x
Annonce
Danmark

Regeringen står klar med en milliard i coronastøtte til Afrika

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Ved at sætte indsatser på pause har regeringen fundet en stor pose penge, der kan gå til at støtte Afrika.

Hvis behovet bliver til det, er regeringen klar til at støtte coronaindsatsen på det afrikanske kontinent og i nærområder med en milliard kroner.

For nuværende bliver milliarden lagt til side i en standby-pulje. Det oplyses i en pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet.

Udviklingsminister Rasmus Prehn (S) kalder det en ekstraordinær situation, som gør, at man også må gå ekstraordinært til værks.

- Coronavirus på det afrikanske kontinent og i nærområder kan potentielt blive en humanitær og økonomisk katastrofe.

- Det er nu helt afgørende - et spørgsmål om liv eller død - at vi er forberedte på den værst tænkelige udvikling i Afrika.

- Det er nu, vi skal vise rettidig omhu, ansvarlighed og prioritere vores indsats og penge, så vi er klar til at sætte ind, hvor der er mest brug for det, siger Rasmus Prehn.

Pengene til standby-puljen findes ved at sætte nye bevillinger til udviklingsprojekter midlertidigt på pause.

Der er tale om indsatser med et længere perspektiv, og projekter, der forsinkes eller ikke kan gennemføres, på grund af lukkede grænser og manglende bevægelsesfrihed som følge af coronavirus.

Med andre ord vil det sige, at regeringen ikke har fundet nye penge til at støtte coronaindsatsen, men at der er lavet en omprioritering på grund af situationen.

I forvejen er der en bred aftale i Folketinget om at bruge 0,7 procent af den årlige bruttonationalindkomst på udviklingsbistand.

Lige nu vil nogle måske spørge, om ikke pengene ville være bedre tjent herhjemme, hvor der forsvinder virksomheder og arbejdspladser på grund af coronakrisen.

Til det svarer udviklingsministeren:

- Jeg tror, at den almindelige dansker synes, at vi selvfølgelig skal tage hånd om vores egen situation i Danmark, men at vi også må have det udsyn, at vi hjælper i tide, inden det bliver en kæmpe humanitær katastrofe i Afrika, siger Rasmus Prehn.

- Jeg tror også, at mange danskere tænker over, at hvis vi ikke gør det her, så kan det være meget svært at få bugt med smitten i fremtiden, og at andre problemer kan ramme os i nakken i form af flygtningestrømme og lignende.

Ifølge verdenssundhedsorganisationen, WHO, er der foreløbigt registret cirka 2000 tilfælde af coronasmittede på tværs af 43 lande i Afrika.

Mere end 50 afrikanere er indtil videre døde, mens de havde virusset.

/ritzau/

Link til pressemeddelelse
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar

Byens butikker skal bruges - også efter coronakrisen

Fredag eftermiddag blev jeg ringet op. Min frisør havde taget fat i sin kalender og var begyndt at kontakte alle de kunder, hun har eller rettere havde en aftale med i sin salon. Min yngste og jeg stod for tur lige før påske, men den tid kan i sagens natur ikke gennemføres, så min udmærkede frisør ville lige høre, om hun måtte ringe mig op på den anden side. På den anden side af coronakrisen. Lad frisøren være bare et eksempel af mange på, hvordan de selvstændigt erhvervsdrivende kæmper for deres forretninger i disse uger. Frisøren får assistance fra Folketingets hjælpepakker, så hun regner med at klare sig, men hjælpepakker gør det ikke alene. For ville kunderne også være hos hende efter coronaen uden et opkald? HERMED TIL BUTIKKERNE i Aabenraas gågade: Mange af dem ligger lukkede hen, enkelte har genåbnet, og flere gør sig samme overvejelse. I denne uge blev vi på redaktionen kontaktet af Gitte Jensen og Solvejg Jensen fra henholdsvis Tinzon House og Ole Chokolade. De ville gerne fortælle, at de var begyndt at samarbejde nærmest under mottoet - køb lidt hos den ene og få noget med fra den anden også. Dette budskab havde de fortalt på Facebook, men som de konstaterede, er de sociale medier ikke alt, og de ville da gerne have lidt hjælp af os gennem både vores trykte og digitale platforme hos Jysk Fynske Medier. Her i kommunen og landsdelen JydskeVestkysten og Aabenraa Ugeavis. DEN SLAGS GØRES under sædvanlige omstændigheder i annoncer, men her har jeg så valgt undtagelsen - ikke for at hjælpe de to forretninger alene. Eller specifikt, men for at lade Gitte og Solvejg og deres butikker være eksemplet på, at krisetider tvinger virksomheder, forretninger og alle andre selvstændige til at lede efter nye veje til indtægterne. Som Gitte Jensen fra Tinzon House formulerer det: - Jeg tænkte, at vi ville være et godt match. For Solvejg og Ole Chokolade er det højsæson i påsken, og hvis nu vi kunne gøre noget i fællesskab, løfte noget sammen, kunne vi måske holde hjulene i gang. For de to butikker og alle andre kan vi håbe, at det lykkes. At de også vil være her på den anden side. For der kommer en dag, hvor normaliteten vender tilbage. Formentlig i små bidder, men også til den tid skal vi huske, at forretningslivet i gaderne kun er der, hvis det bruges. Af os. I DENNE TID har vi opdaget, hvad det vil sige, og hvordan det føles, når gaderne forekommer at være søndagsforladte hele ugen. I flere uger. Der mangler noget. Byens butikker har også brug for dit lokale engagement efter coronaen. Eller som Solvejg Jensen formulerer sit ønske: - Fra kunder hører jeg, at de føler sig skræmte over, at der er så lukket. Sådan kunne det måske blive engang. Vores håb er, at de vil købe lokalt. Og min egen frisør - hun kan bare ringe. PAS PÅ HINANDEN

Annonce