Annonce
Udland

Rapport: Der er sket folkemord på Canadas indianerkvinder

Dave Chan/Ritzau Scanpix
Tusindvis af indianerkvinder, indianerpiger og mange indianske LGBT-personer blev ofre for nyligt folkedrab.

Der er sket et "folkedrab" på indianerkvinder i Canada gennem årtier. Det hævder en rapport fra offentlig høring i landet.

De statslige institutioner har ifølge rapportens forfattere forholdt sig passivt over for udbredt vold, som har rod i kolonialisme og ideologier fra kolonitiden.

- Vi ved, at tusindvis af indianerkvinder, indianerpiger og mange indianske LGBT-personer er gået tabt i et canadisk folkedrab, hedder det i rapporten.

Rapporten er blevet offentliggjort af den nationale tv-station CBC.

Den 1200 sider lange rapport siger, at indianerkvinder og piger udsættes for uforholdsmæssig megen vold på grund af rodfæstede holdninger fra kolonitiden og passivitet fra statens side.

Rapporten vil officielt blive offentliggjort ved en ceremoni mandag.

Den har været ventet i lang tid, efter at der blev iværksat efterforskninger af drab og eftersøgninger af forsvundne indianerkvinder og indianerpiger.

Omkring 1,6 millioner af Canadas 37 millioner indbyggere er indianere og eskimoer. Indianerkvinder udgør omkring tre procent af Canadas befolkning, men de udgjorde mellem 16 og 24 procent af drabsofrene i de perioder, som er undersøgt, skriver rapportens forfattere.

- Det har taget 40 år at nå frem til dette øjeblik, og det er kun sket, fordi indianerkvinder har insisteret og kæmpet for at få skabt åbenhed om det, siger Robyn Bourgeois.

Robyn Bourgeois har ledet en kampagne for at få det officielle Canada til at forholde sig til drabene og de mange "forsvindinger".

Efterforskninger af drab på kvinder er igen og igen endt resultatløst.

I den nye rapport anføres det, at omkring 1200 kvinder er blevet dræbt eller er forsvundet sporløst i Canada siden 1980, men nogle aktivister mener, at det reelle tal er langt højere.

Et drab på en 14-årig indianerteenager Tina Fontaine førte til et udbredt krav om, at der skulle ske forandringer, så kvinder og piger fra Canadas oprindelige folkeslag (indianere og inuitter) bliver beskyttet bedre.

Premierminister Justin Trudeau og hans liberale regering har gjort undersøgelser og bedre forhold for indianersamfundene til en topprioritet.

CBC skriver, at den nye rapport indeholder over 230 anbefalinger til regeringen og myndighederne.

/ritzau/AFP

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Vores naboers mismod tiltager konstant

Allerede før første stolpe var sat, skabte det danske vildsvinehegn tysk mismod . Her er det en udbredt opfattelse, at der er tale om en camoufleret grænsemur. Anlægget bliver kædet sammen med den danske indrejsekontrol og skaber hos vores naboer billedet af et land, der ønsker at isolere sig. Nu er hegnet færdig, og alt er meget værre. Det viser sig, at hegnet er en dødsfælde for vildtet. Billeder af kvæstede og dræbte dyr fylder tyske, sociale platforme og traditionelle medier. Selv landsdækkende tv har haft indslag. Med tysk logik er hegnet ubegribeligt. Naboerne påpeger ganske korrekt, at afspærringen ikke er nogen garanti for, at den afrikanske svinepest ikke når vores breddegrader. Vildsvin kan snige sig over i de passager, der er skyldes veje og vandløb. Samtidig er dyrene fremragende svømmere, der let kan krydse Flensborg Fjord. Endelig udgår den største smittefare ikke nødvendigvis fra vildsvin, men fra mennesker. Hvis en inficeret, polsk kødpølse på en eller anden vis havner i danske dyrs fødekæde, er skaden sket. Alle disse indvendinger er ubestrideligt rigtige. Og så må der vel stikke noget andet under, konkluderer førnævnte, tyske logik. Vi er hidtil ikke lykkedes med at forklare, at der i høj grad er tale om en mentalhygiejnisk foranstaltning. Danske landmænd og fødevaresektorens mange ansatte kan sove lidt roligere, fordi der trods alt er rejst en barriere mod smitten. Samtidig sender vi et signal til de udenlandske markeder om, at vi bekymrer os om fødevaresikkerheden. Da dette budskab tilsyneladende er usælgeligt hos vores naboer, kan vi i det mindste begrænse skaden. Derfor er det fint, at der nu træffes foranstaltninger, som skal begrænse faren for yderligere skader på vildt. Men samtidig må det være tilladt at undre sig over, at ingen havde forudset problemet. Så var vi nok stadig blevet stemplet som nationalister. Men vi var i det mindste sluppet for beskyldningen om, at vi slog Bambis mor ihjel.

Annonce