Esbjerg: For et år siden blev et mini-livreddertårn testet i Svømmestadion Danmark, og nu flytter det fast ind ved siden af konkurrencebassinet.
Det er TrygFonden, der står bag tårnet, der over en periode på tre år skal udbredes til 45 svømmehaller landet over.
Svømmestadion Danmark er et af de første steder, der får tårnet opstillet, og sidste år blev det testet ni forskellige steder, blandt andet i Esbjerg.
- Testen viste, at badegæster i alle aldre var vilde med at prøve kræfter med livredning i svømmehallernes trygge omgivelser, og derfor er vi rigtig glade for, at vi nu kan tilbyde et permanent livreddertårn i Svømmestadion Danmark, siger René Højer, programchef i TrygFonden, i en pressemeddelelse.
Glad idrætsinspektør
Også i Svømmestadion Danmark er idrætsinspektør Henrik Due begejstret.
Henrik Due.Tårnets udstyr indbyder til gode og sjove øvelser, som man kan lave sammen i vandet.
- Da vi testede mini-livreddertårnet sidste år, var der rigtig mange familier, skoler og andre gæster, som tog udstyret med i vandet og brugte det til både leg og livreddertræning. Så vi er meget glade for, at vi har fået livreddertårnet permanent tilbage i svømmehallen. Tårnets udstyr indbyder til gode og sjove øvelser, som man kan lave sammen i vandet, og jeg håber, at vi på den måde kan inspirere vores gæster, så endnu flere får øjnene op for livredning, siger Henrik Due.
Livredderne i Svømmestadion Danmark testede udsyret i livreddertårnet tirsdag eftermiddag, og det skulle stå klar til leg og alvor for gæsterne fra onsdag.
Udstyr
Livreddertårnet i Svømmestadion Danmark indeholder redningskranse, redningstorpedoer, bjærgedukker, rescue boards og redningsveste.