Annonce
Aabenraa

Redningsplan mislykkedes: Sønderjysk højskole lukker

Højskolen Østersøen lukker. Økonomien kan ikke bære længere. Foto: Claus Thorsted
Højskolen Østersøen går i betalingsstandsning, og 13 medarbejdere står uden job. Den 26 år gamle højskole i Aabenraa har ikke kunnet tiltrække tilstrækkeligt med elever på de langvarige kurser.
Annonce

AABENRAA: I 26 år har både unge og ældre udvidet deres horisont og fået nye bekendtskaber på Højskolen Østersøen i Aabenraa. Men nu er det slut. Økonomien er presset i bund, og bestyrelsen har været nødt til at sige stop.

Bestyrelsen indkalder nu til en ekstraordinær generalforsamling, hvor beslutningen om at gå i betalingsstandsning officielt skal træffes.

- Vi har orienteret de 13 medarbejdere, og vi er indstillet på at hjælpe dem, så godt vi kan med at finde andet arbejde. De 12 elever, der var tilmeldt forårets lange kursus, har alle fået plads på andre højskoler, oplyser Karsten Nissen, der er formand for Højskolen Østersøen.

- Højskolen har dygtige medarbejdere og et godt program, men det tager tid at omstille til en ny struktur, erkender formanden.

Højskolen Østersøens bestyrelse besluttede i fjor at satse mere på langvarige kurser og samtidig give højskolen en meget grøn profil med fokus på natur, miljø og klima.

26 år med højskole

  • Højskolen Østersøen blev oprettet i 1992 med fabrikant Johannes Jensen fra Herning som initiativtager.
  • Formålet var at gøre de unge elever bedre i stand til at indgå i et samarbejde med folk fra resten af Europa - ikke mindst Tyskland.
  • Højskolen fejrede 25-års-jubilæum i september 2018.
Annonce

Rigtig strategi

- Jeg mener, at strategien var rigtig. Vi kunne ikke blive ved med at køre med de mange korte kurser, som administrativt var en stor belastning, og desuden er det de lange kurser, der er selve grundideen bag de danske højskoler, fastslår formanden.

Borgmester Thomas Andresen (V) ærgrer sig over, at det ikke har kunnet lade sig gøre at drive højskolen videre.

- Jeg må sige, at jeg er virkelig ked af det. Højskolen har været en berigelse for både Aabenraa og for hele landsdelen. Fra kommunens side har vi forsøgt at hjælpe ved at bruge højskolens faciliteter, men det er eleverne, der skal være grundlaget for en højskole, fastslår han.

- Med satsningen på bæredygtighed var højskolen "first mover", og det indebærer altid en risiko, konstaterer han.

Annonce

Bygningen

Thomas Andresen står ikke med et grydefærdigt forslag til, hvad Højskolen Østersøens bygninger kan bruges til.

- Måske kan den indgå i vores bosætningsstrategi. Bygningen var jo oprindeligt et hotel, og det kan den måske også bruges til igen, vurderer borgmesteren.

- Men jeg skal jo ikke bruge andre folks penge, tilføjer han.

Højskolens formand, Karsten Nissen, er enig i, at det ikke burde blive noget problem at få solgt højskolens bygninger, som er placeret med 180 graders udsigt til Aabenraa Fjord.

Det er Højskolen Østersøen, der ejer bygningerne, men Johannes Jensen og Helle Mau Jensens Fond har pant i den. Fonden har blandt andet har til formål at støtte uddannelse og forskning.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Regionalt

Tidligere JydskeVestkysten-chef giver ledelsen en ordentlig kindhest: - I bør overveje at lukke avisen, inden det bliver pinligt

Annonce