det liv." Og det mener Bjerregaard, medierne gør ved at lade Hassan fylde så meget, og at danskerne gør, hvis de køber hans "banale børnerim". At medier beskæftiger sig med værk nummer to fra en skribent, hvis første bog for seks år siden solgte over 100.000, er kun naturligt. Så lader man sig nok let rive med, men det er altså ikke i sig selv en adgangsbillet til omtale og hyldest, at man er af anden etnisk afstamning, opvokset i en ghetto, notorisk voldsforbryder og indsat på retspsykiatrisk afdeling. Produktet må være det afgørende. Der er kun én konklusion: Danskerne må vurdere, om det er stor kunst eller ubehjælpsomt ævl, så vi slutter med endnu et citat fra den nye "karakterfulde og kanongode bog": "JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/SIDEN ÅR 2013/TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED". Versalerne er forfatterens valg.

Annonce