Annonce
Sport

Real Madrid køber igen og henter fransk forsvarsspiller

Emmanuel Foudrot/Reuters
Ferland Mendy skifter fra franske Lyon til Real Madrid på en seksårig kontrakt, bekræfter Real Madrid.

Real Madrid har godt gang i handlerne i øjeblikket, og onsdag aften bekræftede den spanske storklub indkøbet af endnu en spiller.

Den franske forsvarsspiller Ferland Mendy blev således budt velkommen på Real Madrids hjemmeside.

Ferland Mendy er 24 år og skifter fra franske Lyon.

Ifølge Real Madrids hjemmeside har parterne indgået en seksårig kontrakt frem til 30. juni 2025.

- Mendy bliver præsenteret 19. juni klokken 13.00 i VIP-boksen på Santiago Bernabeu, skriver Real Madrid.

Ferland Mendy skiftede i 2017 fra franske Le Havre til Lyon, hvor han i den forgangne sæson er noteret for 44 kampe i alle turneringer og tre scoringer.

Lyon sluttede på tredjepladsen i den bedste franske liga efter Lille og Paris Saint-Germain.

Real Madrid har netop afsluttet en omtumlet sæson, hvor holdet endte på tredjepladsen i Primera Division 19 point efter mestrene fra FC Barcelona og med 12 liganederlag på kontoen.

Det lykkedes heller ikke at nå til tops i hverken Champions League eller Copa del Rey for Real Madrid.

Derfor er træner Zinedine Zidane godt i gang med at hente forstærkninger, og tidligere onsdag blev det bekræftet, at Real hentede den 21-årige serbiske angriber Luka Jovic i Eintracht Frankfurt.

Real har tidligere i transfervinduet hentet superstjernen Eden Hazard i Chelsea samt den brasilianske forsvarsspiller Eder Militao i Porto.

/ritzau/
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Tønder

Over 100 får måtte reddes fra vandmasser på mark

Kommentar For abonnenter

Kommentar: Gammelt menighedsråd misbrugte omverdenens tillid

Da det tidligere menighedsråd i Holbøl Sogn valgte at træde tilbage i samlet flok i august 2018, skete det nærmest i total tavshed. Ingen i menighedsrådet ville sige noget som helst til ret mange - ud over at de havde krævet den tidligere præst i sognet Kristian Ditlev Jensen fyret. Det lykkedes ikke, hvorefter de besluttede, at så kunne det også være lige meget. Farvel, men ingen tak og altså helt uden nogen form for forklaring. Det har jeg kritiseret i tidligere kommentarer, og kritikken har på ingen måde siden vist sig uberettiget. Tværtimod. SOM VI PÅ JV.DK og i JydskeVestkysten i dag søndag kan dokumentere, har det tidligere menighedsråd ageret, hvad man måske lidt groft kan betegne som små konger i landsbyen. Den tidligere formand Per Ihle har tilsyneladende haft en pæn økonomisk gevinst ud af formandstjansen. Ihle er malermester, og hvilket firma skulle klare maleropgaverne for menighedsrådet? Ja, det kom Ihles eget så til at gøre. Venner ordnede og klarede tingene med vennerne, og om alt gik redeligt og ordentligt til, spillede tilsyneladende ikke den store rolle for det tidligere menighedsråd i Holbøl. IHLE LAVEDE SÅLEDES malerarbejde for 360.000 kroner for sognet i en periode over seks år fra 2012. Uden at der blev indhentet tilbud, som man skal ifølge provstiets retningslinjer, når der er tale om beløb på mere end 50.000 kroner, og uden at menighedsrådet tilsyneladende bekymrede sig om, hvorvidt Ihle kunne være inhabil, når beslutningerne om køb af malerarbejde skulle træffes. I hvert fald fremgår det ikke nogen steder, om Ihle trådte ud af mødelokalet, når menighedsrådet skulle beslutte, hvilket malerfirma man skulle vælge. Meget mere Korsbæk kan det næsten ikke blive. OM DER ER NOGEN som helst sammenhæng mellem det tidligere menighedsråds ønske om at komme af med den forhenværende sognepræst og så menighedsrådets manglende overholdelse af udbudsreglerne, ved vi ikke. Måske er det også lidt ufint i kanten at bringe de to i udgangspunktet vidt forskellige sager ind i en sammenhæng, men spørgsmålene ligger lige for: Hvorfor ønskede det forhenværende menighedsråd med malermester Ihle i spidsen at få daværende sognepræst Kristian Ditlev Jensen fyret? Og hvorfor ville ingen i det gamle menighedsråds svare på spørgsmålet? Havde Kristian Ditlev Jensen påtalt og kritiseret menighedsrådets måde at gøre tingene på? Som skrevet: Vi ved det ikke. SELVFØLGELIG VALGTE både biskop Marianne Christiansen og provst Kirsten Sønderby at afvise kravet. Sidstnævnte erkender i dag, at hun skulle have været opmærksom på, hvordan det tidligere menighedsråd agerede. Sandt nok. Det burde hun. Nok. Men kan man fortænke Kirsten Sønderby i, at det ikke skete? Måske. Blot ikke ud fra en rent menneskelig betragtning. For hun stolede på sit menighedsråd. Hun havde tillid til det, tillid til, at rådet fulgte reglerne og i øvrigt opførte sig, som man skulle. Desværre handlede det ikke med ordentlighed. AT VÆRE FORMAND for et menighedsråd eller bare at sidde i et er et tillidshverv. De blev valgt af andre, fordi disse andre stolede på dem. De tidligere menighedsrådsmedlemmer levede igennem flere år ikke op til den tillid, og af den grund er deres svigt større, end at Per Ihle scorede nogle opgaver, han og firmaet måske ikke skulle have haft. Det er reelt det mest ærgerlige og triste i denne sag. GOD SØNDAG

Annonce