x
Annonce
Danmark

Regeringen venter med at fremlægge scenarier for genåbning

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Regeringen følger både udviklingen i corona-virussen og udviklingen i økonomien tæt, siger Nicolai Wammen.

Hvad skal der til, for at regeringen begynder at genåbne Danmark, så danskerne kan vende tilbage til arbejdspladser, skoler og daginstitutioner?

Det spørgsmål bliver stillet med stadig større hyppighed til regeringens medlemmer. Men det er endnu for tidligt at fremlægge klare scenarier for en genåbning, i en situation hvor smittetallet fortsat stiger.

Det må man forstå på finansminister Nicolai Wammen (S).

På torsdagens pressemøde om flere anlægsinvesteringer i kommuner og regioner fik finansministeren flere gange spørgsmålet. Til det svarer Nicolai Wammen:

- Regeringen følger situationen fra time til time og fra dag til dag. Vi har foreløbig forlænget tiltagene til påske. Så må vi løbende vurdere, hvad der er behov for. Og hvornår vi igen kan åbne for det danske samfund.

- Det allervigtigste er, at vi får Danmark og danskerne trygt og sikkert igennem corona-virussen. At vi undgår et meget højt dødstal, og at vi samtidig holder hånden under erhvervslivet.

- Vi følger både sygdommen og det, som sker med erhvervslivet, meget tæt, siger Nicolai Wammen.

Tiltagene har bred opbakning i Folketinget og er foreløbigt blevet forlænget til andenpåskedag den 13. marts. Ud over lukning af skoler, restauranter og caféer og omfattende brug af hjemmearbejde på landets arbejdspladser inkluderer det også forbud mod, at man forsamler sig mere end 10 personer.

Initiativerne er gennemført med stor hast for at dæmpe spredningen af corona-virus i Danmark.

Torsdag steg antallet af indlagte patienter med corona i Danmark til 386. I alt 94 er på intensiv afdeling.

41 personer er nu døde i Danmark, mens de var smittet med coronavirus. Det er en stigning på syv på et døgn, oplyste Statens Serum Institut torsdag.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar

Byens butikker skal bruges - også efter coronakrisen

Fredag eftermiddag blev jeg ringet op. Min frisør havde taget fat i sin kalender og var begyndt at kontakte alle de kunder, hun har eller rettere havde en aftale med i sin salon. Min yngste og jeg stod for tur lige før påske, men den tid kan i sagens natur ikke gennemføres, så min udmærkede frisør ville lige høre, om hun måtte ringe mig op på den anden side. På den anden side af coronakrisen. Lad frisøren være bare et eksempel af mange på, hvordan de selvstændigt erhvervsdrivende kæmper for deres forretninger i disse uger. Frisøren får assistance fra Folketingets hjælpepakker, så hun regner med at klare sig, men hjælpepakker gør det ikke alene. For ville kunderne også være hos hende efter coronaen uden et opkald? HERMED TIL BUTIKKERNE i Aabenraas gågade: Mange af dem ligger lukkede hen, enkelte har genåbnet, og flere gør sig samme overvejelse. I denne uge blev vi på redaktionen kontaktet af Gitte Jensen og Solvejg Jensen fra henholdsvis Tinzon House og Ole Chokolade. De ville gerne fortælle, at de var begyndt at samarbejde nærmest under mottoet - køb lidt hos den ene og få noget med fra den anden også. Dette budskab havde de fortalt på Facebook, men som de konstaterede, er de sociale medier ikke alt, og de ville da gerne have lidt hjælp af os gennem både vores trykte og digitale platforme hos Jysk Fynske Medier. Her i kommunen og landsdelen JydskeVestkysten og Aabenraa Ugeavis. DEN SLAGS GØRES under sædvanlige omstændigheder i annoncer, men her har jeg så valgt undtagelsen - ikke for at hjælpe de to forretninger alene. Eller specifikt, men for at lade Gitte og Solvejg og deres butikker være eksemplet på, at krisetider tvinger virksomheder, forretninger og alle andre selvstændige til at lede efter nye veje til indtægterne. Som Gitte Jensen fra Tinzon House formulerer det: - Jeg tænkte, at vi ville være et godt match. For Solvejg og Ole Chokolade er det højsæson i påsken, og hvis nu vi kunne gøre noget i fællesskab, løfte noget sammen, kunne vi måske holde hjulene i gang. For de to butikker og alle andre kan vi håbe, at det lykkes. At de også vil være her på den anden side. For der kommer en dag, hvor normaliteten vender tilbage. Formentlig i små bidder, men også til den tid skal vi huske, at forretningslivet i gaderne kun er der, hvis det bruges. Af os. I DENNE TID har vi opdaget, hvad det vil sige, og hvordan det føles, når gaderne forekommer at være søndagsforladte hele ugen. I flere uger. Der mangler noget. Byens butikker har også brug for dit lokale engagement efter coronaen. Eller som Solvejg Jensen formulerer sit ønske: - Fra kunder hører jeg, at de føler sig skræmte over, at der er så lukket. Sådan kunne det måske blive engang. Vores håb er, at de vil købe lokalt. Og min egen frisør - hun kan bare ringe. PAS PÅ HINANDEN

Annonce