Annonce
forside

Reddet: Speedwaymestrene fra Varde var i havsnød

Region Varde Elitesport bruger en hel weekend på at bygge sammenholdet op. I år med tre nye kørere.

Outrup/Esbjerg: Himlen er blå, mens solen sender sine lange skygger øst for Esbjerg. Kirkeklokkerne lyder i det fjerne over det frostklædte landskab, og alt ånder fred og idyl denne lørdag eftermiddag.

Men med et så raser uvejret for de danske speedwaymestre fra Varde, der otte mand stærke springer i havet fra et dødsdømt skib. Meterhøje bølger omfavner dem i stormen og kaster dem rundt i det salte og kolde hav, mens de forsøger at finde redningsflåden. I totalt mørke lykkes det alle at komme op i redningsflåden for derefter at blive hejst op af en helikopter.

Med vand i øjnene og i en neongul overlevelsesdragt puster en lettet Tim Sørensen, der er en af tre nye kørere hos Region Varde Elitesport.

- Det er megafedt det hele. Jeg er så positiv, siger han, mens holdkammeraterne en for en kommer i land.

Annonce

Region Varde Elitesport

Region Varde Elitesport har i år tilknyttet ni kørere. Det er Michael Jepsen Jensen, Mads Korneliussen, Mikkel Bech, Tim Sørensen, Patrick Hansen, Michael Thyme, Malte Ulstrup, Mads Hansen og Stian Vithen Nielsen. Holdledere er Steven Andersen og Mike Johnsen.

Der er ingen tvivl hos Mads Korneliussen. Region Varde Elitesport slutter igen som nummer et. Foto: Chresten Bergh
Fællesskab, godt humør og ikke mindst fællesforståelsen af hinanden kan lige give et ekstra point eller to. Fra venstre ses Mikkel Beck, Michael Thyme, Michael Jepsen Jensen og holdleder Steven Andersen Foto: Chresten Bergh

Egoister

Ja i land er de nu i forvejen, da de befinder sig i stor hal hos Falck Nutec Training Center. Et af flere momenter for de danske speedwaymestre, som i weekenden er på et teambuildingsforløb.

Som sponsoransvarlig Behrend Behrendsen siger:

- Det er en investering. Generelt er speedwaykørere egoister. De kommer fra alle verdenshjørner. Så det er en måde at bygge et hold op på, så de kæmper for hinanden.

Weekendens program bød blandt andet på spinning, løbeture i klitterne og overlevelsesøvelsen i Esbjerg. Og naturligvis hygge, god mad og fællesskab for at slutte søndag af med at få taget foto til den kommende sæson.

Mikkel Bech kører sin tredje sæson for Region Varde Elitesport.

- Det er en perfekt måde at lære de nye ansigter at kende på. Så bliver vi rystet sammen, siger Mikkel Bech.

Et sammenhold, som når det går knap så godt, skal stå sin prøve.

- Vi kommer tæt på hinanden og lærer, hvordan vi kan tænde hinanden, så vi kan komme på sporet igen, siger Mikkel Bech.

Malthe Ulstrup på hårdt arbejde. Foto: Chresten Bergh

Kører med kister

I vinterhalvåret er han fuldtidsansat hos sin sponsor, Fuglebjerg Kistefabrik i Slagelse. Her giver han den gas, når der skal leveres kister, ligesom han også samler kister.

Som årets størst signing er Michael Jepsen Jensen fra Grindsted, som mange i sporten forventer kan blive Danmarks næste verdensmester. Han nød en dag i bølgerne sammen med sine nye holdkammerater.

- Jeg synes, vi håndterede bølgerne rimeligt godt, og vi fik alle med. Alle byder ind, siger Michael Jepsen Jensen

Hvordan slutter sæsonen?

- Vi står øverst.

Øvelsen i Esbjerg var ret så realistisk. Foto: Chresten Bergh
De danske mester i speedway fra Region Varde Elitesport varmer op til den nye sæson med en weekend i teambuilding. Blandt andet besøgte de danske mestre Falck Nutec Traening Center i Esbjerg. Foto: Chresten Bergh
Annonce
Forsiden netop nu
EfB

Genlæs liveblog: EfB taber 1-3 til FCK

Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce