Annonce
Udland

Rapport: Iran har vundet stor indflydelse i Mellemøsten

Str/Ritzau Scanpix
I særlige indflydelsesoperationer har Iran fået mange tilhængere i Mellemøsten, siger forskningsinstitut.

Iran vinder mere og mere terræn i en strategisk kamp om magt og indflydelse i Mellemøsten, mens det går tilbage for rivalen Saudi-Arabien.

Det konkluderer en rapport fra Det Internationale Institut for Strategiske Studier (Iiss) i London.

Irans regionale rivaler har brugt milliarder af dollar på våben. Mange af dem er blevet købt i Storbritannien.

Men for langt færre midler har det sanktionsramte Iran været i stand til at vinde strategiske fordele og endda kontrollerende indflydelse i områder i blandt andet Syrien, Libanon, Irak og Yemen.

- Iran har opbygget netværk og ikkestatslige alliancer i hele regionen gennem såkaldte stedfortræder-militser, hedder det i rapporten.

Iranerne har i Libanon markant indflydelse gennem den politisk-militære organisation Hizbollah.

Men det mest afgørende nye er ifølge rapporten, som har titlen "Irans indflydelsesnetværk i Mellemøsten", at iranske operationer er langt mere omfattende end hidtil antaget. Det betyder, at iranernes revolutionære islamiske ideologi bliver mere og mere udbredt.

- Magtbalancen er blevet tippet til fordel for Iran, ved at iranerne har vundet indflydelse ved at imødegå konventionelle styrker med særlige operationer.

- I disse særlige indflydelsesoperationer har Iran vundet mange tilhængere - ofte ved brug af tredjeparter, skriver rapportens forfattere.

En nøglespiller i den udvikling har været Quds-styrken, som er en særlig operationsstyrke i Revolutionsgarden.

I april betegnede præsident Donald Trump Quds-styrken og andre enheder i Iran som "udenlandske terrororganisationer". Iran svarede igen ved at betegne USA's militær i Den Persiske Bugt som en "terroristisk enhed".

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Sørgelig sag fik det rette udfald

Sagen er helt igennem sørgelig. Men det kunne ikke være anderledes. Naturligvis måtte den danske stat ikke lade et lille barn gå til grunde i en lejr i Syrien, efter såvel barnets somalisk-danske mor som faren tilsyneladende er blevet dræbt. Derfor er den 11 måneder gamle dreng nu blevet hentet til Danmark, hvor han forhåbentlig får en god fremtid sammen med sine slægtninge. Både drengens mor og far har haft tilknytning til Islamisk Stat. Sagen er den bedst tænkelige illustration af det idioti, disse fanatikere er besat af. Deltagelse i terror er i sig selv utilgivelig. Men det er komplet ubegribeligt, at forældre også er parate til at ofre deres eget barn for en tåbelig sag. Netop dette er jo konsekvensen af at medbringe børn eller sætte dem i verden i det helvede, Islamisk Stat lykkeligvis kun for en kort periode kunne etablere i Mellemøsten. Vi skal i sådanne sager være humane, men med kraftige forbehold. For den danske stat er der uanset farven på de pågældendes pas ingen grund til at gøre sig synderlige anstrengelser for at hente andre IS-terrorister til landet. Det gælder også for de pågældendes børn, med mindre ganske særlige forhold gør sig gældende. Det var tilfældet for den lille dreng samt i en tidligere sag, hvor en hårdt kvæstet 13-årig dreng i juni blev evakueret fra en interneringslejr. Alternativet havde formentlig i begge tilfælde været børnenes død. Det må vi ikke medvirke til. Dansk Folkeparti lufter mistanken om, at det reelt ikke er muligt at kontrollere, hvorvidt den lille drengs forældre faktisk er afgået ved døden. I lyset af de kaotiske forhold i Syrien er denne skepsis begrundet. Men skulle for eksempel moren senere vise sig at være i live, bør det på ingen måde berettige hende til en fribillet retur til Danmark. Flere medier har bragt historier om tidligere IS-terrorister, der angiveligt bittert har fortrudt og nu vil retur til Danmark. Til dem er beskeden: Alle valg i livet har konsekvenser, og I er ikke velkomne.

Annonce