x
Annonce
Danmark

Regeringen vil lade kommuner bygge ekstra i år for at skabe job

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Der skal gang i dansk økonomi, som lider på grund af coronakrisen, og derfor skal der bygges i kommunerne.

Dansk økonomi står i en ekstraordinær situation på grund af coronakrisen.

Regeringen er torsdag derfor enig med kommunerne og regionerne om at lempe loven for anlæg for i år. Det skal støtte dansk økonomi og sikre flere job ved renovering af ting som skoler og veje.

- Regeringen er klar til at gøre, hvad end der skal til for at holde hånden under arbejdspladser og virksomheder. Vi ved godt, at det vil koste mange penge, men det er en klog investering, siger finansminister Nicolai Wammen (S).

Kommunernes Landsforening vurderer, at der kan fremrykkes investeringer for 2,5 milliarder kroner i år. De skal bruges til at energirenovere bygninger og andre tiltag, der kan reducere kommunernes energiforbrug.

For regionerne, der hovedsageligt står for drift af sygehusvæsenet, kan man ikke sætte et konkret beløb på endnu.

- Sagt lidt forenklet - man kan ikke sætte renovering af hospitaler i gang, mens der er brug for hospitalsenge, siger finansministeren.

Anlægsloftet er en grænse for, hvor meget kommuner og regioner må bruge på at anlægge eller renovere eksempelvis veje, skoler og hospitaler. Formålet med et anlægsloft er at hindre en overophedning af økonomien.

Men det fjernes nu i 2020 på grund af coronavirus, der har lagt en dæmper på dansk økonomi. Derfor skal der nu gang i byggeriet.

Samtidig vil politikerne give en hånd til de virksomheder, der leverer varer til kommuner og regioner.

Kommunerne fremrykker derfor betalinger for op mod fem milliarder kroner, mens regionerne fremrykker betalinger for 1,5 milliarder kroner.

Det er endnu uklart, hvad det betyder for anlægsloftet til næste år.

- Det er et helt ekstraordinært skridt at tage, og det gør vi for at holde hånden under danske virksomheder og job.

- Der er samtidig vigtige opgaver, der skal laves - som at renovere daginstitutioner eller renovere veje, siger finansministeren.

Det er ikke en betingelse, at det skal være klimainvesteringer.

- Men det siger sig selv, at det vil være klogt at tænke på det, siger Nicolai Wammen.

Kommunerne får mulighed for at betale forud for leverancer af varer, som har en værdi på højst en million kroner.

Hvis en leverandør ikke har levet op til sine forpligtigelser på grund af coronakrisen, så kan myndigheden, som skulle have varen, undlade at gøre indsigelser.

Venstre foreslog for nylig at lempe anlægsloftet på grund af den ekstraordinære situation. Formand Jakob Ellemann-Jensen (V) kalder det "rigtig positivt", at det nu sker.

- Det kan betyde, at mange af de håndværkere, som har tomme ordrebøger, får noget at lave.

- Og at de kan blive sat i arbejde de steder, hvor vi ikke har vores børn i skole, og hvor biler i et noget mindre omfang kører på vejene, siger han.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar

Byens butikker skal bruges - også efter coronakrisen

Fredag eftermiddag blev jeg ringet op. Min frisør havde taget fat i sin kalender og var begyndt at kontakte alle de kunder, hun har eller rettere havde en aftale med i sin salon. Min yngste og jeg stod for tur lige før påske, men den tid kan i sagens natur ikke gennemføres, så min udmærkede frisør ville lige høre, om hun måtte ringe mig op på den anden side. På den anden side af coronakrisen. Lad frisøren være bare et eksempel af mange på, hvordan de selvstændigt erhvervsdrivende kæmper for deres forretninger i disse uger. Frisøren får assistance fra Folketingets hjælpepakker, så hun regner med at klare sig, men hjælpepakker gør det ikke alene. For ville kunderne også være hos hende efter coronaen uden et opkald? HERMED TIL BUTIKKERNE i Aabenraas gågade: Mange af dem ligger lukkede hen, enkelte har genåbnet, og flere gør sig samme overvejelse. I denne uge blev vi på redaktionen kontaktet af Gitte Jensen og Solvejg Jensen fra henholdsvis Tinzon House og Ole Chokolade. De ville gerne fortælle, at de var begyndt at samarbejde nærmest under mottoet - køb lidt hos den ene og få noget med fra den anden også. Dette budskab havde de fortalt på Facebook, men som de konstaterede, er de sociale medier ikke alt, og de ville da gerne have lidt hjælp af os gennem både vores trykte og digitale platforme hos Jysk Fynske Medier. Her i kommunen og landsdelen JydskeVestkysten og Aabenraa Ugeavis. DEN SLAGS GØRES under sædvanlige omstændigheder i annoncer, men her har jeg så valgt undtagelsen - ikke for at hjælpe de to forretninger alene. Eller specifikt, men for at lade Gitte og Solvejg og deres butikker være eksemplet på, at krisetider tvinger virksomheder, forretninger og alle andre selvstændige til at lede efter nye veje til indtægterne. Som Gitte Jensen fra Tinzon House formulerer det: - Jeg tænkte, at vi ville være et godt match. For Solvejg og Ole Chokolade er det højsæson i påsken, og hvis nu vi kunne gøre noget i fællesskab, løfte noget sammen, kunne vi måske holde hjulene i gang. For de to butikker og alle andre kan vi håbe, at det lykkes. At de også vil være her på den anden side. For der kommer en dag, hvor normaliteten vender tilbage. Formentlig i små bidder, men også til den tid skal vi huske, at forretningslivet i gaderne kun er der, hvis det bruges. Af os. I DENNE TID har vi opdaget, hvad det vil sige, og hvordan det føles, når gaderne forekommer at være søndagsforladte hele ugen. I flere uger. Der mangler noget. Byens butikker har også brug for dit lokale engagement efter coronaen. Eller som Solvejg Jensen formulerer sit ønske: - Fra kunder hører jeg, at de føler sig skræmte over, at der er så lukket. Sådan kunne det måske blive engang. Vores håb er, at de vil købe lokalt. Og min egen frisør - hun kan bare ringe. PAS PÅ HINANDEN

Annonce