Annonce
Danmark

Regeringen vil sikre grænsen til Sverige bedre efter angreb

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Situationen er alvorlig og skal ikke eskalere, siger statsministeren efter eksplosioner i København.

Bedre sikring af grænsen til Sverige, øget tv-overvågning og et styrket værn mod sprængstoffer. Desuden skal der kigges på bedre brug af automatisk nummerpladeskanning.

Politiet skal kort fortalt have flere midler.

Det er meldingen fra statsminister Mette Frederiksen (S) og justitsminister Nick Hækkerup (S) onsdag eftermiddag efter de seneste eksplosioner i København.

- Begge sprængninger har bragt menneskeliv i fare. Det er et mirakel, at ingen er kommet til skade. Vi ved nu, at der et tale om regulære bombeangreb, der har bragt folks liv i fare, siger Mette Frederiksen.

- Vi ser det som et angreb på vores myndigheder og dermed også vores samfund, siger hun.

Sent om aftenen 6. august fandt en eksplosion sted ved Skattestyrelsens bygning på Østerbro nær Nordhavn Station i København.

Stort set samtlige ruder langs Skattestyrelsens facade blev knust efter eksplosionen. Og en person kom lettere til skade.

10. august blev nærpolitistationen på Hermodsgade på Nørrebro ramt af en eksplosion. Ingen kom til skade, men bygningen blev voldsomt medtaget. Facaden blev ødelagt og ruder knust.

Efterfølgende indkaldte Mette Frederiksen regeringens sikkerhedsudvalg til møde. Tidligere onsdag har justitsminister Nick Hækkerup (S) orienteret Folketingets partier om situationen.

To mænd er mistænkt for at stå bag eksplosionen ved Skattestyrelsen. De bor begge i det sydlige Skåne. Det viser oplysninger fra det svenske folkeregister.

Den ældste af mændene har adresse på den skånske sydkyst på strækningen mellem Ystad og Trelleborg. Han er 23 år og endnu ikke anholdt.

Den yngste bor lidt vest for Malmø. Han er 22 år og er tilbageholdt af svensk politi.

Om der skal indføres decideret grænsekontrol til Sverige, vides endnu ikke.

- Vi har en udfordring. Det skal ikke være sådan, at man skal kunne rejse fra Sverige til Danmark og placere dynamit midt i København, siger Mette Frederiksen.

- Vi er ikke klar til at konkludere, hvordan det skal gøres, men grænsen har vores fulde opmærksomhed. Og den skal styrkes, siger Mette Frederiksen.

De nye initiativer og lovgivningen på området skal efter planen stå klar, når Folketinget åbner i oktober. Det siger Hækkerup, som derfor vil drøfte sagen videre med de øvrige partier.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Vores naboers mismod tiltager konstant

Allerede før første stolpe var sat, skabte det danske vildsvinehegn tysk mismod . Her er det en udbredt opfattelse, at der er tale om en camoufleret grænsemur. Anlægget bliver kædet sammen med den danske indrejsekontrol og skaber hos vores naboer billedet af et land, der ønsker at isolere sig. Nu er hegnet færdig, og alt er meget værre. Det viser sig, at hegnet er en dødsfælde for vildtet. Billeder af kvæstede og dræbte dyr fylder tyske, sociale platforme og traditionelle medier. Selv landsdækkende tv har haft indslag. Med tysk logik er hegnet ubegribeligt. Naboerne påpeger ganske korrekt, at afspærringen ikke er nogen garanti for, at den afrikanske svinepest ikke når vores breddegrader. Vildsvin kan snige sig over i de passager, der er skyldes veje og vandløb. Samtidig er dyrene fremragende svømmere, der let kan krydse Flensborg Fjord. Endelig udgår den største smittefare ikke nødvendigvis fra vildsvin, men fra mennesker. Hvis en inficeret, polsk kødpølse på en eller anden vis havner i danske dyrs fødekæde, er skaden sket. Alle disse indvendinger er ubestrideligt rigtige. Og så må der vel stikke noget andet under, konkluderer førnævnte, tyske logik. Vi er hidtil ikke lykkedes med at forklare, at der i høj grad er tale om en mentalhygiejnisk foranstaltning. Danske landmænd og fødevaresektorens mange ansatte kan sove lidt roligere, fordi der trods alt er rejst en barriere mod smitten. Samtidig sender vi et signal til de udenlandske markeder om, at vi bekymrer os om fødevaresikkerheden. Da dette budskab tilsyneladende er usælgeligt hos vores naboer, kan vi i det mindste begrænse skaden. Derfor er det fint, at der nu træffes foranstaltninger, som skal begrænse faren for yderligere skader på vildt. Men samtidig må det være tilladt at undre sig over, at ingen havde forudset problemet. Så var vi nok stadig blevet stemplet som nationalister. Men vi var i det mindste sluppet for beskyldningen om, at vi slog Bambis mor ihjel.

Annonce