Annonce
Danmark

Redaktøren i den røde stol: Brændeovne er dødhyggelige

Peter Rasmussen, chefredaktør, avisen Danmark.

Danskerne er som regel et tålmodigt folkefærd. Vi finder os både i høje skattetryk, brotakster og nogle af Europas dyreste bilafgifter. Men hvis nogen vil beskatte vores brændeovne eller ligefrem skrotte dem, så rejser modstanden sig.

Avisen Danmark har i de seneste uger beskrevet regeringens planer om at tvinge boligejere til at udskifte deres brændeovne med nyere og mindre forurenende modeller ved boligsalg. Problemet med brændeovnene er, at de er langt den største danske kilde (70 procent) til udledning af fine partikler.

Ved indånding sætter partiklerne sig i lungerne og i blodet, hvor de kan give anledning til åndedræts- og kredsløbsproblemer. Institut for Miljøvidenskab har beregnet, at 400 dødsfald om året skyldes røgen fra vores egne brændeovne.

Allerede i 2017 konkluderede Skatteministeriet, at brændeovnsejerne slet ikke betaler for de helbredsomkostninger, som partiklerne fra brændefyringen er årsag til. En opgørelse fra Nationalt Center for Miljø og Energi viser, at brændeovnenes udledninger i Danmark medfører øgede samfundsomkostninger på 4,2 milliarder kroner om året. Derfor foreslog Skatteministeriet en såkaldt differentieret afgift efter, hvor meget ovnen bruges - registreret med en måler i skorstenen.

Den er afgift er foreløbig - nå-ja - gået op i røg. Så nu forsøger miljøminister Lea Wermelin sig i stedet med et lovforslag om at udfase brændeovne fra før 2003. Den idé er de Radikale, SF og Enhedslisten med på.

Men det er der mange andre der ikke er. Seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling Kåre Press-Kristensen oplever jævnligt at blive truet i anonyme telefonopkald, når han udtaler sig om faren ved brændeovne; for eksempel med trusler som: ”Ved du, hvor hårdt en brændeknude slår?”.

Her på avisen har vi fået mails fra folk, der mener, at vores artikler om de forurenende brændeovne er ”fake news” og at brændeovne slet ikke er skadelige for mennesker. Og Dapo, der er foreningen af danske leverandører af Pejse og brændeovne, anerkender ikke ministeriets beregning af, at brændeovne er skyld i 400 dødsfald om året.

De tager dog sagen ”ansvarligt og seriøst”, som pressechefen formulerer det - der ligger selvfølgelig også en god forretning og venter, hvis regeringen kommer igennem med sit lovforslag.

Men foreløbig er loven ikke kommet igennem Folketinget, så vi, der har brændeovn, kan stadig smide en ekstra knude på og lade hyggen sprede sig. En hygge, der altså ikke er helt gratis.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Merkel holder drømmen om Europa i live

For en uges tid siden gik en sød historie sin sejrsgang i tyske medier og på sociale platforme. Landets kansler, Angela Merkel blev fotograferet i en kø i en dagligvarebutik med sin indkøbsvogn. To ruller toiletpapir og fire flasker hvidvin. ”Eine wie uns” som det hed sig i masser af opslag på nettet efterfølgende. Ingen hamstring. Fornuftig prioritering. Og kansleren betalte endda med kreditkort og ikke kontanter, som man ellers ofte gør hos vores naboer. Lederskab i det små. Merkel viser også lederskab i det store. Hvor lande i hele Europa, inklusive Danmark, har dukket sig, mens et coronahærget Italien har bedt om hjælp, trådte Merkel straks til. Tyskland henter syge italienere til tyske hospitaler. Tyskland henter også syge franskmænd. Fordi man har overskuddet. Fordi man kan. At man samtidig opbygger viden i det tyske sundhedsvæsen, der senere kan komme tyske patienter til gavn, er en kærkommen sidegevinst. Tyskland sender også respiratorer til Spanien. Deler ud af sit overskud. Tyskland viser sig også i coronakrisen fra sin bedste side, som vi har set det i række krisestunder i nyere europæisk historie. Wir schaffen dass, er budskabet fra Merkel igen og igen, og hun sætter sig selv og sit land forrest. Det bør vi alle være taknemmelige for. Uden Tyskland, intet Europa fristes man til at konkludere. Den danske stat har handlet hurtigt og konsekvent på coronakrisen. Der er grund til at håbe, at vi derfor kan komme relativt let igennem den set i sundhedsfagligt perspektiv. Måske også økonomisk. Det er dog værd at holde fast i, at Corona er grænseoverskridende, og vejen tilbage på den anden side løses ved at tænke og handle grænseoverskridende. Det ville derfor klæde os at stå side om side med Tyskland i både ord og handling. Også mens det er svært. Der er en udløbsdato på Angela Merkel. Tiden som kansler rinder ud i 2021. For Europas skyld er der grund til at håbe på, at også hendes efterfølger tager et ansvar, der rækker ud over Tysklands grænser. For uden tysk lederskab, smuldrer Europa.

Erhverv 112

Modefirma har sagt farvel til 15 ansatte: 2020 handler kun om at begrænse tabet

Kolding

Plejehjem har nu haft ni smittetilfælde med corona: To plejehjemsbeboere er indlagt

Sydjylland

Påskefrokoster aflyses på stribe: Facebook og Skype redder det sociale samvær

Annonce