Annonce
Danmark

Redaktøren i den røde stol: Hvor dum må man være?

Peter Rasmussen, chefredaktør, avisen Danmark

Der er ikke meget, som provinsen og hovedstaden er enige om, når det handler om flytningen af statslige arbejdspladser. Vi er ikke engang enige om, hvad vi skal kalde det.

I københavneraviserne og på de landsdækkende tv-kanaler bliver de flyttede arbejdspladser konsekvent kaldt ”udflytningsarbejdspladser”, mens vi her på avisen Danmark kalder dem ”indflytningsarbejdspladser”, fordi de flytter ind i vores område.

I denne uge har Berlingske forsøgt at beskrive det fuldstændig vanvittige i at sprede de statslige arbejdspladser over et større område uden for hovedstaden. Historien om flytningen af Styrelsen for Patientklager fra København til Aarhus bliver for eksempel indledt sådan her i tirsdagsavisen: ”Hvis man ikke vidste bedre, så kunne man tro, at det var en Aarhus-historie. En af den slags, hvor man bagefter tænker, at ingen er da så dum, at de begår nøjagtig den samme fejl to gange i træk”.

Herefter følger så de sædvanlige argumenter om, at det har kostet et stort tab af viden at flytte til provinsen, fordi kun fire ud af 120 medarbejdere i styrelsen ønskede at flytte med. Der kan selvfølgelig være tale om en særlig viden, som kun københavnere kan tilegne sig, men ellers må man gå ud fra, at det problem løser sig.

Mere alvorligt er det, at flytningen, stadig ifølge Berlingske, også har betydet længere behandlingstider for de klager, som borgerne indgiver over sundhedsvæsnet. ”Udflytningen af patientklager til Aarhus er endt i lange behandlingstider”, skriver Berlingske. Og videre: ”Mellem 14 og 15 måneder tager det nu at behandle en sag”.

Sagen er bare, at sådan har det altid været. Også før styrelsen flyttede til Aarhus.

Tjekker man rapporten ”Statistiske oplysninger om patientklager for 2017” fra Styrelsen for Patientsikkerhed, kan man se, at sagsbehandlingstiden har ligget på mellem 10 og 15 måneder i årene 2007-2015, da styrelsen stadig lå i København. Og går man tilbage til midten af 90’erne, var behandlingstiden helt oppe på 16-19 måneder. Stadig i København og med hele den uundværlige viden, der er til rådighed der.

Der kan selvfølgelig være mange andre gode grunde til at være imod flytningen af statslige arbejdspladser. For eksempel er det klart, at det koster penge at sende flyttekasserne over Storebælt. Men hvis det til gengæld giver et land i lidt bedre balance med sig selv, er det vel næppe én af den slags historier, hvor man bagefter tænker, hvor dum må man være?

Annonce
Annonce
Annonce
Kultur For abonnenter

Krig og nye gæster påvirker hverdagen på Badehotellet: Sæson 7 balancerer fermt mellem feelgood og mere alvorsfulde takter

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Det utilgivelige læk

Danmark er et af de mest digitaliserede lande i verden. Det nyder vi som borgere godt af, når vi eksempelvis kan betale i supermarkedet via en app, eller når vi skal i kontakt med offentlige myndigheder og ikke behøver af møde fysisk op. Tager man blot et smut syd for grænsen, vil man opdage et samfund, der virker tilbagestående i forhold til at høste fordelene af et digitaliseret samfund. Men udviklingen har også sine omkostninger. Eksempelvis kan det være svært for ældre at finde ud af selvangivelsen eller anden form for computerkontakt med myndighederne. Disse generationsudfordringer gøres der meget for at afbøde, men nogle omkostninger er af en karakter, så de er utilgivelige. En sådan er Sygehus Lillebælts læk, som netop er blevet kendt i offentligheden, af fortrolige oplysninger om godt en halv million patienter. Kort fortalt har blandt andet cpr-numre, navne og hjerteoplysninger i flere end fem år ligget tilgængelige for alle 26.000 ansatte i Region Syddanmark samt et ukendt antal samarbejdspartnere fra ind- og udland. Regionen og sygehuset er blevet kritiseret for lækket i en afgørelse fra Datatilsynet, men lægelig direktør på Sygehus Lillebælt Mads Koch Hansen har "ikke fantasi til at forestille sig", at nogle ansatte uberettiget skal have gjort brug af patienternes oplysninger. Det kræver nu ellers ingen livlig fantasi at forestille sig, at der blandt 26.000 ansatte samt samarbejdspartnere i ind- og udland skulle findes et enkelt broddent kar, hvis moral og syn på tavshedspligt er flosset. Selv om den i øvrigt afgående lægelige direktørs tillid til sine ansatte kan være sympatisk, er den grænsende til naiv. Desværre oplever vi af og til disse helt utilgivelig læk af personlige oplysninger fra offentlige myndigheder, og netop fordi digitaliseringen af samfundet ikke kan spoles tilbage, er der grund til på det kraftigste at indskærpe vigtigheden af, at have styr på den slags. Mister folk først tilliden til myndighederne, kan det være uopretteligt.

Danmark

Få overblikket: Det kæmper borgmestrene om i slag om milliarder

Sport

Forstå hvorfor verden græder: - Vi har mistet en rockstjerne i Kobe Bryant

Annonce