Annonce
Udland

Rapport: Danmark risikerer at dække EU-milliard til fiskere

De betingelser, som EU-Kommissionen har opstillet for at modtage penge fra brexit-pulje, er ret restriktive. "Det er svært at komme til at bruge pengene, som vi gerne vil. Der er ikke meget ved en pose penge, hvis den ikke kan anvendes", siger direktør i Danmarks Fiskeriforening Kenn Skau Fischer. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Danske fiskere deler bekymring over brexit-penge, og de frygter, at rigide krav forhindrer, at de kan bruges.

I Danmark er det fiskerne, som er tiltænkt den største bid af de milliarder, der skal hjælpe erhverv ramt af Storbritanniens afsked med EU.

EU-Kommissionen foreslår, at danske fiskere får 1,1 milliard kroner fra EU-puljen, men processen og betingelserne for udbetaling er uklare.

Det betyder, at Danmark risikerer selv at måtte dække beløb, hvis EU-Kommissionen om tre år konstaterer, at penge ikke blev udbetalt korrekt, fremhæver EU's Revisionsret (ECA) i en rapport mandag.

- Vi er derfor bekymrede over den foreslåede timing og struktur, som skaber usikkerhed, hvor medlemslandene kan ende med at vælge uhensigtsmæssige eller uberettigede tiltag, siger ECA-medlem Tony Murphy på et videomøde med journalister.

Normalt skal et medlemsland konsultere EU-Kommissionen, inden penge fordeles til et projekt. Det er ikke tilfældet her, da man ønsker hurtig hjælp efter blandt andet tab af fiskerettigheder på grund af brexit.

Først i efteråret 2023 skal medlemslandene indberette til EU-Kommissionen, hvordan de har fordelt penge fra puljen.

Derpå kan EU-Kommissionen altså vende tilbage og kræve, at penge, der måtte være udbetalt uberettiget, betales tilbage.

- Vi kan se, at der er risici ved den model, der er fremlagt, og det er klart, at vi gerne ser det ændret, siger Murphy.

Der skal findes en "god balance mellem fleksibilitet og passende kontrolstrukturer", lyder det fra ECA, for det er også "klart, at vi ikke kan vente i årevis".

Også i EU-Parlamentet er der udtrykt kritik af modellen.

I Danmarks Fiskeriforening var der i januar ellers ros til EU-Kommissionen for at handle hurtigt.

Nu har foreningen fået større indsigt i processen, og det ser ikke længere godt ud.

- De betingelser, som Kommissionen har opstillet, er ret restriktive. Det er svært at komme til at bruge pengene, som vi gerne vil. Der er ikke meget ved en pose penge, hvis den ikke kan anvendes, siger direktør Kenn Skau Fischer.

Der er desuden meget stor forskel på, hvor meget hvert enkelt land modtager. Nogle EU-lande mener nu, at forskellen er for stor i fordelingen af de første fire af de i alt fem milliarder euro.

- EU-Kommissionen havde håb om, at det kunne være klar til påske. Men nu trækker det i langdrag. Det bekymrer os, siger Kenn Skau Fischer.

Danske fiskere står ikke alene med problemet. Frankrig går ifølge direktøren foran i et forsøg på at ændre betingelserne.

Ifølge Kommissionens forslag står Danmark til at få 1,74 milliarder kroner fra puljen i år. Danmark ligger højt på listen over lande, der får mest fra puljen - med Irland på en meget klar førsteplads.

Trækker man de cirka 1,1 milliard til fiskerne fra, er resten tænkt som kompensation for tab i handlen med varer og tjenesteydelser.

Det er dog medlemslandene, der alene bestemmer fordelingen af pengene, og derfor ved de danske fiskere endnu ikke, hvor meget de vil få.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Trekantområdet For abonnenter

Sex i en hemmelig verden: Alle slags mænd mødes i skoven - også dem med vielsesring og autostol på bagsædet

Annonce