Annonce
Sydjylland

Razzia: Nordtysk narkoring havde også kunder i Danmark

På 16 plantager i Flensborg-området og Nordfrisland fandt politiet store mængder cannabis ved mandagens razzia. Arkivfoto.

FLENSBORG: Også danske kunder kan forvente at blive kontaktet, efter politiet i Flensborg mandag morgen slog til mod en nordtysk narkoring. 320 betjente og toldere fra store dele af forbundslandet deltog i aktionen, hvor 18 mistænkte fik ransaget deres hjem og firmaadresser.

Den hovedmistænkte er en 56-årig forretningsmand fra Flensborg. Manden driver en forretning for haveudstyr og har derfor haft mulighed for at levere remedierne til en stribe cannabis-plantager. Men den 56-årige er også sigtet for at have finansieret narkoproduktion og derefter fået en andel af gevinsten.

Ved ransagningerne i Flensborg, Slesvig-Flensborg Amt og Nordfrisland blev der fundet 16 cannabisplantager med knap 1500 planter. Desuden konfiskerede myndighederne store mængde færdig cannabis i et endnu ikke opgjort omfang, ligesom der blev beslaglagt et femcifret beløb i kontanter. Samtidig stødte politiet på flere hundrede kontakter til kunder i både Danmark og Tyskland.

De 18 sigtede er mellem 28 og 58 år.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Kan vi i det mindste få ærlig kommunikation?

Det lover simpelt hen ikke godt for regeringens troværdighed. I ni ministerier har man skiftet kommunikationschef efter valget. I syv tilfælde er der blevet ansat en kommunikationschef, der træder ind ad døren med et cv præget af tætte personlige eller politiske relationer til den socialdemokratiske minister, der netop har sat sig til rette i ministerkontoret. Der er tale om tidligere personlige rådgivere, valgkoordinatorer og politisk frivillige i valgkampe. Det er dog et tilfælde, insisterer regeringen. Et helt ufatteligt tilfælde, fristes man til at tilføje. Alt er gået rigtigt til. De bedste er valgt, i hvert eneste tilfælde. Og ministrene har overhovedet ikke blandet sig. Hedder det sig. I Danmark er embedsmandskorpset ikke politisk udpegede. Der er godt nok en tendens til, at politikere omgiver sig med flere og flere rådgivere, men kommunikationschefer i ministerier er ikke rådgivere. De er embedsmænd, de arbejder for staten og dermed for borgerne. De får løn af statskassen. De er ikke socialdemokrater eller noget andet - de er upolitiske. Det er derfor, at ansættelserne af de syv kommunikationschefer stikker sådan ud. Det er derfor oppositionen - ført an af Ole Birk Olesen, Liberal Alliance, i en stadig mere og mere kontant retorik insisterer på at få svar fra ministrene på spørgsmålet: Er alt gået rigtigt til? Man forstår den stigende irritation, som bortforklaringerne fortsætter. Det er en dybt beklagelig udvikling. Det er muligt, at politikere har brug for mere og mere politisk rådgivning, og derfor har behov for politiske rådgivere. I så fald er det rådgivere, de skal ansætte, og det skal selvfølgelig ske transparent for alverden. Stå ved det, tag det efterfølgende politiske slagsmål i Folketinget, for ærligt talt vil det være en kamp, der er til at klare. Uanset hvad der siges lige nu på tværs af folketingssalen, vil den næste regering formentlig ansætte endnu flere politiske rådgivere, end denne har gjort. Sådan er trenden. Men vær dog ærlig. Drop skuespillet. Hellere politisk udvalgte kommunikationschefer end fordækte udnævnelser, der skaber tvivl om afsenderen på de budskaber, som vil komme ud af samtlige ministerier de kommende år.

Annonce