Annonce
Indland

Redaktør: Borgmestre og DF kan bringe udkantsdebat i spil

Der skal senest være folketingsvalg i juni. (Arkivfoto).

Det får næppe stor betydning om en rød eller blå regering skal styre forhandlinger om en udligningsreform.

Udkantsdanmark og udligningsreform bliver næppe et stort valgtema ved folketingsvalget.

Det vurderer politisk redaktør hos avisen Danmark Thomas Funding. Han ser dog to muligheder for, at det alligevel kommer til at fylde.

- Den ene er, hvis Socialdemokratiets og Venstres borgmestre begynder at føre kampagne på det og presse deres egne partiledelser på spørgsmålet, siger han.

Den anden mulighed er ifølge redaktøren, at Dansk Folkeparti, som ikke på samme måde har et ben i både land- og bykommuner, bringer emnet i spil.

- De har ikke på samme måde det med, at de skal tage højde for både by og land. Deres base er i landdistrikterne, så de kan køre en ret entydig linje. Og det har de også gjort tidligere, i forhold til at København og de store byer skal aflevere mere til landdistrikterne, siger Thomas Funding.

Han vurderer i stedet, at emner som sundhedspolitik, pensionsdebat, miljø, klima og udlændinge vil fylde i valgkampen.

Søndag skriver Magisterbladet, at en ny opgørelse fra Økonomi- og Indenrigsministeriet viser, at 12 af de 20 kommuner med færrest penge på kistebunden er at finde i Region Sjælland og oplandet til København.

Det gælder blandt andet Slagelse, Odsherred, Holbæk, Frederikssund og Rudersdal.

I 2012 var kun 6 af de 20 nederste på Sjælland, mens 13 kommuner var i Jylland. Lav kassebeholdning er dog ikke nødvendigvis et udtryk for en dårlig økonomi.

Sidste år opgav regeringen at gennemføre en reform af udligningsordningen, der fordeler penge mellem kommunerne.

Finansminister Kristian Jensen (V) har dog meldt ud, at det er en tvungen opgave for regeringen efter valget at lave en udligningsreform. Socialdemokratiet har desuden meldt sig klar til en reform.

Ifølge Thomas Funding vil udfaldet af folketingsvalget næppe komme til at betyde meget for, hvordan reformen kommer til at se ud.

- Både Socialdemokratiet og Venstre vil have en ambition om at have det andet parti med i en aftale for ikke at kunne lave noget, hvor man efterfølgende vil blive angrebet af den anden part.

- Derfor er det mindre afgørende, hvem der sidder for bordenden, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce