Annonce
Udland

Red Barnet vil have børn hjem fra Syrien

Ozan Kose/Ritzau Scanpix
Red Barnet opfordrer regeringer til at få kvinder og børn hjem fra Syrien, hvor Tyrkiet har invaderet.

Save the Children, Red Barnets internationale afdeling, opfordrer Europas regeringer til at få børn og kvinder, der er deres statsborgere, hjem fra det nordøstlige Syrien.

Det gør foreningen, efter at flygtningelejre er blevet fanget i Tyrkiets invasion af det nordøstlige Syrien. Tidligere søndag blev lejren Ayn Issa, hvor tusindvis af mistænkte Islamisk Stat-sympatisører sidder, fanget i konflikten.

Efter at de kurdiske styrker, der er under angreb, ikke kunne holde styr på lejren, er hundredvis flygtet fra den.

- Hundreder af kvinder og børn med forbindelse til Islamisk Stat er flygtet fra et anneks i Ayn Issa-lejren. Annekset var hjem for 249 kvinder og 700 børn med forbindelse til Islamisk Stat, skriver Save the Children i en udtalelse og fortsætter:

- Rapporter siger nu, at annekset er fuldkomment tømt for udenlandske kvinder, og at maskede mænd på motorcykler cirkler om lejren.

Det kurdiske mindretal medvirkede i kampen mod Islamisk Stat, og tusindvis af tilfangetagne mistænkte medlemmer og sympatisører har siddet i lejre under kurdisk kontrol.

Tidligere har den danske regering meldt ud, at omkring 30 danske børn sad i lejrene. Save the Children advarer imod, at de nu kan forsvinde i det kaos, der er opstået efter Tyrkiets invasion.

En kurdisk talsmand har tidligere sagt, at der var norske og svenske kvinder og børn blandt de flygtede.

- Vi opfordrer igen alle regeringer til at repatriere deres borgere, mens de kan. Muligheden er hastigt ved at forsvinde.

- Vi har fået rapporter om, at myndighederne på stedet har taget nogle af de udenlandske kvinder til andre placeringer, men mange er flygtet og nogle er forsvundet, siger Sonia Kush, Save the Childrens indsatsleder i Syrien, i en udtalelse.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

IS-medlem er inderligt uvelkommen

Et tidligere medlem af Islamisk Stat ankom mandag til Danmark, og blev straks anholdt. Manden har siddet fængslet i Tyrkiet, men blev sendt til Danmark på begæring af de danske myndigheder. Formentlig skal man være jurist for at forstå, hvorfor Danmark har bedt om at få den pågældende udleveret. Han er inderligt uvelkommen. Manden er den 28-årige Ahmad el-Haj. Han er af palæstinensisk oprindelse, men ærgerligt nok udelukkende dansk statsborger. Passet kan han derfor ikke miste. Trods det danske pas er det naturligvis grotesk at påstå, manden er vendt hjem. Danmark er ikke et hjem for mennesker, der har vendt os ryggen og direkte kæmpet mod landets interesser. Justitsminister Nick Hækkerup er blevet kritiseret for at lægge pres på domstolene i sagen om den den udleverede. Ministeren har nemlig sagt, at manden forhåbentlig bliver dømt for de forbrydelser, han har begået. Kritikken kommer fra De Radikale og Enhedslisten. Strengt taget har de ret i, at det ikke er en ministers, men domstolenes opgave at vurdere, om en sigtet er forbryder eller ej. Men ikke desto mindre er Nick Hækkerups spontane reaktion absolut forståeligt. Så skulle en domstol kende den pågældende skyldig, sker det forhåbentlig efter straffelovens paragraf 114. Den såkaldte terrorparagraf åbner nemlig mulighed for fængsel på livstid. Sanktionen er aldeles passende, hvis den 28-årige skulle vise sig at have deltaget i Islamisk Stats uhyrlige forbrydelser. Måtte han i givet fald aldrig komme på fri fod eller i hvert fald sidde i fængsel, til han er en meget gammel mand ligesom den firedobbelte politimorder Palle Sørensen. Han tilbragte 33 år bag tremmer. Ahmad el-Haj blev ifølge flere medier hårdt såret under et bombeangreb og sidder i kørestol. Han har fortalt Weekendavisen, at han inderligt fortryder sine handlinger. I betragtning af de konsekvenser hans indsats for Islamisk Stat har haft for ham selv, er det såmænd ganske muligt. Nogen formildende omstændighed er det imidlertid ikke.

Annonce