Annonce
Danmark

Redaktøren i den røde stol: Lad os bekymre os lidt mere

De kan være helt utroligt irriterende - men de har som regel en ret høj underholdningsværdi. Folk, der let bliver bekymrede, har tilsyneladende i vid udstrækning kombineret den egenskab med evnen til at meddelelse sig højlydt til omverdenen.

Sådan var det i hvert fald i denne uge, da det i første omgang gik ud over Quentin Tarantinos nyeste film ”Once upon a time … in Hollywood”, der havde premiere sidste torsdag.

Der var for eksempel folk, der i fuldt alvor mente, at Tarantino giver et stigmatiserende billede af hunderacen pitbull, fordi han lader hunden Brandy skambide en sindssyg hippie i de afsluttende scener. Oven i det blev filmanmelderen for The Guardian og Variety, Guy Lodge, bekymret over, at hovedrolleindehaveren Leonardo DiCaprio ikke har arbejdet sammen med en kvindelig instruktør siden 1995, og i det hele taget ikke gjort sit for at løfte minoritet-filmskabere.

Tweetet gik viralt. Og så var der ganske mange, der bekymrede sig over, at filmens kvindelige stjerne, Margot Robbies, ikke har lige så mange replikker som de mandlige stjerner, DiCaprio og Brad Pitt.

Oven i det var der selvfølgelig Bruce Lees familie, der blev sur over, at filmen fremstiller karatestjernen som en selvoptaget svækling, der får bank af en stuntman.

Men ugen havde også andre gode bekymringer at byde på. For eksempel præsenterede den danske modeskaber Stine Goya i denne uge en kollektion, hvor modellerne havde et tørklæde bundet om hovedet. Lidt ligesom Jacqueline Kennedy plejede at gøre.

Det gjorde så cand.merc. og forfatter og debattør Birgitte Baadegaard bekymret: ”Det er en kulturhistorisk bevidstløshed, der skaber en tolerance, som risikerer at blive et kollektivt tilbageslag for kvinder”, sagde hun eksempelvis til Berlingske og vævede sig ud i en dybere bekymring om, at løse gevanter og tørklæder vidner om, at modebranchen promoverer undertrykkende beklædningsgenstande.

Men ugens bedste bekymring er nok alligevel den tyske kvinde, der blev så bekymret over ligestillingen mellem kønnene i Berlin, at hun sagsøgte et helt drengekor. Kvinden havde forinden fået afslag på at få sin niårige datter optaget i drengekoret Staats- und Domchor Berlin. Pigens mor hævder, at korets afvisninger er diskriminerende "på en helt uacceptabel måde", fordi den krænker datterens ret til lige muligheder - i en institution, der modtager statsmidler.

På den måde er mulighederne for en god bekymring jo uendelige. Med inspiration fra denne uge kunne man jo bekymre sig over alt fra stigmatiserende tyskerhad hos foxterriere i "Matador" til banjospillere, der bliver nægtet optagelse i et harmonikaorkester. Der er nok at tage fat på - og engang imellem er de irriterende bekymringer faktisk ret underholdende.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

Central skobutik lukker i Kolding

Leder For abonnenter

Digte fra voldsmanden: Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl?

JEG SAGDE SMUT/MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/SELV OM DET ER FORBUDT/AT PRUTTE MED KRUDT. Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl fra Yahya Hassan, der fra sin tidsubestemte psykiatriske anbringelse sender "Yahya Hassan 2" på gaden? Anmelderne på dagbladsredaktionerne i København er ikke i tvivl. Stjernerne vælter ned over lyrikeren. "En overrumplende karakterfuld og kanongod bog", mener eksempelvis anmelderen i Weekendavisen, der brugte hele sin forside på et interview med digteren, som chefredaktør Martin Krasnik i sagens anledning personligt udførte. Andre uden for den kulturelle indercirkel er uenige i, at den dømte voldsforbryder er en befriende stemme fra den kulturelt så berigende ghetto. Den tidligere krimireporter på Ekstra-Bladet, Dan Bjerregaard, siger til journalisten.dk, at Hassan har "chikaneret folk, han har truet folk, og han har skudt en mand i foden. Han har et voldsomt forbrug af narkotika, han flasher våben, og jeg mener, at man skal overveje det meget nøje, hvis man gerne vil bidrage til det liv." Og det mener Bjerregaard, medierne gør ved at lade Hassan fylde så meget, og at danskerne gør, hvis de køber hans "banale børnerim". At medier beskæftiger sig med værk nummer to fra en skribent, hvis første bog for seks år siden solgte over 100.000, er kun naturligt. Så lader man sig nok let rive med, men det er altså ikke i sig selv en adgangsbillet til omtale og hyldest, at man er af anden etnisk afstamning, opvokset i en ghetto, notorisk voldsforbryder og indsat på retspsykiatrisk afdeling. Produktet må være det afgørende. Der er kun én konklusion: Danskerne må vurdere, om det er stor kunst eller ubehjælpsomt ævl, så vi slutter med endnu et citat fra den nye "karakterfulde og kanongode bog": "JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/SIDEN ÅR 2013/TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED". Versalerne er forfatterens valg.

Annonce