Redaktørens klumme: Sensommerens afdansningsbal

Septembers himmel er så blå, dens skyer lyser hvide ...

Sådan lyder det i sangen fra 1947.

Min favoritårstid er sensommeren. Og jeg har det faktisk sådan, at det kan være lige meget med sommeren, bare vi får en sensommer, som sangen beskriver.

For mig begynder sensommeren så småt, når skolernes sommerferie er vel overstået. Mætte af god mad og drikke og ikke mindst masser af oplevelser vender vi tilbage til hverdagen. Som så mange andre.

Den perfekte sensommer er lun og lækker med azurblå himmel uden en eneste sky, lange, dovne solstråler og et afdansningsbal for blomster såsom høstanemone, japansk kirsebær og purpursolhat, der er trukket i sensommerskruddet.

Endnu har varmen magt, men i luften anes en forfriskende skarphed, som også varsler, at vi går mod koldere tider. Skyggerne bliver længere og breder sig sammen med tusmørket.

Jeg skal lige bruge et par uger på at vænne mig til, at når det bliver mørkt, så skal jeg ikke gå i seng, men kan godt forsvare at blive et par timer længere oppe.

Kuren er at tænde levende lys og lige orientere sig i det gamle hus fra 1925 med originalt trægulv og dermed ingen gulvvarme, hvor ens tykke striksokker er.