Annonce
Danmark

Rapport: Offentlige anklagere møder uforberedte op i retten

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Justitsminister Nick Hækkerup påpeger, at flere er blevet ansat i anklagemyndigheden, men sagspres er steget.

Cirka en tredjedel af de offentlige anklagere i Danmark møder nogle gange uforberedte op i retten.

Annonce

Det viser en ny undersøgelse blandt 508 jurister i anklagemyndigheden, som analyse- og rådgivningsvirksomheden Epinion har foretaget for Rigsadvokaten, skriver Berlingske.

I undersøgelsen svarer 36 procent af de medvirkende, at de sommetider eller ofte er mødt uforberedt i retten. Syv procent af de adspurgte svarer, at det sker "ofte".

Line Scharff, der er formand for Foreningen af Offentlige Anklagere, kalder tallene for "meget bekymrende".

- Jeg kan genkende, at man får besked om at møde i retten med meget kort varsel, og så må man tage sagen under armen og forberede sig i taxaen, siger hun til Berlingske.

Line Scharff påpeger, at rapporten bekræfter, at anklagere føler sig under et stort arbejdspres.

Berlingske afdækkede sidste år, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i anklagemyndigheden på landsplan var steget.

Antallet af sager, der var mere end 180 dage gamle, var mere end firedoblet.

Rapportens resultat bekymrer justitsminister Nick Hækkerup (S).

I finansloven for i år blev der ellers afsat 50 millioner kroner til anklagemyndigheden, hvilket svarer til cirka 60 årsværk.

- Tit, når den offentlige sektor er under pres, er det fordi, der er skåret ned, men der er faktisk blevet ansat flere i anklagemyndigheden, og vi har øget produktiviteten, siger Nick Hækkerup til Berlingske.

- Vi står bare i en situation, hvor sagspresset er steget så meget, at der opstår problemer.

De Radikales retsordfører, Kristian Hegaard, siger til Ritzau, at der "er nogle rystende konklusioner i denne rapport", herunder at en tredjedel af anklagerne er mødt uforberedte op i retten.

- Deres arbejdsforhold skal forbedres, og derfor bliver det et hovedkrav fra De Radikale at styrke anklagemyndigheden i det politiforlig, vi skal igennem, siger Kristian Hegaard.

Folketingets partier skal i år indgå en ny flerårig politiaftale, og også SF's retsordfører, Karina Lorentzen Dehnhardt, ser behov for flere ressourcer.

Samtidig mener hun, at de offentlige anklagere er presset af det, hun kalder new public managementbureaukrati.

- Jeg kan se, at det går rigtig meget ud over jobtilfredsheden med alle disse målkrav og tidsfrister. Og alt det bliver en bremseklods for, hvordan de (anklagerne, red.) kan bruge deres tid.

- Jeg er sikker på, at der ligger rigtig meget afbureaukratisering gemt her, siger Karina Lorentzen Dehnhardt til Ritzau.

Sara Vergo, formand for Djøf Offentlig, vil også have flere ressourcer til anklagemyndigheden, efter at der er blevet tilført flere penge til politiet.

- Man er nødt til at se det som forbundne kar. Det er ikke nok at sætte penge af til dem, der fanger forbrydere.

- Det skal også være til dem, der skal have dem dømt bagefter, siger hun.

/ritzau/

Link til artikel fra Berlingske
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sydjylland For abonnenter

Trods udsigt til blodrødt regnsskabsår: Hotel Koldingfjord satster stort på opgradering af personalet

Annonce